Slagtryk på txt.ville

Idag starter txt.ville, der er en tre-dages festival med deltagere fra Norden (gratis adgang for alle). Deltagerne er tidsskrifter, mikroforlag, litterære initiativer med mere der har indslag i form af debatter, workshops, oplæsninger og vi har i Slagtryk placeret os et sted midt imellem, når vi har 2½ times indslag fredag formiddag: http://www.txtville.net/program/elit/

Vi har inviteret Victor Boy Lindholm for at se om vi kan få ham til at fortælle lidt om hvad han laver på internettet, vi har inviteret Glenn Christian til det modsatte, vi vil spørge Bue Peitersen om han føler sig hæmmet i internettets skabeloner, vi taler med Martin Glaz Serup om SMS-digte og udvider derved (naturligvis) vores emne internettet til at omfatte ‘det digitale’. Hvilket vist passer Tom W-O Silkeberg fra Ett av Sveriges Största Förlag meget godt, når vi blandt andet kommer til at tale om forfatterpraksis. Og til at begynde med præsenterer vi værket Individ i Fællesskab og som afslutning taler vi også lidt om litteraturdebatten.

De fleste af de inviterede har ikke noget direkte med Slagtryk at gøre, altså, kun Bue og Victor har været publiceret på Slagtryk.dk. Og det er heller ikke fordi jeg ved hvor vi ender med vores indslag på dagen. Vi kommer til at stille en hel masse spørgsmål, som formentlig kommer til at gøre de deltagende, fremmødte og mig selv en kende klogere – især på feltet omkring litteratur og internet [og internet og litteratur].

For dem som ikke kan møde op i København på en fredag formiddag/ middagstid, så er der stadig lidt at følge med i. Fra 10:00 til 13:00 mødes 13 forfattere (tidligere publiceret i Slagtryk) i et Google Dokument og skriver LIVE på et værk. Man kan følge med på storskærm til vores arrangement og du kan følge med på din computer eller telefon her: http://korturl.dk/271

Reklamer

Jeg skal have noget mer’ skrift

Oplæsningsarrangementer knopskyder i København som blomster i foråret. De tilbagevendende begivenheder og enkelte happenings falder over hinanden eller råber i kor, alt afhængigt af hvordan man ser det. Jeg kender mindre til situationen uden for København, men har på fornemmelsen, at kun Århus har en litteraturscene, som så også er vokset i synlighed de seneste år.

De første forfatterblogs kom frem for måske 7-8 år siden. Og måske peakede de i aktivitet for første gang for 4-5 år siden. De seneste år har aktiviteten igen været stigende og nye kommer til, når andre hører op med at blive vedligeholdt. Når jeg læser en fantastisk tekst på en blog tænker jeg, hvor mange der mon læser den? Der er ganske få kommentarer på forfatterblogs derude. Er læserne mere generte end forfatterne? Det er en anden diskussion, men jeg har længe synes, at der mangler et centralt sted på nettet, hvor læsere kan søge hen for at læse gode tekster.

Det tætteste jeg kan komme et centralt sted er Martin Glaz Serups “Blogroll” på Kornkammer. Og det er hverken centralt eller redigeret fra indlæg til indlæg (men dog fra person til person). Serups blog er iøvrigt altid interessant, et personligt “nyhedsaftryk” og i sin stil netop mulig at vedligeholde på lang sigt.


Min påstand om den øgede synlighed til oplæsningsarrangementer og på internettet via f.eks. blogs, er langt mindre en pointe om, at forfattere tager andre platforme i brug, og er langt mere, at der er endnu flere (dygtige) forfattere, der ikke læser op i eller uden for København; at der er endnu flere forfattere, der ikke lægger deres tekster op på en blog med relativt få eller mange læsere.

Mange af disse forfattere producerer god litteratur i en mængde, der ikke kan absorberes af etablerede forlag eller selvbestaltede mikroforlag. Jeg vil undlade at komme ind på forretningsmodeller, markedspenetrering eller kulturpolitik. Og jeg mener ikke, at det litterære kredsløb er specielt lukket for nytilflyttere. Så jeg ser et potentiale for at øge mængden af kvalitetsudgivelser inden for digte og kortprosa.

Ser man på tidsskrifter, er det reelt kun Hvedekorn, der årligt godtager en større mængde bidrag uopfordret og samtidig udkommer med en vis jævnlighed. Der findes mange gode, danske tidsskrifter, der indbefatter publicering af digte. Men deres udgivelsesfrekvens er ujævn og fokus kan være nichepræget i form af f.eks. formidling af udenlandsk litteratur, tematiske numre, etc. Endvidere kan en forfatter, fra han sender ind til tekster bliver publiceret, nå at skrive en hel bog. Hverken det ene eller andet virker særligt befordrende for forfatter og læser.

Måske kunne det gøres anderledes. Nu gør jeg et forsøg. Vær med fra starten og kig forbi Slagtryk.