At trække tiden efter sig

Insekter febervilde
om deres nyfundne solgud,

fra loftet hærger lampen
                    trækker tiden efter sig
          i en sidste retssag
med den sidste domsafsigelse
                    for ikke at tale om 
den sidste henrettelse.

Jeg er træt og rummet pletvis,
røgen siver ind under døren som en anakonda.

Jeg spiser keramik

jeg spiser keramik i en stue af regn

det er umuligt at græde
under vand, vand om kroppen
er som salt i vand på kartoflerne

vinduet er fuld af nat
og dagen er fuld af løgn

sult er at have en vilje som en slagtet hest
træthed er at blive bidt af den samme slange to gange

jeg drømmer mig væk til en fortovscafe i Tel Aviv
der om lidt torpederes af en selvmordsbomber