Hvor er det godt at være i en redaktion

Der er en håndfuld bidrag, der er blevet sendt til Slagtryk, hvor jeg efterfølgende har tvivlet på om det var korrekt at redaktionen afviste dem. Lasse henviste mig for en uge siden til et interview med Poul Borum, hvor Poul Borum fortælle, at han havde rost Vita Andersen for nogle digte, som hun havde fået trykt i Fælleden. Hun replicerede, at Poul / Hvedekorn ellers havde afvist dem. En redaktørs lod? Hvad gør man? Skal man hellere trykke flere eller færre, kan man lade tvivlen komme det indsendte til gode?

I disse tilfælde er det godt at have en redaktion, hvor baggrund, referenceramme og smag er forskellig. Og det glæder mig at de to andre stod fast på en udgivelse i Slagtryk, der lyder “Når ting tyve tyngde / når luft gør noget / (…)”. Teksten var lukket land for mig, men set ud fra kommentarerne efterfølgende, så var det ganske rigtigt set. Jeg synes ikke, at jeg kan være large og publicere flere eller ekstra forsigtig og publicere færre tekster i Slagtryk. Jeg vil ramme præcis de tekster, som jeg synes skal ud.

Og nu må jeg så bare håbe, at især ene, hvor jeg fortrød afvisningen sidste år, sender ind igen. Hun havde det i sig.

Hvad skal vi med tidsskriftsstøtte?

Her til aften har jeg læst Søndag Aftens månedlige nyhedsbrev. Det kan generelt anbefales. Tom Ahlberg har nogle gode indsigter og pointer. I dag hæftede jeg mig især ved to artikler om tidsskriftsstøtten og det er ikke speciel opløftende læsning.

I artiklen Tidsskriftsstøtten sejler skriver Tom Ahlberg:

“Styrelsen for Bibliotek og Medier har åbenlyst ikke nogen nærmere kontakt med tidsskriftsmiljøerne, siden man dels gør, hvad man kan for at forsinke iværksættelse af finansudvalgets bevilling, dels ikke orienterer hidtidige og potentielle ansøgere om ændrede forhold i 2011.”

Som udgiver af tidsskriftet Slagtryk forfølger jeg tidsskriftsstøtten med interesse. Slagtryk kan godt leve uden støtte, men med støtte vil vi kunne forfølge nogle muligheder, der er er svært realiserbare med vores nuværende private midler.

For mig handler sagen om mere end min egen indsats. For desværre virker det som om tidsskrifters betydning i det litterære kredsløb negligeres, og derudover sejler administrationen af en pulje på – idag – 1,75 mio kroner.

Tom Ahlberg kommer med nogle gode ideer til spørgsmål til kulturministeren. F.eks. det sidste fra selvsamme artikel, der lyder:

“Mener ministeren, det kunne være en god idé at inddrage kulturtidsskrifterne i diskussionen om, hvordan en fremtidig støtteordning skal udformes?”

Jeg tør ikke tænke på hvad konsekvenserne ville være, hvis de helt sløjfede støttepuljen for tidsskrifter. Det er et talerør, der i forvejen fungerer under trange kår. Tidsskriftet kan noget helt særligt i forhold til monografier, antologier eller andre udgivelser. Jeg finder plads til kritik og fortløbende dialog, præsentation af ny (dansk og/ eller udenlandsk) litteratur. Det kan være mellemstationer eller sidespring i et etableret forfatterskab. Det kan være en rugekasse for nye talenter. Tidsskrifter kan opstå frit udenfor de eksisterende institutionelle strukturer og har stadig mulighed for at skabe en kontinuitet gennem flere generationer. Om det være sig samtalen, offentligheden, den litterære produktion, osv. så står tidsskriftet som en særlig publiceringsform til gavn for forfattere, læsere og andre litterære institutioner.

Tidsskrifters betydning for poesien

– som at få en papirbåd til at sejle i Internettets hav

Den 27. maj var Slagtryk inviteret til at deltage i en paneldebat under overskriften “Kulturtidsskrifternes betydning for poesien”. Hvedekorn lagde for og sagde noget i retning af, at Hvedekorn forhåbentlig var uundværlig. Lars Bukdahl eksemplificerede dels med en række digte, dels ved at beskrive arbejdet med tidsskriftet og dialogen til digterne (han skrev svar i breve og de sendte nye digte).

Gitte Broeng fortalte om baggrunden for Den Blå Port og dens position; om dets (positive) muligheder for at synliggøre og introducere forfatterskaber, der allerede havde værker bag sig. Hun sagde aldrig direkte, hvad tidsskrifter betød for digtningen – i så fald hørte jeg ikke ordentligt efter. Det gjorde Lars Bukdahl heller ikke, men behøver Hvedekorn det? Nej vel, det skal blot fortsætte som den hæderkronede institution det er, og fortsat bringe ny dansk poesi.

