Hvad skal vi med tidsskriftsstøtte?

Her til aften har jeg læst Søndag Aftens månedlige nyhedsbrev. Det kan generelt anbefales. Tom Ahlberg har nogle gode indsigter og pointer. I dag hæftede jeg mig især ved to artikler om tidsskriftsstøtten og det er ikke speciel opløftende læsning.

I artiklen Tidsskriftsstøtten sejler skriver Tom Ahlberg:

“Styrelsen for Bibliotek og Medier har åbenlyst ikke nogen nærmere kontakt med tidsskriftsmiljøerne, siden man dels gør, hvad man kan for at forsinke iværksættelse af finansudvalgets bevilling, dels ikke orienterer hidtidige og potentielle ansøgere om ændrede forhold i 2011.”

Som udgiver af tidsskriftet Slagtryk forfølger jeg tidsskriftsstøtten med interesse. Slagtryk kan godt leve uden støtte, men med støtte vil vi kunne forfølge nogle muligheder, der er er svært realiserbare med vores nuværende private midler.

For mig handler sagen om mere end min egen indsats. For desværre virker det som om tidsskrifters betydning i det litterære kredsløb negligeres, og derudover sejler administrationen af en pulje på – idag – 1,75 mio kroner.

Tom Ahlberg kommer med nogle gode ideer til spørgsmål til kulturministeren. F.eks. det sidste fra selvsamme artikel, der lyder:

“Mener ministeren, det kunne være en god idé at inddrage kulturtidsskrifterne i diskussionen om, hvordan en fremtidig støtteordning skal udformes?”

Jeg tør ikke tænke på hvad konsekvenserne ville være, hvis de helt sløjfede støttepuljen for tidsskrifter. Det er et talerør, der i forvejen fungerer under trange kår. Tidsskriftet kan noget helt særligt i forhold til monografier, antologier eller andre udgivelser. Jeg finder plads til kritik og fortløbende dialog, præsentation af ny (dansk og/ eller udenlandsk) litteratur. Det kan være mellemstationer eller sidespring i et etableret forfatterskab. Det kan være en rugekasse for nye talenter. Tidsskrifter kan opstå frit udenfor de eksisterende institutionelle strukturer og har stadig mulighed for at skabe en kontinuitet gennem flere generationer. Om det være sig samtalen, offentligheden, den litterære produktion, osv. så står tidsskriftet som en særlig publiceringsform til gavn for forfattere, læsere og andre litterære institutioner.

Forfatterens død?

Jeg blev opmærksom på Ewan Morrisons tale på Edinburghs Bogfestival i Weekendavisens altid gode citatspalte. Her stod:

“[the future] will contain millions of would-be-writers who will labour under the delusion that they can be successful in the way writers were before, in the age of the mainstream and the paper book.”

Det bekymrer nok ikke Ewan Morrison, at der vil være millioner af wannabe forfattere, der aldrig lykkes. Problemet er, at ingen forfattere vil kunne nå samme succes som dengang den fysiske udgivelse var eneste publiceringsmulighed. Og selvom det i mine øjne er en forkert konklusion – der vil komme globale digitale succeser – så er den også rigtig; Og det er her frygten hos Leif Davidsen og Jussi Adler Olsen kunne ligge begravet: At monopolet brydes, at vejene til udbredelse bliver mangfoldige, at gamle magtstrukturer bliver irrelevante.
 
 

“The economic framework that supports artists is as important as the art itself; if you remove one from the other then things fall apart.”

Ovenstående citat er også fra selvsamme tale, og det fik mig til at tænke videre. For de gamle institutioners forfald og magtstrukturernes porøsitet er et problem. De understøtter kunstneren enten i form af aflønning eller belønning. Sidstnævnte kræver dog oftest en fysisk bogudgivelse på et anerkendt forlag. Og hvis relationen mellem forfattere og forlæggere svækkes eller fjernes, så har vi i Danmark et generelt problem i forhold til kunststøtten, som vil være ligedele strukturel ligedele ideologisk.

Jeg anerkender, at kvalitetsmæssige forhold skal gøre sig gældende i forbindelse med uddeling af kunststøtte. Men jeg har svært ved at anerkende et forældet syn på publiceringsformer, værkbegrebet, måske endda forfatterrollen.

I The Guardian kan man læse flere gode pointer med forkerte konklusioner fra Ewan Morrisons tale