Knitr

Tindre, hjerteknugende
sneen knitrer som hud
under dine læber
lysende, håbefuldt forgabt
givende du landskabsåbner
gennemflettede fingre og tæer
der stritter af blod og sommerfugle
der basker hårdt med vinger
indtil de eksploderer i stjerner og
fyrværkeri over små gårde
beboet af funklende kinder
berøringer blussende under
skjorten, hvor jeg har en seng
der gynger af vejrtrækning og ild.
 
 

Spurven

Op fra seedningslagets nederste hule
hvor landsholdets næste drømmekryb
og al den skønhed, ingen ønsker at skjule,
lægger bunden under fodboldens dyb,

Op stiger UEFA, træneren, anføreren, alle,
der vender indersiden ud,
og viser mig, hvor blødt det er at falde
ned i det grønne og ligne gud.

Fodboldspilleren fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle

Hvad vil han her i denne tavse fryd?
Er det den glæde, mit liv har overhalet,
som tribunerne dækker med sin lyd?



* * *
Digtet er et remix af III fra “Sommerfugledalen” af Inger Christensen.