Slagtryk på txt.ville

Idag starter txt.ville, der er en tre-dages festival med deltagere fra Norden (gratis adgang for alle). Deltagerne er tidsskrifter, mikroforlag, litterære initiativer med mere der har indslag i form af debatter, workshops, oplæsninger og vi har i Slagtryk placeret os et sted midt imellem, når vi har 2½ times indslag fredag formiddag: http://www.txtville.net/program/elit/

Vi har inviteret Victor Boy Lindholm for at se om vi kan få ham til at fortælle lidt om hvad han laver på internettet, vi har inviteret Glenn Christian til det modsatte, vi vil spørge Bue Peitersen om han føler sig hæmmet i internettets skabeloner, vi taler med Martin Glaz Serup om SMS-digte og udvider derved (naturligvis) vores emne internettet til at omfatte ‘det digitale’. Hvilket vist passer Tom W-O Silkeberg fra Ett av Sveriges Största Förlag meget godt, når vi blandt andet kommer til at tale om forfatterpraksis. Og til at begynde med præsenterer vi værket Individ i Fællesskab og som afslutning taler vi også lidt om litteraturdebatten.

De fleste af de inviterede har ikke noget direkte med Slagtryk at gøre, altså, kun Bue og Victor har været publiceret på Slagtryk.dk. Og det er heller ikke fordi jeg ved hvor vi ender med vores indslag på dagen. Vi kommer til at stille en hel masse spørgsmål, som formentlig kommer til at gøre de deltagende, fremmødte og mig selv en kende klogere – især på feltet omkring litteratur og internet [og internet og litteratur].

For dem som ikke kan møde op i København på en fredag formiddag/ middagstid, så er der stadig lidt at følge med i. Fra 10:00 til 13:00 mødes 13 forfattere (tidligere publiceret i Slagtryk) i et Google Dokument og skriver LIVE på et værk. Man kan følge med på storskærm til vores arrangement og du kan følge med på din computer eller telefon her: http://korturl.dk/271

Reklamer

Errararea Nr. 1 – Bidrag af Glenn Christian, Linda Ladegaard og Julie Sten-Knudsen

Et af de mest sære, og ganske særegne tidsskrifter/ publiceringsplatforme, som vi er blevet beriget med inden for det seneste års tid er Errararea – måske kendt under det mere mundrette navn Nr. 1. Måske fordi alle numre er nummer et?
Litteraturen kommer i PDFer, og flere brugere af deres hjemmeside har givet udtryk for besværet med at finde de forskellige udgivelser, rækkefølgen. Men hvad gør det, alle er nummer et. Alle kan være de første. Og dog: ved at holde musen over menuen i venstre side kan du navigere dig igennem kronologisk.

        *

Et af tidsskriftets bedste udgivelser til dato, er det i størrelse ganske ubemærkelige men i vægt ganske monumentale “Uden titel” af Glenn Christian. Værket starter “Han, Glenn” og fortsætter drevent, nøgtern og konkluderende gennem 5 sider. Statements om det personlige stilles op på korte vers. Det er ironisk og alvorligt, men svært at afkode sandheden i. Så inde i mit hoved lyder det bare “Glenn, Glenn”. Det er fikst, fordi det med meget få ord sætter tingene, virkeligheden, mig og Glenn i spil. Vi er alene om teksten. Og teksten siger, at Glenn både er en metafor og en socialist. Som om de to ting er sidestillet, når ordene omkring ellers er de samme. Hvor frækt! Mere af det.

Glenn Christians bidrag: http://errararea.wordpress.com/nr1-12/

        *

Et andet af tidsskriftets interessante udgivelser er af (pseudonymet) Linda Ladegaard, som også har en blog jeg holder meget af at læse. Første digt (eller del) hedder “ENTER TITEL HERE ENTER HERE / MORGEN” og det er starter med at sprede sig lidt ud over siden, og fortsætter så, ikke rigtig minimalistisk og slet ikke sparsomt, men alligevel. F.eks. med de flotte linjer “den lille skrænt uden for et vindue / den lille skrænt”. Og så vanvittig fint sansende, sigende med “og alt har kulden siddende i fingrene endnu”. Og fortsætter videre i alt i fire dele adskilt af en skråstreg. Flere fine billeder f.eks. “luften knækker som sølvpapir”, og tekst, der til trods for de få streger over papiret, efterlader mange billeder i antydningerne (heraf de – for mig – minimalistiske træk).

Andet digt er mere fyldigt i sine linjer, men bevæger sig over i systemdigtning. Det rummer dog også helt vildt fede udsagn som “Lyden af et menneske / kan slå ruder ind”. Og tredje digt slår en politisk tone an, hvor jeg især synes om den første dels skarpe billeder i de hårdskårne linjer.

Læs selv, jeg anbefaler “Digte 2011” af Linda Ladegaard: http://errararea.wordpress.com/nr1-13/

        *

Og Julie Sten-Knudsen har her for nyligt bidraget med en lille kreds af digte under titlen “Digte”. Den fortællende – jeget – har en stærk tilknytning til åen/ søen (eller er søen?). Første digt starter “Født af åen” og andet digt fortælles ud fra jeget som å (eller sø) og du’et som stående på broen, afslutningen lyder:

“(…) overfladen
kan penetreres du kan
stikke en gren eller en hånd ned
rode rundt kølig krible
smat metal ål sølv
søgræs lysglimt glatte
blanke du kan tage min
temperatur måle sigtbarhed
ophvirvlet fosfor men ikke
forhindre mig i at vende
bunden i vejret når et
lavtryk går forbi”

Og sådan er linjebruddene med til at skabe et kontinuerligt flow, samtidig med at det bryder uvant, men Sten-Knudsensk. Det tredje digt (Lille Bjerg) skelner sø fra person og knytter dem alligevel sammen i “Kan ikke lade være med / at spejle mig i / søen min tvilling min / elskede / (…)”. Og jeg vil ikke citere mere fra det digt eller det sidste for ikke at røbe for meget. Jeg har været heldig at kunne følge Julies skrift i mange år og jeg finder altid stor behag og har meget respekt for den stemme, der vokser ud af hendes digte.

Julie Sten-Knudsens “Digte” kan læses her: http://errararea.wordpress.com/nr1-14/
 
 
Bag Errararea NR 1 står Richard R. Jensen, Rasmus Halling Nielsen og Frederik S. Nielsen. De udgiver også musik på Errararea NRA.