Trappetusind nr 11

Jeg synes det er værd at stifte bekendtskab med det nye nummer (11) af Trappe Tusind, så hermed endnu en anbefaling. Jeg har tidligere omtalt nr 9 og jeg vil fortsat anbefale at holde sig opdateret på denne kant.

Selvom det er artiklerne om litteratur, der fylder mest, synes jeg det er værd at bemærke, at Trappe Tusind oftest publicerer ny dansk og udenlandsk poesi. Også denne gang: Der er et opslag af Twitter-posts fra sommeren 2014 og Jonas Eika Rasmussen (Forfatterskolen 2013-2015) bidrager med et prosauddrag, der er fyldt med ungdom og sex. Selv finder jeg Christian Dalgas bidrag på seks digte mest interessant. På en måde er det lidt vaklende og jeg tænker, at det er en del af charmen; altså, det vaklende består i at teksterne ikke er helt afrundede, selvom de virker konceptuelle og ligefremme, ærlige.

et barn i et supermarked
griber ud efter den forkerte far
det giver en særlig følelse som jeg har svært ved at forklare.

Sådan lyder det blandt andet i første tekst, hvor der (i forlængelse af titlen “et kort digt om rigtig mange ting”) også sker rigtig mange andre ting. Men disse linjer står ud for mig og er et entydigt eksempel på et fint, følelsesladet stykke. I næste tekst bliver det mere navlepillende og det fungerer bedst i stykker som:

sidste gang sagde min healer at det mærkes
som om jeg bærer en sorg rundt på mig
ja sagde jeg, det er som en kåbe
lige nu har jeg ombestemt mig
sorgen er blankpudset,
en meget tung halskæde

Denne “ombestemmelse” er en overlegen sensibilitet, hvor jeg’et godt er klar over sin sorg, sin position, sin egen rolle og billedligt forsøger at forholde sig til sin sorg, det følsomme, ved at konkretisere den. Omvendt irriterer det mig, at teksten behøver at understrege sin whatever-følelse ved at skrive “whatever”. Men jeg tænker at det er et meta-plan og en del af strategien om at være ærlig i sine udsagn. At teksten i sig selv er i teksten og derved forsøger lade intimiteten udspringe af (jeget i) teksten.

Der går akademia i Kristian Karls “Hvad er det jeg bejaer”, når han taler om postnazistisik identitet hos Christian Kracht og Karl Ove Knausgaard. Kracht er en darling hos (dele af) Trappe Tusind redaktionen og et uddrag af ‘Faserland’ har tidligere været bragt i nr 9. Det fanger mig ikke, men der er givetvis stof at hente for Knausgaard interesserede.

Og selvfølgelig skal der gå akademia i den hos Trappe Tusind, når det er et tidsskrift, som er knyttet til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det skal derfor ikke opfattes som en kritik, men som et karakteristika, for der er et andet sprog i den universitære verden.
Johannes Fogtmann lever delvist op til det i sin interessante artikel “Om at tale til de døde”. Her skriver han fokuseret og bevendt med afsæt i Derrida om sorg og position for udsagn om sorg. Da han inddrager Magnus William-Olssons bog “Jeg taler till de döda” sker der et skift i tonen og ord som “simpelthen”, “super uhyggeligt”, “uden nødvendigvis” og “i det hele taget” fylder op i teksten; om det er et forsøg på at skrive ungt eller i talesprog eller om det er skrevet uafhængigt af den første del og derfor har en anden tone, kan jeg ikke bedømme. Og trods min undren vil jeg anbefale læsere af den nye sensibilitet (Thykier, Nordenhof eller Caspar Eric, ingen sammenligning i øvrigt) at læse artiklen.

Hvad er der ellers? Jo, Trappe Tusind dokumenterer workshoppen “nordiske læsestrategier” fra txt.ville tidligere i år, der er en oversættelse af et uddrag af Judith Butlers Krigens rammer og Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen bidrager med (et uddrag fra) en tegnet historie.

Trappe Tusind: nr 11. Trappe Tusind (2014)

Trappe Tusind: Nr 9

Jeg tror, at det er første gang jeg omtaler Trappe Tusind på min blog – en enkelt gang har jeg i en kommentar til et af mine indlæg henvist til nr 5. Og det er sådan ca det, til trods for at jeg altid skimmer bladet og læser et enkelt eller to bidrag.

Nr. 9 udkom i midten af september og Trappe Tusinds hjemmeside er endnu ikke opdateret. På et tidspunkt kan du dér læse nummeret som PDF, men indtil da er det til at finde i tryk i enkelte københavnske boghandlere.

En tredjedel af nummeret har jeg ikke læst. Den del er artikler om Dostojevskijs Kældermennesket, Kirkegaards Gjentagelsen og Brutalisme i arkitekturen (den tager jeg måske senere!). Og det vidner om tidsskriftets akademiske tilhørsforhold og jeg finder den formidling prisværdig.

I hvad jeg har læst, fandt jeg en smuk (sikkert intenderet) sammenhæng mellem Nina Kocks artikel om Tao Lin, Mira Gonzalez digte og Ursula Andkjærs bidrag i form af et langdigt/ essay. Forbindelsen mellem Tao Lin og Mira Gonzalez er mere åbenlys. Forholdet omkring “jeg” og “du” og særligt den gensidige repræsentation som forklares i Nina Kocks artikel forbereder én på læsningen af Gonzalez. Og Andkjær Olsens behandling af (blandt andet) patos og ironi sætter det (jeg og du) i et yderligere perspektiv. Og den efterfølgende artikel om H Press, med henvisningen til den flotte forside og bagsiden på nummeret, hænger som en krog (og agerer omslag) på de forrige artikler, f.eks. fordi samtalen blandt andet handler om chapbooks, et udgivelsesformat der er tæt knyttet til alt.lit og f.eks. Mira Gonzalez. Og jeg ser ligeledes at oversættelsen af Christian Krachts 1995 udgivelse ‘Faserland’, som et bevidst redaktionelt valg i forhold til alt.lit og emne / litterært interessefelt hos blandt andet de to Trappe Tusind redaktører Caspar Eric og Johannes Fogtmann.

Det forekommer mig en anelse konstrueret at Nina Kock skriver om Tao Lin og Cindy Sherman i samme artikel. Og det er med til at mudre hvad det egentlige sigte med artiklen er. Men jeg blev klogere og kunne ved læsningen fornemme, at det er længe siden jeg har gået på uni. Så cadeau for at bringe flere ting i spil og flette det sammen; der var ikke noget jeg følte grund til at skimme eller springe let og elegant henover.

Og så er det fedt, at Trappe Tusind introducerer den 21 årige alt.lit stjerne Mira Gonzalez. Digtene af Mira Gonzalez er ‘grimme’ i deres natur, men interessante, fordi de rummer spring mellem linjer og associationer, som vores tanker og hjerneaktivitet: Det banale i Gonzalez digte har den egenskab på mig, at de virker lidt kiksede eller måske upassende. I overskridelsen af intimsfæren (eller bare det private) bliver teksterne på den måde ‘ærlige’ eller skal i det mindste opfattes som ærlige. Men det er en helt anden snak. Redaktør Caspar Eric har givetvis en lang finger med i oversættelsen (det står ingen steder?). Og det skal blive spændende om der vil være mere i den dur i kommende numre med samme redaktion.

Trappe Tusind: Nr 9. Trappe Tusind (2013).