Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte

Jeg har flere gange fundet genklang i Ursula Andkjær Olsens digtsamlinger på grund af de polyfoniske træk i teksterne. På første side af mit eksemplar jeg har fået af Louise Juhl Dalsgaard, har Louise skrevet en kort dedikation, hvor hun svarer mig, at hendes egen henvendelse til læseren er en art dialog for en stemme eller en monolog for to stemmer. Hvilket jeg også synes er en meget passende beskrivelse for denne udgivelse.

Det 3. årtusindes hjerte handler om svangerskab, om at blive mor og om at være mor. Og på et andet niveau – hvilket helt eksplicit kommer til udtryk hen mod slutningen – handler den også om samfundet og om forholdet mellem ophavet / samfundet og produktet/ individet. Kapitalismekritikken er ikke ensidig, Det 3. årtusindes hjerte forholder sig til relationen imellem og sidste linje i bogen er måske meget sigende for den dobbelthed, der findes samtidig.

Jeg’ets stemme er ret massiv – måske netop fordi den taler for to (på vegne af sig selv og til dels også på vegne af en anden), og som er næste sætning et lag på den forrige uden at være samtidig, men alligevel gennemsyrende. Jeg synes teksterne vinder ved at blive læst i sammenhæng. Her er en af mine favoritter, som godt kan citeres uden at blive revet helt ud af sammenhæng:

Kapitalismeglæde I
I de oprindelige folks gaveøkonomier indgik alle mennesker, dyr, smykker, redskaber, mad, land, guder, arbejde, status, som elementer i udvekslingen. Nu er det kun de mennesker, som imod loven bliver solgt ved menneskehandel, som sælges af andre , ellers sælger alle her sig selv. Med stor taknemmelighed. Troværdighed er selvfølgelig dem vigtigste vare, jeg har på hylderne.

Kapitalismeglæde II
Det giver større lystfølelse at penetrere et jomfrueligt marked.
Når markedet er kvindeligt, vil individerne, som er pikke, drømme om det i dets jomfruelighed: Drømmen om det jomfruelige marked, drømmen om det uberørte marked, som den første pik vil føle sig som hersker af. Det er det økonomiske liberales universelle symbol. Skønt markedet allerede altid er moderen, åben og magtfuld.

Kapitalismeglæde III
Om verdensfreden vil jeg sige: Eventuelt når alle er fede og tilfredse ligesom mig, så kommer den. Det bliver stort og dovent.

Kapitalismeglæde IV
Her tjener alle nogle andres penge. Det er den struktur, jeg har blotlagt.

Kapitalismeglæde V
Der betaler alle regningen for nogle andre, paradoks, kredsløb, med deres liv.

Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes rige. Gyldendal, 2013.

Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen er nye redaktører på Kritik

Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis er nye redaktører på Kritik. I Information fredag den 11. januar er de citeret for at sige følgende om deres fokus på f.eks. klimakrise:

“Vi forsøger at skabe et format med vide rammer, hvor folk selv udfylder formen. Folk skal ikke skrive på en bestemt måde. I forhold til klimapolitik vil vi forsøge at fokusere skarpere på, hvorfor der er denne apati over for klimaproblemerne i det offentlige rum. Vi tror, vi kan få noget nyt frem ved at lytte til intellektuelle kredse i bredere forstand, ikke kun til klimaeksperter og folk, der beskæftiger sig professionelt med netop denne problematik. Forfattere, eksempelvis, er ofte mange skridt foran den akademiske diskussion, litteraturen er foran forskningen, fordi den har en anden frihed og ikke er bundet af metodiske og institutionelle rammer.”

Vild nok redaktion, fedt manner, tillykke til Kritik og redaktørerne.

Men er manglende dokumentation og ny fiktion det, der skal bidrage til debatten om klimakrisen? I mine øjne skal vi klimakrisen til livs ved at lade folk helt konkret se hvor meget brød der går på en bøf, besøge henholdsvis en vindmøllepark og et kul- og olie kraftvarmeværk og lære mere om grundvand. Det er oplysning og viden, der kan skabe grobund for en reel stillingtagen. Eller tager jeg fejl i forhold til kunstens (herunder litteraturens) rolle i et samfundsspørgsmål som klimakrise?