4 læsenoter til Forfatterskolens afgangsantologi 2014

1.

Hvert forår modtager en række forfattere en besked om at de er kommet ind på Forfatterskolen og skal starte efter sommerferien. To år efter afsluttes uddannelsen med en udgivelse og en afgangsoplæsning. I den digitale tidsalder er det blevet nemmere at undersøge hvad den nye elev har (fået) publiceret inden de starter. Og med antologien får offentligheden et indblik i et begyndende forfatterskab.
Antologien er et vidnesbyrd om at den og den forfatter har gået på Forfatterskolen et givent år, og teksterne er et udvalg af hvad forfatterne senest (måske?) har arbejdet med. Hvert år synes jeg, at det er svært at pege på ligheder mellem forfatterne, der afslutter deres forløb. Har de og hvordan har de præget hinanden i de to år de har gået sammen, læst hinandens tekster, talt om klassikere og ny litteratur (inklusiv den prægning der må komme fra de to andre årgange, som de også har gået med et år)?
Det er måske uvæsentligt for teksten i sig selv, for læsningen som Pablo Llambías omtaler i forordet. Men er det også uvæsentligt for forfatterskabet, for kontekst, for at forstå hvad der ligger til grund og for vejen der til, er processen uvæsentlig?
 
 
2.

Da jeg begynder på Reimar Torkil Juuls bidrag “Kæmper på jorden” med undertitlen tæxter, bliver jeg stærkt irriteret over de meget korte sætninger (2-5 ord), men trækkes samtidig ind i tekstens univers.

“Jeg slår kolbøtter. Jeg slår ikke kolbøtter. Jeg er nøgen. Jeg er ikke nøgen.”

Hvad skal jeg tro (som læser)? Er han nøgen? Eller hun? Jeg oplever det som potentiale i eksistensen. Jeg læser det også som en trinvis erkendelse. Men det er nok mest af alt bare en tidsmæssig forskydning: at først er jeg nøgen. Derefter har personen taget tøj på og kan sige, jeg er ikke nøgen. Som hurtige klip i en film, hvor vi får registreringen af situationen. Det er effektivt: med afsæt i få ord får jeg plads til at se scenerne for mig. Samtidig er det også en anelse skizofrent og passer godt til stemningen i teksten. Jeg siger for lidt om teksten og siger det for mildt. Giv ham nogle flere sider, jeg synes det er et pissefedt bidrag!
 
 
3.

Hvis jeg nævner nogen fra antologien, skal jeg så nævne alle. Nej. Men jeg vil også gerne fremhæve Signe Gjessings bidrag. Hendes skrift udvider sprogets potentiale, eller viser, at det kan strækkes endnu mere. Det er vildt og smukt på samme tid. Et blandt mange citerbare linjer:

“ingen, ingen må beskære dit rosenhost, kun anvise roserne/ deres pladser yderst på din eksistens.// Du hører udsagn skulpteret i verdens selvværd,”

I sin afsøgen af universet er jeget ikke nævnt; der er poetiske definitioner (f.eks. “verden, et påskud for ikke at kunne komme videre”), og der er samme gode kvaliteter, som jeg læser hos f.eks. Ursula Andkjær Olsen, uden at jeg på nogen måde vil reducere min oplevelse til at der skulle være tale om en epigon.
 
 
4.

Da jeg læser de første digte af August Bovin Boberg, synes jeg de er pyntede eller stærkt poetiserede. Hør f.eks.

“Med det sølvblå havs lighterlyserøde krusninger ser jeg mit bortvendte spejlbillede i de gyldne marmoreringer i løvet over mig.”

Men da jeg vender tilbage et par dage senere forekommer billederne mig mere forgøglede eller hårde eller fokuserede i at skrive et billede. Jeg tænker, at det er et æstetisk valg at bevæge sig tæt op ad det kitschede, og Bovin Bobergs anvendelse af tillægsordene splitter mig holdningsmæssigt. For der er også en frihed i teksterne, det er som om de bevæger sig frit og frejdigt. F.eks. i stykket om den lille dreng med skovlen, der først skal grav et hul i dansegulvet. Og på næste linje (side) følges op af “Bagefter kan vi skovle mundende ud af vores hoveder.”
Lars Bukdahl skriver på Litteratursiden, “at læse en debutant skal være som at debutere som læser”. Hvis originalitet er det ypperste (hvilket jeg synes!), så er det et ambitiøst krav til de begyndende forfatterskaber. Men det er også et sundt krav til læseren (mig), når jeg skal læse nye tekster. Altså, et krav blandt flere.
 
