For nyligt fik jeg anbefalet Bruno Schulz af en god ven. Og til min store tilfredshed genfandt jeg ligheder i det romantiske, let svulstige billedsprog, som jeg også har mødt i Martin Halls ‘Den sidste romantiker’. Bruno Schulz har skrevet en række noveller, hvor persongalleriet er det samme i de fleste historier. Især faderens mærkelige påfund er genstand for fantasifulde historiefortællinger. Og det fremmaner også en anelse selverkendelse tidligt i bogen.
“Dette min faders fugleforetagende var det sidste farveprægtige udbrud, den sidste festlige kontramarch udi fantasien, hvormed denne uforbederlige improvisator og påhitsomme fægtemester løb storm mod den golde og tomme vinter og dens skanser og grave. Første nu forstår jeg det ensomme heltemod, med hvilket han helt alene udfordrede den grænseløse og altomspændende kedsomhed, der havde fået alt liv i buen til at gå i stå.”
Historierne er fortalt fra et jeg, sønnen i familien gætter jeg på. Flere af novellerne består mestendels af personbeskrivelser eller beskrivelser af scenen, mens den centrale handling er reduceret til få paragraffer. Hvilket nærmest iscenesætter handlingen endnu mere effektfuldt.
Jeg er rent ud sagt begejstret for hans stemningsbeskrivelser og evne til at indfange øjeblikke på en poetisk, sensitiv måde. F.eks. i den helt igennem fremmedgørende og alligevel så genkendelige ‘Herr Karol’:
“I værelset herskede der et lagret halvmørke med et særligt bundfald af ensomhed og stilhed fra flere dage. Kun vinduet sydede af fluernes morgensværm, og stores’erne brændte med en grel farve. Herr Karol gabede med hele sin krop, så resterne af den foregående dag blev blæst ud af alle hulrum og fordybninger i ham. Denne gaben tog så hårdt og konvulsivisk fat i ham, som ville den ganske simpelt vende ham om på den anden side.”
Bogen er skrevet i 1934 og enkelte ord som “stores” har jeg måtte slå op (det er et gennemsigtigt gardin). Men ellers er sproget tilgængeligt og ordforrådet usædvanlig stort. Min anbefaling er forbeholdt romantikere eller personer, der holder af ornamenterede sætninger. Men ud over et ekvilibristisk sprogbrug, så er historierne små perler af lykkefølelse og skæve hverdagseventyr, såvel som magtudøvelse og udstødelse. Her endnu et citat fra første side:
“Hver lysende morgen vendte Adela tilbage fra torvet som en frugtgudinde sprunget ud af sin kurv – glinsende moreller fulde af vand under den gennemsigtige hud, hemmelighedsfulde sorte kirsebær hvis dugt langt overskred det der var nedfældet i smagen, abrikoser hvis gyldne kød lukkede sig om en kerne af lange eftermiddage; og ud over denne frugternes rene poesi aflæssede hun kødskiver med klaviatur af kalveribben og svulmende af kraft og næring, grøntsager henslængt som optrukne vandplanter som aflivede blæksprutter og gopler – og altsammen oplæg og råmaterialer til en sulefri middag med endnu ikke fastlagt smag, vegetariske og tellurgiske bestanddele til et måltid med vild og markagtig duft.”
Bruno Schulz: Kanelbutikkerne. Gyldendal, 2007. [g.dk]
Re:citat 