Oplæsningsarrangementer knopskyder i København som blomster i foråret. De tilbagevendende begivenheder og enkelte happenings falder over hinanden eller råber i kor, alt afhængigt af hvordan man ser det. Jeg kender mindre til situationen uden for København, men har på fornemmelsen, at kun Århus har en litteraturscene, som så også er vokset i synlighed de seneste år.
De første forfatterblogs kom frem for måske 7-8 år siden. Og måske peakede de i aktivitet for første gang for 4-5 år siden. De seneste år har aktiviteten igen været stigende og nye kommer til, når andre hører op med at blive vedligeholdt. Når jeg læser en fantastisk tekst på en blog tænker jeg, hvor mange der mon læser den? Der er ganske få kommentarer på forfatterblogs derude. Er læserne mere generte end forfatterne? Det er en anden diskussion, men jeg har længe synes, at der mangler et centralt sted på nettet, hvor læsere kan søge hen for at læse gode tekster.
Det tætteste jeg kan komme et centralt sted er Martin Glaz Serups “Blogroll” på Kornkammer. Og det er hverken centralt eller redigeret fra indlæg til indlæg (men dog fra person til person). Serups blog er iøvrigt altid interessant, et personligt “nyhedsaftryk” og i sin stil netop mulig at vedligeholde på lang sigt.
Min påstand om den øgede synlighed til oplæsningsarrangementer og på internettet via f.eks. blogs, er langt mindre en pointe om, at forfattere tager andre platforme i brug, og er langt mere, at der er endnu flere (dygtige) forfattere, der ikke læser op i eller uden for København; at der er endnu flere forfattere, der ikke lægger deres tekster op på en blog med relativt få eller mange læsere.
Mange af disse forfattere producerer god litteratur i en mængde, der ikke kan absorberes af etablerede forlag eller selvbestaltede mikroforlag. Jeg vil undlade at komme ind på forretningsmodeller, markedspenetrering eller kulturpolitik. Og jeg mener ikke, at det litterære kredsløb er specielt lukket for nytilflyttere. Så jeg ser et potentiale for at øge mængden af kvalitetsudgivelser inden for digte og kortprosa.
Ser man på tidsskrifter, er det reelt kun Hvedekorn, der årligt godtager en større mængde bidrag uopfordret og samtidig udkommer med en vis jævnlighed. Der findes mange gode, danske tidsskrifter, der indbefatter publicering af digte. Men deres udgivelsesfrekvens er ujævn og fokus kan være nichepræget i form af f.eks. formidling af udenlandsk litteratur, tematiske numre, etc. Endvidere kan en forfatter, fra han sender ind til tekster bliver publiceret, nå at skrive en hel bog. Hverken det ene eller andet virker særligt befordrende for forfatter og læser.
Måske kunne det gøres anderledes. Nu gør jeg et forsøg. Vær med fra starten og kig forbi Slagtryk.
Re:citat 
Det er det her med at give sine tekster væk, der piner mange forfattere, tror jeg: Hvornår har man gjort sig uinteressant som forfatter, ved overeksponering?
Jeg får selv et sug i maven ind imellem, når jeg lægger noget ud på bloggen, som ikke har været trykt, ikke er redaktionelt behandlet, et digt, et stykke prosa. Men i 1994, før internetbrowsningen foregik med farver og billeder, var det helt tydeligt for mig, at Internettet ikke ville blive en skid, hvis ikke nogen lagde noget ud.
SÅ, det springer jeg let op og falder ned på: Jeg publicerer det, jeg har behov for at publicere. Og tager ansvaret for at blive vurderet som værende for let eller vurderet som om mine blogting er alt, jeg kan levere:
Når jeg går ud i byen, er jeg al min frygt og mine prætentioner og min selvbeskyttelse og mit behov for anerkendelse og mit begær og min uvidenhed og min fordomsfuldhed og arrogance og manglende nærvær OG nærvær og glæde ved andres succes og tillid til mennesker generelt OG skuffede forventninger og lære-fra-mig-trang – jeg er et menneske, et menneske der taler. Ind imellem fra digterens platform, ind imellem fra filosoffens, og ind imellem fra uvidende Kenneths medbragte træskammel.
Og hvad så, om man har set mig meget? Udvikler jeg mig ikke, er det lige gyldigt om jeg bliver set eller ej. Udvikler jeg mig som menneske, som tænker, som skriver, er der hele tiden noget nyt – som det nye, der kommer fra enhver, som tør møde sig selv og sine udfordringer.
Er digtere i al almindelighed så bare ekstra sårbare? Måske. Måske.
Jeg kan ikke svare på om nogen skulle være bange for overeksponeringen. Men det er muligt, at der er en forsigtighed om man ses de rigtige eller forkerte steder; med de rigtige eller i hvertfald ikke forkerte personer.
Bloggens form er heller ikke givet for alle tekster, værker eller forfattere som sådan. Nøjagtig som bogen ikke altid er den bedste ramme for et litterært værk.
Men hvorfor denne skelnen mellem din person i byen og publicisten på bloggen? Er DU ikke privat og forfatter begge steder?