Jeg kan mærke søndagen komme snigende
folk er begyndt at hviske i Tripolis gader
og militæret trækker i arbejdstøjet
vandet er koldt og klart i munden
paladsets porte lukket mere symbolsk end længe
Hvem kan egentlig lide søndage
du vælger selv din kirke, du vælger selv dit nederlag
men hvis du forlader dit hjem
vil dit minde være det eneste, der vender tilbage
min krop være det eneste, der taler til mig
Jeg sidder tilbage med rationeringsmærker
der udelukkende giver adgang til søndage
sådan er det ikke at gøre oprør
græstæppet i Nordafrika er valgt
det er op til mig at vælge kanal
Søndagen er en proptrækker gennem ugen
fra højre eller venstre er uvist
så længe regeringsdannelsen trækker ud
se Tripolis ansigt fortrække en mine
lyt til mine læbers stilleleg
Søndagen kommer snigende et land ad gangen
det hamrer og værker i mit hoved
de tømmer pladsen for mennesker med arme i vejret
jeg er brugt og alt er transparent, hold mig
fra det transparente og stå frem
Dagen kan fortsætte langt ind i den anden
som mennesker flygter over grænser
jeg er her, tilstede, aldrig mig selv fraværende
eller et andet sted end ugens separator
i hver sin retning våben som visere på et ur.
Søndag, Tripoli
Advertisements
Udgivet af
Jeg sidder tilbage med rationeringsmærker
der udelukkende giver adgang til søndage
sådan er det ikke at gøre oprør
– måske ved vi bare ikke, hvad det er, der truer os, hvad det er, vi skal gøre oprør imod. Det er ubevidstheden, der er farlig. De autonome tror, at det er nynazisterne. Alle har en nynazist som blind passager i hjertet. Jeg læser om psykopati for tiden, og har fundet et velskrevet essay (hvad kalder man det på dansk?): http://kriminalpsykologi.dk/pt/upload/dokumenter/Psykopati21.pdf – om psykopati, sociopati og beslægtede forstyrrelser. Det er øjenåbnende læsning. Det er svært for mig at forstå, at der usynligt til stede blandt os findes mennesker, som ikke ved, hvad det vil sige at føle venskab, omsorg og indføling. Mennesker som i første omgang charmerer, og siden bagtaler eller idealiserer andre i forhold til, hvor godt de står til rådighed for deres personlige behov (splitting). Det’ fandme uhyggeligt, at tætheden af dem stiger på de indflydelsesrige poster i vores samfund. Det er kulden, vi skal gøre oprør mod.
Søndagen kommer snigende et land ad gangen
– fredag, Sendai.
Go’ søndag, Erik.
Og go’ lørdag. 🙂