Teksten er tavs over kløften af sprog

Højholt og SUT er for mig modsætninger i deres tilgang til poesien. Det er den legesyge, eksperimenterende forfatter, der står overfor den alvorlige, patosfyldte. Begge har en stor betydning for dansk poesi før og nu og jeg nærer stor respekt for forfatterskaberne på hver sin måde.

1. Søren Ulrik Thomsen: “Et digt skal stå i højspændingsfeltet mellem teori og sang”

ca. 12 minutter inde i “Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter.” En film af Jørgen Leth. Det Danske Filminstitut.

2. Per Højholt: “Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.”

For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene pludselig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.

Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.

Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gladest, når det bærer en klar tydbar betydning.

fra Per Højholt, Bogstavernes fysik (1996). Gengivet på Afsnit P

3. Teksten er tavs over kløften af sprog

Søren Ulrik Thomsen fortæller i uddraget, at sproget indeholder både tænkning og sansning. Sansningen er at tabe hovedet, altså en form for at miste kontrollen og vel muligheden til at forklare det. Mens tænkningen forholder sig til, at sproget betyder noget, at der er en mening.

Per Højholt fremhæver ordets fysik og taler om sproget som alene ord og klipper derved forbindelsen til betydningen, ordenes repræsentation. Ordets krop er i sig selv nok til at læse teksten.

På den måde giver Højholts poetik mig en åbning til tale om teksten, som den er helt konkret. Mens SUTs poetik fortæller os, hvordan jeg kan finde et balancepunkt mellem hvad teksten betyder og hvad jeg oplever. I begge positioner forekommer det mig, at de indeholder et element af noget uudtalt, noget tavst.

I Højholts rum er den poetiske massefylde ganske konkret og nærmest entydig, men uden relation til den betydning sproget har. Vi kan anskue teksten som kunst og glæde os over det umiddelbare, men afholdes fra at give betydningen et ansigt. Og på samme vis er SUTs forestilling en uhåndgribelig åndfuldhed, idet læseren skal befinde sig i et højspændingsfelt, noget uafgjort.

For mig bliver de to poetikker i sidste ende luftbroer, der tilbagelægger en afstand mellem tekst og læser. Meningen er kløften midt imellem. Og det er så op til mig at gå langs kanten og iagttage hvordan ordene danner et landskab og-eller kaste mig ud.

Indlægget var oprindelig trykt den 24.03.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Når Ebbe Sand snupper Michael Laudrups geniale aflevering i kampen mod Nigeria og scorer, så sker der noget, som sproget ikke kan gøre rede for … på samme måde med en ekstra smuk solnedgang. Vi siger ‘den er flot’, men vi kan godt høre, at det er noget fattigt noget at sige. Det er Intethed. Et blaf i hjernen, som ikke kan formuleres.
– Per Højholt

Lyddigtning (Attende note fra mit arbejdsbord)

Om en uge udgiver jeg via Weltscherz Publikationer Robert Henningssons lyddigte. Det er ikke hverdagskost, at der udkommer lyddigte i Danmark – og hvad er det egentlig?

Der findes (selvfølgelig) en Wikipedia artikel om lydpoesi, der henviser til Marinetti som en af pionererne og nævner andre navne man kan kigge nærmere på: http://en.wikipedia.org/wiki/Sound_poetry

Kurt Schwitters er måske den mest kendte lyddigter qua sit mesterværk “Ursonate”. På Ubuweb kan man læse teksten.

Min personlige favoritlyddigter er energibundet Christian Bök.

Og Jaap Blonk vil jeg også gerne nævne både for sine fortolkninger såvel som den nylige deltagelse på Alogs “Bømlo brenn om natta“.

Lyddigtningen kommer i mange former. Som jeg skrev for nyligt blev jeg ansporet til udgivelse af Robert Henningsson efter at have hørt engelske Phil Minton på Mayhem.

Og når jeg lytter og henviser til f.eks. The Four Horsemen, så bevæger jeg mig efterhånden ud af en tangent. Hvor starter musikken og hvor holder sproget op?

Det er begrænset hvor stor udbredelse lyddigtningen har i Danmark. Jeg blev ledt på sporet første gang hos Robert Henningsson og Lars-Emil Woetmann. Og har siden hen stiftet bekendtskab med avantgarden, der praktiserede den mange årtier før.
 
 
Om Per Højholts forhold til ord og lyd skriver lektor Carsten Madsen på det Kongelige Biblioteks hjemmeside:

“Men, som han ofte gør opmærksom på, er sprogets betydninger egentlig et problem for digteren, fordi de gennem deres henvisninger til verden styrer opmærksomheden væk fra dets materialitet, hvilket altså bl.a. vil sige sprogets artikulation, dets lyd.”

Fra et logisk perspektiv vil jeg mene, at de respektive ord, som vi har besluttet repræsenterer noget, har et stort potentiale af betydning. Men derfor kan vi godt tale forbi hinanden, selvom vi bruger samme vokabularium, fordi vores anvendelse eller forståelse af de enkelte ord ikke er ens.

Chancen for at tale forbi hinanden, hvis vi blot talte i lyd, ville være endnu større. Men fra et musikalsk perspektiv vil jeg mene, at de respektive lyde, som ord giver, også har et potentiale for betydning. Det skyldes, at vores erfaringsdannelse også er knyttet op omkring lyden (såvel som kontekst, tid, etc). Ved hjælp af artikulation og lyd er det muligt at gøre sig forståelig med mennesker, der ikke taler samme verbale sprog som en selv.

Sproget indeholder ord, der er repræsentanter for noget vi har besluttet os for, at de er. Men der kan ikke sættes lighedstegn mellem ordet og tingen – og ordet i sig selv har en stor dybde, der er værd at undersøge nærmere.

Per Højholt skriver i Turbo:

bringe orden i ordene kan ingen uden at standse alt lidt
og hvem siger det standser så ord møder ting helt nøjagtigt
og der kommer orden i tingene

 

Jeg tager min trøje af

jeg tager min trøje af
det er et spørgsmål om at mærke efter
dit blæk malet på mine arm
jeg tager mine bukser på
det er et spørgsmål om komme i gang
kæben river læberne fra hinanden
jeg tager mine strømper af
det er et spørgsmål om at lave fejl
dit blæk mellem mine tæer og under mine fødder
jeg tager min T-shirt på
det er et spørgsmål om at sige fra
slangen vrider sig i munden
jeg tager mine bukser af
det er et spørgsmål om at give slip
dit blæk i mine ben
jeg tager mine strømper på
det er et spørgsmål om at blive ved
hulrummet rungende og rumlende
jeg tager min trøje på
det er et spørgsmål om at lære et nyt sprog