Hvad lys er lavet af

intet er så dybt
at man ikke kan falde igennem
græde sig ned gennem
kælderen

at kaste sig selv
som lys kaster sig over floden

skuffelsen i hvert skridt
plantet i den våde jord

at rejse
som bjerge fra havet

dine sætninger så korte
dine ord så fattige
dit løfte så svagt

at tale
som ilden æder skoven

et løfte
skal være værd at holde
et kram til at forstå
et håndtryk
blive siddende

jeg sætter mig ned
for aldrig at blive
væk

at elske
som patroner rejser gennem munding

brystet banker
for at blive lukket ud

at se sig selv
som spejlet ser sig selv

en refleksion

er hvad lyset er lavet af

Jeg vil rejse mig

Jeg vil rejse mig

som pæren hænger fra loftet
i midten af rummet

og tale med klar stemme

som signalet ved en trafikeret vej
giver tegn til at sætte i gang

fortælle at tiden er kommet

som ebbe afløser flod
og afslører nøgenbaderne

*

og sådan rejser jeg mig

som alle andre eller
igennem en anden

står jeg med magten i min mund

som spyt smører synkebevægelser
i et alt for snævert København

tæller ned så det hele kan gå op

som røgen fra en raket
der skal samme vej som vi