Tag dig sammen, internet (tre kommentarer)

1.
I Standard har Martin Glaz Serup og Thomas Hvid Kromann skrevet om den litterære blog [via kornkammer]. Jeg har ikke læst artiklen og håber den er god. Og jeg synes det er godt, at et af de større danske tidsskrifter (i abonnenter, rækkevidde og prestige) giver plads til den slags. Men hvorfor kan vi ikke læse om internettets bidrag til den litterære scene på internettet? Ikke denne artikel, den er hvor den er, men helt generelt: Hvorfor er der ikke flere, der sætter en dagsorden, der ikke er afhængig af trykte medier. Tag dig sammen, internet.
 
 
2.
Lars Bukdahl skriver på sin blog, at han hader, at digte optaget i Hvedekorn går igen i forfatternes egne bøger. Jeg undres over holdningen. Som redaktør af Slagtryk, der som Hvedekorn trykker digte og kortprosa, ser jeg meget gerne, at digtene lever videre i andre sammenhænge efterfølgende. Det er måske mere almindeligt for (lyrik)udgivelser fra f.eks. USA, Tyskland (og England?). Men hvor jeg dog glædes ved tidsskriftets mulighed som mellemstation, både for forfatter og for tekst, der kan udvikle sig fra publicering til publicering. At bliver begavet med flere versioner af samme tekst, what’s not to like?

Forklaringen kommer Lars Bukdahl selv med: at han foretrækker, at digtet kun står et sted. Det er feinschmeckeren, der taler; det er den dedikerede læser, det er eliten, der vil have noget ud af sine anstrengelser, sin litterære kapital. Jeg anerkender, at det er et legitimt argument. Men det er også snævert og ekskluderende og med til at fastholde nichen som niche, eliten som elite. Og det ville nok også betyde, at forfatterne ville holde længere på teksterne og måske slet ikke sende dem ind i håbet om at få dem udgivet i et værk?
 
 
3.
Når Lars Bukdahl anklager Promenadens skribenter for at undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at ligge et par bidrag ud på Promenaden er det en – i mine øjne – klassisk misforståelse, der både fandtes hos pladeselskaber for 10 år siden og findes hos forlag i dag. For der er intet undergravene; der er tale om fire ud af fyrre bidrag. Artiklerne når ud til flere læsere, og en andel af disse vil få lyst til at købe Festskriftet, enten fordi de vil læse artiklen i et bogformat eller er blevet interesseret hele antologien.

Men kritikken kommer måske på grund af noget helt andet: at Lars Bukdahl som vanligt er på tværs og hellere vil læse, dem der ikke har bidraget, end dem der har?
Festskriftet for Forfatterskolens 25 års jubilæum kan købes her: http://basilisk.dk/bog/FS25.htm

Forfatterens død?

Jeg blev opmærksom på Ewan Morrisons tale på Edinburghs Bogfestival i Weekendavisens altid gode citatspalte. Her stod:

“[the future] will contain millions of would-be-writers who will labour under the delusion that they can be successful in the way writers were before, in the age of the mainstream and the paper book.”

Det bekymrer nok ikke Ewan Morrison, at der vil være millioner af wannabe forfattere, der aldrig lykkes. Problemet er, at ingen forfattere vil kunne nå samme succes som dengang den fysiske udgivelse var eneste publiceringsmulighed. Og selvom det i mine øjne er en forkert konklusion – der vil komme globale digitale succeser – så er den også rigtig; Og det er her frygten hos Leif Davidsen og Jussi Adler Olsen kunne ligge begravet: At monopolet brydes, at vejene til udbredelse bliver mangfoldige, at gamle magtstrukturer bliver irrelevante.
 
 

“The economic framework that supports artists is as important as the art itself; if you remove one from the other then things fall apart.”

Ovenstående citat er også fra selvsamme tale, og det fik mig til at tænke videre. For de gamle institutioners forfald og magtstrukturernes porøsitet er et problem. De understøtter kunstneren enten i form af aflønning eller belønning. Sidstnævnte kræver dog oftest en fysisk bogudgivelse på et anerkendt forlag. Og hvis relationen mellem forfattere og forlæggere svækkes eller fjernes, så har vi i Danmark et generelt problem i forhold til kunststøtten, som vil være ligedele strukturel ligedele ideologisk.

Jeg anerkender, at kvalitetsmæssige forhold skal gøre sig gældende i forbindelse med uddeling af kunststøtte. Men jeg har svært ved at anerkende et forældet syn på publiceringsformer, værkbegrebet, måske endda forfatterrollen.

I The Guardian kan man læse flere gode pointer med forkerte konklusioner fra Ewan Morrisons tale