Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis er nye redaktører på Kritik. I Information fredag den 11. januar er de citeret for at sige følgende om deres fokus på f.eks. klimakrise:
“Vi forsøger at skabe et format med vide rammer, hvor folk selv udfylder formen. Folk skal ikke skrive på en bestemt måde. I forhold til klimapolitik vil vi forsøge at fokusere skarpere på, hvorfor der er denne apati over for klimaproblemerne i det offentlige rum. Vi tror, vi kan få noget nyt frem ved at lytte til intellektuelle kredse i bredere forstand, ikke kun til klimaeksperter og folk, der beskæftiger sig professionelt med netop denne problematik. Forfattere, eksempelvis, er ofte mange skridt foran den akademiske diskussion, litteraturen er foran forskningen, fordi den har en anden frihed og ikke er bundet af metodiske og institutionelle rammer.”
Vild nok redaktion, fedt manner, tillykke til Kritik og redaktørerne.
Men er manglende dokumentation og ny fiktion det, der skal bidrage til debatten om klimakrisen? I mine øjne skal vi klimakrisen til livs ved at lade folk helt konkret se hvor meget brød der går på en bøf, besøge henholdsvis en vindmøllepark og et kul- og olie kraftvarmeværk og lære mere om grundvand. Det er oplysning og viden, der kan skabe grobund for en reel stillingtagen. Eller tager jeg fejl i forhold til kunstens (herunder litteraturens) rolle i et samfundsspørgsmål som klimakrise?
Re:citat 
Mener du dermed, at litteraturen IKKE skal bidrage til klimadebatten (eller andre samfundsrelaterede debatter)?
For de påstår vel næppe, at litteraturen ALENE skal gøre arbejdet, eller at litteraturen er den væsentligste parameter i synliggørelsen af (et evt 😉 ) problem? Blot et muligt element (tænk på renæssancekunst og oplysningstidens litteratur)
Kan litteraturen ikke tilføre debatten en “anden” form for viden og oplysning? Eller mener du, at vi punkterer den (litteraturen), ved at koble den på konkrete og politisk ømme emner?
Ja, jeg har svært ved at se hvordan litteraturen kan have en afgørende indflydelse på ændring af klimaproblemet.
Hvad er det for en “anden” form for viden og oplysning, som skønlitterære forfattere kan bringe ind i en debat, som vil ændre folks bevidsthed OG handlinger? Jeg vil se det, før jeg tror på det. Og også derfor er udmeldingen jo interessant. Jeg vil gerne se det.
Jeg er enig med dig, men også uenig. Meget klar udmelding, ikke sandt? 😉
Tænk på George Orwells “1984”. Der er vel ikke meget som den, der “citeres” både i den offentlige debat og i eksempelvis filmkunsten, når det drejer sig om fremtidsscenarier og Big Brother-samfundsbeskrivelser? Den bliver et billede vi kan forholde os til, ikke bare begreber og kalkyler og fremskrivninger, men visuelt og kropsligt forankret frygt.
“Frankenstein” i debatten om genmanipulation, er et andet eksempel.
Jeg siger ikke, at litteratur eller anden kunst er revolutionerende eller altafgørende. Ingenlunde. Men jeg tror ikke, at de ikke kan gøre en forskel. Og så længe de KAN gøre en forskel, så er det vel også et – blandt mange – tiltag, man kan operere med?
Det kommer jo meget i forlængelse af Lars Skinnebachs erklæring: “Kunst, der ikke spejler katastrofen, er ikke vigtig”, som en artikel fx hed (http://www.information.dk/284118 og også her http://www.information.dk/267271). Dvs. Klimakrisen. Jeg er ellers generelt sympatisk over for hans digtning, som han med sine nyere indsigter mere eller mindre har afskaffet, sammen med Ekelöf og hvad har vi. Og jeg kan som sådan også sagtens acceptere at han har det sådan med kunsten nu, en vis idé om hvad den skal. Men det er så hans version/vision. Hvorfor han vil have det bredt ud til at gælde al kunst, altså gøre det normativt retningsgivende, forstår jeg derimod ikke. Adorno betvivlede vist engang kunstens (eller æstetikkens) rolle efter krigen. Som om den havde spillet fallit, eller nærmere: hvad skal vi dog med det skønne, når nu verden ikke er skøn? Det kunne se ud, som om det var noget af det samme Skinnebach og Olsen/Friis har i tankerne. Og jeg er bestemt enig i at digtning/kunst skal/kan være aktuelt, dog ikke nødvendigvis kun i forhold til såkaldt Klimakrise, men gerne ift. en selv, det personlige, det man finder nærværende etc. Og hvorfor lige klimakrise? Hvorfor ikke hungersnød, trafficking, undertrykkelse … ? Som om vejen ud af “klimakrisen” enten er det vigtigste for vores tid, og/eller løsningen på denne automatisk vil føre til løsninger på andre katastrofer? Eller har jeg misforstået ham?