Læsesteder (genoptrykt)

Denne tekst er tidligere bragt som en redaktionel opsamling i Slagtryk tilbage i september 2019.

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon GrotrianJulie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

Året som læsende

I Kronstork har vi spurgt de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om deres år som læsende. Jeg har også selv bidraget i kraft af min rolle som redaktør. Abonner på vores nyhedsmail for at følge med i hvad der sker hos Kronstork. Her er hvad jeg skrev:

Årets første mindeværdige LÆSEoplevelse var ”the lonely letters” af Ashon T. Crawley, hvor han i en af de første tekster skriver om den andens blik, sit blik på den andens blik, den andens der både bliver hængende på ham / hans krop (og nu i hans tanker og skrift), men som også undviger (kæresten er med). Sidenhen har jeg læst flere gode bøger og nævner jeg nogle, så glemmer jeg andre. Men et tema er dog gået igen, har udvidet min ide om hvad det vil sige at læse og at skrive om at læse.

Moyra Davey “The problem of reading” stiller flere spørgsmål end hun besvarer men det er måske også nok:

“What does it mean to spend a good part of one’s life alone in front of a book? And if this is our choice, how are we to go about it?”

Kate Zambreno “To Write as if Already Dead” overvejer hvem det egentlig er forbeholdt at skrive og hvor mange hun som digter egentlig når ud til. Og om privilegiet at kunne gøre det for få eller netop ikke uden finansiel understøttelse – eller ved at være nødsaget til at arbejde for at have tid til at skrive men derfor også have mindre tid til at skrive.

Og så Mikkel Thykier “Omveje til Mississippi” der på nysgerrig, poetisk og ærlig vis undersøger hvordan vi går til en bog vi ikke før har læst og hvordan vi allerede inden læsning er præget af vores bevidste og ubevidste overvejelser og oplevelser. Han forholder sig kun til en klassiker, men hans metodiske overvejelser kan snildt overføres.

I løbet af året er der både de bøger jeg gerne vil have fat i og de bøger der står på AT LÆSE-hylden, som trækker i mig. Og så er der bøgerne jeg har læst, som sætter sig i mig, fordi jeg enten overvejer at skrive et par noter til dem og derfor lader den ligge fremme eller som stilles med ryggen mod stuen. Og så er der menneskerne som jeg taler med om disse og andre bøger – og hvad der sker rundt om bøgerne. På den måde er det at være LÆSENDE for mig både en tilstand og en bevægelse. Det optager meget tid og plads. Mere end jeg ville tro, når jeg sidder helt opslugt af et lovende manuskript – eller bare kradser i overfladen på en ny roman af Jan Kjærstad.

At være at være

                                                                                  Blod i racerbaner om mavesækken. Jeg er dagen efter, det har drukket og mærker og jeg mærker denne blodige igen denne blodige krig, der udkæmpes i mit indre indre. Symbolsk det er så symbolsk at det mister sin betydning, mit indre mister sin betydning idet den indkredses indskrives, idet den nedfældes undslipper den undslipper sine tøjer. Tøjler er kun for at styre ikke binde sprogets hest til vinden.
                                                                                  At være ord at være ord i et værk at være et værk uden betydning at være uden betydning.
 
 
 
 
                                                                                  Der er en retning, alt andet er steder der ikke finder sted. Uden tid er retningen et sted jeg findes. Jeg findes som en ukonstant bevægelse, der griber om griber om sig som en mulighed og umulighed, der griber om sig selv som potentiale og uopnåelig gentagelse. At være den eneste mulige retning, retningen er at være, at finde sted er at blive, at gå bort er at blive væk indtil andre husker én og derved genkalder sig, hvad der måtte være i at være sammen tilbage. Det er sådan læseren møder teksten som forfatteren lever igennem, levendegjort på flere steder som et spøgelse alle tror på. Hvad vil det sige at være levende flere steder på samme tid, at slå ned som et lyn, og stå stille lysende som jesus lyser for troende.
                                                                                  At være jesus at være jesus blandt troende at være troende på gud at være gud.
 
 
 
 
                                                                                  Altid jeg er altid tilstede. Jeg er skrevet ud jeg skrevet uden sit eget navn benævnt. Jeget i nævneren og tælleren på samme tid tallenes orden og Steins naturlige måde at tælle en og en og en og en og en. Er der en sandhed i iagttagelsen, der er en måde at være på. Her i jeg møder læser og forfatter hinanden i hver sit kød og hver sin blødende krop blødende blødende. At være en iboende sandhed et øjebliks sandhed, der starter forfra uden mulighed for gentagelse.
                                                                                  At være mursten at være murstenen i mursten at være hus i mursten at være hus.
 
 
 
 
                                                                                  Det er ikke færre ikke færre lyde om natten end om dagen dagen. Forskellen er forskellen er styrken og intensiteten og et øjebliks klarhed. For hver nye seng jeg lægger mig i for at sove i for første gang er der nye lyde der møder mit øre, som en retning jeg senere afviser afviser som en mulighed, afviser så den bliver et sted og ikke en del af det og den jeg er når jeg værer.
                                                                                  At være en retning at være en retning i et landskab at være en vej uden retning at være en vej.
 
 
 
 
                                                                                  Vi mødes udenfor skriften og taler om skriften og det er ok at skrive sådan, selvom det griber ind i sig selv idet du læser det. Hvis jeg også skriver og skriver og læser samtidig vil jeg vide samtidig vil jeg vide at det ikke er sandheden ikke sandheden da samtidigheden samtidigheden griber om sig selv som to hænder der løfter den krop den krop de er en del af. Det handler om at finde fart og holde holde holde balancen gennem bevægelsen for at løfte sig selv med sig selv. Og selv da forekommer øjeblikket så kort så kort så kort, men selv da er det så langt langt langt som et hvert andet andet øjeblik.
                                                                                  At være i et øjeblik at være øjeblikkelig uendelig at være uendelig at være øjeblikkets uendelighed.
 
 
 
 
                                                                                  Og sådan og sådan går livet stille for sig stille hvor der er bevægelse og der hvor det ligner stilstand men som også er bevægelse. Et billede står aldrig stille stille idet øjnene igen igen fokuserer og indrammer og ser bort fra. Sådan sådan er livet i bevægelse i bevægelse, en ukonstant og derfor bevægelig størrelse af at være. Aldrig blive deraf ordet aldrig have været fordi det er en ny at være, en ny måde at være være, at se sin egen at være med det blik som vi er givet eller forsøger at kaste ind i andre ting, mennesker og først og fremmest os selv. At se os selv som os selv, at se, at se for sig i sig selv, selv se og dødeligt selv sagt, ikke med de ord af vores forældre, men af det syn vi er.
                                                                                  At være bjerg at være bjerg under vand at være hav om et bjerg at være hav.