Hvad lys er lavet af

intet er så dybt
at man ikke kan falde igennem
græde sig ned gennem
kælderen

at kaste sig selv
som lys kaster sig over floden

skuffelsen i hvert skridt
plantet i den våde jord

at rejse
som bjerge fra havet

dine sætninger så korte
dine ord så fattige
dit løfte så svagt

at tale
som ilden æder skoven

et løfte
skal være værd at holde
et kram til at forstå
et håndtryk
blive siddende

jeg sætter mig ned
for aldrig at blive
væk

at elske
som patroner rejser gennem munding

brystet banker
for at blive lukket ud

at se sig selv
som spejlet ser sig selv

en refleksion

er hvad lyset er lavet af

Reklamer

Tordenfryd, 8 digte

1
Som benzin i vand er hun i natten
utilnærmelig med irrende blik
frygtsomt og anæmisk,
dog kulsort med antydning af regnbue i håb.



2
Sand siver gennem øjne
ned mod hals:
et timeglas
som lys fra en tordenfrydende himmel.



3
Lysende kridtstreger om skyer
og aflukkede havnes transparens
skænker tårer et rum vinkler,
hvor de ikke spejledes før.



4
På fire linjer langes ud efter hals
og sand vælter (som en trillebør).

En majetærsker i Sahara.



5
Eftertrykkelige første billede håndfast holdt
mens tordenportens nøgler ligger begravet for enden
af en gletsjers guldstøvespor –
arvestellet i klinker; frygt som nedbør.



6
Undergrundens oliekilder er omvendte lyn i nedfald
mod kroppens hermetiske jordlås,
blodige, men venlige,
i natvase aftvunget diktat.



7
Krop i modlys bortvender hænder til parentes.
Som et begyndelsesbogstav trækker timer fra dag
vækkes himmel rød
og guldstøv under negl.



8
En diamant fremsmiler horisont,
i øjne kvidres morgensang
fra skyer, fodspor:
fluffy tankefigur uden endemål.