1.
jeg står hotellet på bagbenene
vrinsker
klippen i mit sengelinneds manglende fugler
der fjer sig farven omkring i drift
duftkry må portier plissere problemerne
gennem en flybillets nøglering
mens ‘skrubsak den fremmede’
svømmefingre en lille nisse rejste
i spaniolerbirkens rugkerner
tarvelige tarvelige sutter hjernen
og spiser sit sammenkomplot undskyldet sort
med 1:1 fingerbrøl uoverlagt gi’vær
som slingrer feltet parlament og så pointløs
nyvaskede tænder rejseskak timerne
inden betjentbalance røde løber mit skridt
nakkevåd har jeg tænkt mine strandede besutninger
en viis stad opslået uden forkategori
men nu får lygten vand i diamanten!
en suite per bøf
klong klong klong
Re:citat 
Jeg har det ambivalent med alt dette nymodens noget… (forgive me for I am old!). Men. Jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at der er noget sært dragende over den måde, hvorpå nedbrydningen/opbrydningen af sproget sætter spørgsmålstegn ved, hvor fanden i hede hule helvede betydningen og/eller følelsen egentlig ligger henne? Hvor meget eller lidt skal der til? Kan man forvrænge så meget, at fortrængninger ligefrem får bedre vilkår at gøre sig gældende under?
Hm.
‘men nu får lygten vand i diamanten!’ – går jo rent igennem, ligesom også ‘en suite per bøf/klong klong klong’.
Ret fantastisk.
Tak for dine tanker i forbindelse med læsningen. Det er fedt at få lige præcis denne respons!
Hov, der røg en linje ud (efter ‘(forgive me for I am old!’) – der skulle have stået: Egentlig er jeg ikke så vild med det.
– og så videre.
jeg går ud fra at det er med vilje at jeg er forvirret lige nu….
i så fald har du gjort et godt stykke arbejde, for der er da ihvertfald kluddermor i min hjerne lige nu…
jeg spiser dit sammenkomplot – jeg æder det råt.
‘betjentbalancen’ er sat i gear… udover at jeg har grinet højlydt, hér.
der er et par sætninger der især gør sig gældende, fordi de i læsningen har en helt særlig fremdrift og på denne måde kan de give en meningsbærende tolkning, synes jeg
fx. “duftkry må portier plissere problemerne …” og “…som slingrer feltet parlament og så pointløs” og favoritten: “nakkevåd har jeg tænkt mine strandede besutninger en viis stad opslået uden forkategori”
Jeg ved ikke om ordet ‘besutninger’ findes men ordlyden giver mening og jeg er overordnet kommet frem til et menneske der er rimelig utilfreds med sin dyne og pude, der mangler fjer, han opleves som pisse stiv og personalet sutter virkelig røv og er aldeles uduelige….hehe 🙂
Det eneste ord jeg sådan for alvor har studset over er ‘rugkerner’ – hvis ‘spaniolerbirken’ fører tilbage til ‘portier’; som det gør i min læsning, hvad eller hvor kommer ‘rugkerner’ så ind? rimelig nørdet spørgsmål, eftersom resten af digtet ER så meget volapyk som det kan blive ! But I love it.
Når du skriver “(..) fordi de i læsningen har en helt særlig fremdrift og på denne måde kan de give en meningsbærende tolkning (..)”, så er du kommet langt ind i digtet. Fedt!
Det er fucking sortere end sorgens sort dette digt. But I like it. Cool nok.
jeg læste det som: “klippen i mit sengelinneds manglende fuger”
og fandt et øjebliks åbenbaring, lige indtil det gik op for mig, at det var mig selv (gaaaab) jeg læste og ikke ordenes autonomi.
Måske findes det ikke – sprogets atonomi?
Måske findes min autonomi kun, når jeg kan læse mig selv gennem et – ift mig – autonomt sprog?
Nå, sædvanlig lommepis-sprogpsykologiske overvejelser fra min side.
Hvad er metoden bag det du her har skrevet?
Og er der en hensigt med det eller er hensigten netop ikke at sigte?
Metoden? Jeg har holdt fast regler omkring syntaks, og ladet resten te sig lidt ‘autentisk’. Der er bestemt hensigt med det, og folk må anvende deres automoni når de læser “fugler”.