Bæreposeteorien (genoptrykt)

Denne tekst er tidligere bragt som en redaktionel opsamling i Slagtryk tilbage i marts 2018.

Bæreposeteorien om fiktion er en pamflet og poetik skrevet af Ursula Le Guin (oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, udgivet af Forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology). Ganske kort så tager ‘bæreposeteorien’ afsæt fra et citat fra den feministiske revisionist Elisabeth Fisher om

“at de tidligste kulturelle opfindelser må have været en beholder til at rumme indsamlede produkter og en slags slynge eller bærenet”

og er en forklaringsramme for den menneskets udvikling. I stedet for krig, erobringer og helte, så er fremskridtet baseret på at kunne bære noget hjem (fordi det er nyttigt, spiseligt, smukt). For Ursula Le Guin betyder det at historien (=fiktionen) må være interesseret i det samme og tage samme form.

“romanens naturlige, rette, passende form kunne være en sæk, en pose. En roman er en medicinbylt der rummer ting i et særligt, magtfuldt forhold til hinanden og til os.”

Ursula Le Guins kritik kan læses som en feministisk kritik på heltefiguren. Det har jeg ikke i sinde at diskutere. I min optik ser jeg med bæreposeteorien en logik om at jo længere vi kan fragte større / værdifulde ting, der ellers ikke var i vores omgivelser, desto større bliver vores verden både fysisk og mentalt. Uden at ridse de historiske træk op, så står vi i dag i en globaliseret verden (med et tilsvarende lokal drivkraft), digitalt forbundne, og vores beholder er ikke begrænset af vores egen fysiske formåen (i afstand og evne til at løfte).

Den bærepose vi idag har til rådighed er en vi køber os til, låner eller kobler os på. Den beholder Fisher (via Le Guin) omtaler, er en container shippet fra Singapore. Eller en fil zippet på WeTransfer. For ikke at tale om streamingtjenester, der formindsker tidsperspektivet i behovstilfredsstillelsen.

Hvad betyder det for litteraturen – som beholder? Kan det forklare den nye litteraturs interesse for at låne fra andre tekster, kan det forklare forfatterens frihed i omgangen med genrer og formater og ikke mindst udviskningen af grænser mellem fiktion og fakta i værket? Jeg synes det er oplagt.

Og hvad kan den digitale litteratur – som beholder? F.eks. hvis forfatteren programmerer en formel for hvordan, der lægges i beholderen, i mindre grad styrer præcis hvad og har en armslængde til det færdige værk? Og det gælder ikke kun litteraturen baseret på algoritmer, kan teorien hjælpe os med at anskue litteratur skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller personaliseret fiktion baseret på data om læseren eller læserens interaktion? Det vil jeg mene. Det er måske mere kompliceret, fordi processen bag skabelsen af værket kunne spille en rolle for læsning, altså som en forståelses- og fortolkningsramme? Men i så fald var det nok i mindre grad teorien, der kommer til kort og mere at digitale værker frembringes på måder der endnu er nye for os.

Litteraturen har altid været en mulighed for at åbne og perspektivere den verden, som læseren er omgivet af. For mig at se giver bæreposeteorien læseren, kritikeren og forfatteren en ramme for at fravige den gamle plotmaskine, krav om konflikt/ harmoni og helteskikkelse og i stedet vender fokus mod en fortløbende udvikling og mennesker i sig selv.

Advertisement

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor mellem Hillerød og Allerød, Danmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s