LIVE FÆLLESSKRIFT – DEL 3: To nedslag i en teksts forvandling under en liveskrift.

Indledning
Jeg ser det ikke rigtig som min opgave at lave en tekstanalyse eller –gennemgang af hvad der litterært skete under LIVE fællesskrifterne i Slagtryk-regi i juli. Men jeg vil gerne fremhæve et par steder i teksten, hvor dynamikken kommer til udtryk, for at give eksempler på hvad LIVE fællesskriften er, således at disse tre indlæg ikke kun handler om de formelle rammer og teoretiske overvejelser rundt omkring.

Der er mange passager og linjer, der redigeres en enkelt gang. De to følgende eksempler er afsnit, hvor forfatterne er vendt tilbage igen og igen.
Tidspunktsangivelserne er hvornår jeg læser afsnittet og ikke hvornår det er redigeret.

Eksempel 1 fra LIVE skriften ”kontrol”:

Tekststykket findes i midten af den endelige version. Der lægges for med semi-rytmiske digtlinjer i trokæ og daktyl, hvor solophugget nærmest står som titel og korngul lyder som et punktum i en jeg-løs tekst:

20:22
solophugget

filmer grusgraven der blomstrer
malm i de gode år
tidsler i tiden i mellem

korngul

Nye linjer er kommet til en halv time senere og rytmen brydes stedvist. Nye ord er blevet tilføjet – blandt andet et jeg – ingen eksisterende ord er ændret:

21:06
solophugget

filmer grusgraven der blomstrer
malm i de gode år
tidsler i tiden i mellem
trykker mønstre i hinandens hænder

korngul, jeg lægeløfter kåben
peger: solpinte kind

kaskade sluger savsmuld, skinner svælget lyseblåt
jeg indpoder ørkenen grøn

dykker ind i denne himmels stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

En time senere er teksten skrevet sammen med det foregående og titlen er derved blevet opslugt i teksten. De fleste linjer har fået tilføjet flere ord – en sheriff introduceres ud af det blå – og teksten bliver mere talesprog eller udsagn fra en person (jeg):

22:10
og så: at bruse: den jeg-bevægelse når vand indrammer krop: de overtoner
af solophugget

film i grusgraven vild vild der blomstrer
i de gode år som wild wild west
jeg er så meget sheriff
sporer og tidsler imellem tiden
trykker mønstre i hinandens hænder

well, håbet er korngult og jeg lægeløfter kåben,
peger: solpinte kinder. hyggelige penge. wellskabte solnedgange. daser om af flora

når jeg sluger savsmuld, skinner svælget lyseblåt
eller, det burde det gøre
jeg poder ørkenen på kindens inderside: grøn i det fag, typecastet

dykker ind i denne himmels stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

Ved afslutning af fællesskriften er der ændret få ting, men de sidste linjer når aldrig helt at få samme talesprog som de forrige og fremstår derfor mere lyriske:

22:59
og så: at bruse: den jeg-bevægelse når vand indrammer krop: de overtoner
af solophugget krydsfinér

film i grusgraven vild vild der blomstrer
i de gode år som wild wild west
jeg er så meget sheriff
sporer og tidsler imellem tænderne
trykker mønstre ind i hinanden
molto allegro
 
 
well, håbet er korngult indtil det har ligget for længe og for fugtigt og aldrig er blevet tørret ordentligt, og jeg lægeløfter kåben,
peger: solpinte kinder. hyggelige penge. wellskabte hænder langt oppe i solnedgangene. de finder et sted at ligge og daser i faunaen

når jeg sluger savsmuld, skinner svælget
det burde gøre mig grøn i det fag, typecastet
jeg poder ørkenen på kindens inderside:
dykker ind i himmelens stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

Eksempel 2 fra LIVE skriften ”huller”:

Teksten starter fri og frisk, hvor det f.eks. er særpræget, at ”regnen er ekstra topping på havets overflade og det koster ikke 5 kr”. De tre første linjer står urørt fra start til slut. Hvilket jeg som redaktør fortryder jeg ikke påpegede. ”Smertens katedral” er alt for meget patos til min smag.

20:15
smertens katedral er Sverige
en skov i Sverige, forvent kærlighed, grene knækker bladfald sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder
regnen er ekstra topping på havets overflade og det koster ikke 5 kr
regnen leger tagfat mod asfalten, den sluges totalt, det her vejr er fuld af potente lommer, så mange steder talen kan stikkes ind
den her smerte er fuld af potentiale, lydene er højere end de plejer
menneskene er højere end de plejer
smerten en åndssvag form for overforbrug
stiger

Den interessante påstand om ”smerten en åndsvag form for overforbrug” er redigeret væk sammen med andet, til gengæld står der nu følgende gode metalinje ”sådan nogen dumme metaforer landskabet fores med”

20:45
~ smertens katedral er Sverige
en skov i Sverige forventer kærlighed, grene knækker, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder
regnen er ekstra topping på havets overflade, det koster ikke 5 kr, men pizzaen er jo også gratis, havet altså; sådan nogen dumme metaforer landskabet fores med. Ku man holde varmen her om vinteren, ku man bo ind i havets hvide

Teksten deles i to, anden del sættes lidt anderledes op og småredigeres.

21:45
~ smertens katedral er Sverige, her er gratis at komme ind, men
en skov i Nordeuropa forventer kærlighed, knækkende grene, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder

regnen er ekstra topping på havets overflade, havet altså, sådan nogle dumme metaforer landskabets tomme fores med
ku man holde varmen her om vinteren
ku man folde sig ind i havets hvide

I forrige stykke var pizzaen væk, mens toppingen var tilbage som en metafor-rest. Og det forsvinder så også i den endelige udgave. En af de lidt kedeligere tendenser i den trejde fællesskrift var, at flere tekststykker blev normaliseret, måske i forsøget på at skabe en fælles tone og forståelse at samles om. Men det handler også om afstemning af forventninger og ideer, hvor jeg i den redaktionelle rolle ser et stort potentiale.

23:00
~ smertens katedral er Sverige. En spændende pakkerejse, står der. Det er gratis, men
en skov i Nordeuropa forventer kærlighed, knækkende grene, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
højderne kunne være vigtige, er: En slags ufrivillige rækværk mod himlen? minderne står ufrivilligt og hænger ud i baren, lægger et par kabaler. Der findes primtal, der findes regnestykker, der går op.

Afslutning:
Jeg overvejede også at udpege de bedste steder i teksten, for at fremhæve resultaterne i denne tredelte opsamling på juli måneds fællesskrift. F.eks. er dette fra tredje fællesskrift en af de stærkeste billeder:

pegefinger, tommel-
samles som en menneskehob
om en grusgrav

Men tilbagemeldinger og det samlede resultat in mente, synes jeg det var mere interessante og sigende at fokusere på proces og organisation. Senere i dag mødes jeg med Cecilie Lolk Hjort som vil skrive videre om sin og andres erfaring på sin blog. – Og så vender jeg tilbage om et par dage med læseoplevelser af udgivelser kommet de seneste uger.