 
Forfatterskolens afgangsantologi 2014. Basilisk (2014)

 

Signe Gjessing: Ud i det u-løse

Et hvidt cover, sparsom tekst og en titel overstreget med turkis. Bagsidecitatet ikke så let at kontekstualisere, intet forfatterbillede på flappen. Det er ikke fordi Signe Gjessing prøver at gøre så meget væsen af sig. Men den turkise overstregning siger måske noget om en berhersket originalitet.

twitter har jeg allerede rost Lars Bukdahls anmeldelse af Ud i det u-løse og i det følgende vil jeg så give min anbefaling videre.
For det er en anbefaling, da Signe dyrker det poetiske, billedsproget, hvor verdensammenhænge opfindes på ny, som få kun gør. Allerede i første digt skriver Gjessing:

Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden” og fortsætter et par linjer længere nede ”hvis de kunne rømme sig, udstødte de / ringe i vandet…”. Ved at se øjenlågene som ringe i vandet, bruger Signe en poetisk forestilling om at forklare en ting med noget andet. Det gør hun særlig godt, ved at undlade at skrive at noget er ”som” noget andet.

Og i næste digt skriver hun om dagslyset, der bidder negle for at forsvinde og sammenligner det med månen – og tvister den ved at sige, at det netop ikke er som månen. Hvilket i mine øjne også fungerer, fordi det giver plads til mig som læser. Eller nok nærmere skaber plads, hvor jeg ikke gjorde mig forestillinger. Så hvis jeg skal lægge min læsning til teksten, så er jeg ude i noget omkring tid og hvordan den findes/ går/ forsvinder/ har været og hvordan man selv oplever tiden.

Det er ikke fordi jeg kan blive ved side for side med ovenstående. Og bevares, det er heller ikke fordi jeg anbefaler hver eneste side i bogen;
       men i forhold til sammenhængen vil jeg gerne notere, at jeg oplever en porrøsitet i Gjessings univers. Det er som om Signe Gjessing viser, at sårbarheden findes, at den bliver virkelig ved at blive italesat. Virkeligheden kan være skrøbelig det næste sekund, hvis blot nogen siger det.

F.eks.: ”Frugttræet blomstrer med/ fingerknips indtil huden bliver rød”, hvor fingerknipset både udgør den bevægelse, som blomsterne kan springe ud på, men for så vidt også kan være et knips på huden, der sætter de røde mærker. Og det fortsætter: ”De dyrebareste/ erfaring tørrer fingre i huden – // dét er så sølle, at / at jeg kunne græde.

Så jeg synes, at der er masser af personlighed i digtsamlingen. Måske skal man bare læse lidt tættere end med andre, hvor bekendelserne står i kø for at komme ud.

Et tilbagevendende tema er mennesket og det store univers (morgenstunder/ stjernestunder; loftshøjden slutter sig til den åbne himmel; handskerummet/ himmelrummet; etc).
Gjessing bruger et par klassiske elementer som havet og lyset i sin samling. Og det synes jeg hun gør uden at blive klicheramt (hinkestenen på side 36 er måske en kedelig undtagelse).
Og så tager hun også greb om metapoesien, hvor hun f.eks. omtaler sig selv ”jeg er allerede en / blæne på alverdens tungemål”. Og den tekst sprutter ellers med energi, så igen er det måske et tegn på at det ikke er helt nemt at gøre tingene rigtigt. Men jeg læser noget ind i det, når jeg skriver sådan. Så tilbage til billederne:
 
 
Der kan også være en tydelig utydelighed i Gjessings billeder. Tue Andersen Nexø og Olga Ravn mener vist i deres respektive anmeldelser, at det til tider er for uforståeligt. Men jeg falder altså på halen over følgende fine linjer:

”mørklægningsgardiner falder som postevand” (side 11)

”Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad” (side 19)

”altså er man ved at trække lyset/ tilbage, selvom det ikke står noget sted, at dagen kan opsiges” (side 33)

”Bølger: al væske foldes sammen som en kniv” (side 46)

…fordi jeg er vild med billederne i sig selv. Først poesiens som sig selv. Dernæst kan alt det andet komme til, hvis man ønsker.
Og en favorit her i hjemmet er (måske) derfor dette skønne billede:

”Nu samles alle hvedemarker i en knold bagpå verden” (side 49).

Hvad er der ikke at forstå? Hvordan skulle dette siges smukkere?
 
 
Signe Gjessing: Ud i det u-løse. Gyldendal (2014).