Jeg tillod mig selv at ligge ud med en præsentation af Slagtryk, konceptet og lidt om processen for publicering. I redaktionens forberedelse havde vi også talt om Internettets natur og tidsskrifternes, og hvordan det havde betydning for hvilke redskaber vi i sidste ende valgte for at understøtte det tidsskrift, som vi nu udgiver. Det meste sløjfede jeg dog af hensyn til ikke at gå (for meget) over tid.

        *

Fra tidsskriftets synsvinkel mener jeg, at vi kan se vores virke i forhold til forlagene, LIVE scenen og andre tidsskrifter.

Forlagenes manglende udgivelser giver et tomrum, som tidsskrifterne delvist kan udfylde. Vi kan ikke nødvendigvis give det samme gyldne stempel, men vi kan bevidne forfatterens eksistens og fortløbende skrift.

LIVE scenen efterlader publikum med kun ringe chance for at genlæse de mange tekster, der læses op i den spirende (københavnske, århusianske og danske) oplæsningsscene. Tidsskrifterne kan og skal ikke publicere alt hvad der højtlæses, men det kan bringe en procentdel videre.

Og endelig kan tidsskrifterne indbyrdes se deres virke i forhold til hinanden: sammen at tilbyde publicering ud fra forskellige forfatteres og læseres forskellige temperament.

        *

Fra poesiens synsvinkel har jeg – i kraft af min manglende erfaring / alder og etablering i det litterære, danske univers – svært ved at vurdere, om poesien er ringere stillet end for to, fem eller otte år siden, hvor det toneangivende forlag Borgen stadig udgav meget poesi (og ikke kun bestsellerne SUT og Grotrian). Men umiddelbart ser jeg mange positive tegn. Ved paneldebatten valgte jeg dog en anden tilgang.

Først henviste jeg til Douglas Rushkow [video], men kunne have henvist til så mange andre (især fordi Rushkow har en anden pointe (som er så meget vildere!)), når jeg ville gøre opmærksom på, at vi er en nation af forfattere.

Siden nævnte jeg, at størst ikke nødvendigvis er bedst, eksemplificeret ved Lars Skinnebach, der skiftede fra Gyldendal til After Hand for (i højere grad?) at kunne folde sine kunstneriske ambitioner ud.

Jeg sprang Thykiers eget eksempler om makulering af hans udgivelser over (kun få køber dem), og stillede i stedet spørgsmål til dét, som Thykier så originalt skriver om forfatterskabet i Entré. En størrelse, som han selv lever ud og derved udfordrer dets identitet. For hvad er et forfatterskab? Er det hvad der er trykt i værker? Og tidsskrifter? Og hvad med det utrykte, der pludselig trykkes i en anden rækkefølge end den det er skrevet? Eller aldrig trykkes? Det er en gammelkendt forestilling, at det er læseren, der definerer værket og dets kontekst. Men hvis vi nu ser det fra forfatterens side (som også er læser af egne værker), hvad kan tidsskrifter så i kontekst af forfatterskabet?

        *

Hos Slagtryk tror vi ikke nødvendigvis på, at markedet eller staten er løsningen. Og det ikke fordi vi mener, at kunsten sælger sig selv, hvis vi begynder at tale om investeringer og afkast. Eller at kvalitetslitteraturen uden statens indblanding kan opretholdes. Derimod er civilsamfundet (den tredje vej) et sted for at skabe (rum for), at udøve og at opleve litteratur og poesi. Ydelsen og den personlige indsats er det hele værd.

Slagtryk ønsker at være en platform, hvor vi udnytter Internettets naturlige hastighed og tilgængelighed til at skabe en platform, hvor forfattere kan nå læsere og omvendt. Og ved at arbejde professionelt, mener vi, at vi kan stille det samme krav til forfattererne.
Den karakter, som vi har valgt, er ikke den eneste rigtige: poesien har brug for et mangfoldigt udbud af tidsskrifter set i forhold til udførelse, temperament og kunstnerisk retning for at blive bedst betjent.

        *

I Politikens bogsektion 4. juni refereres arrangementet (udmærket) og Jonathan Nielsen citeres for i den efterfølgende “debatrunde” at have sagt, at man måske som redaktør af et kulturtidsskrift, må stille sig tilfreds med at være rugekasse. I så fald håber jeg, at fuglene vender tilbage år efter år.
[red. 6. juli: Jonathan Nielsen dementerer i Standard nr 2 (2011), at han skulle være tilhænger af den noget passive tilgang, og ser i den grad et potentiale og mulighed for tidsskrifterne.]