Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger

En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.

Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):

“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)

Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.

Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:

Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.

Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
 
 
TIL MIT FJERNE MENNESKE

Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
 
 
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Knitr

Tindre, hjerteknugende
sneen knitrer som hud
under dine læber
lysende, håbefuldt forgabt
givende du landskabsåbner
gennemflettede fingre og tæer
der stritter af blod og sommerfugle
der basker hårdt med vinger
indtil de eksploderer i stjerner og
fyrværkeri over små gårde
beboet af funklende kinder
berøringer blussende under
skjorten, hvor jeg har en seng
der gynger af vejrtrækning og ild.
 
 

Roland Barthes: Kærlighedens forrykte tale

“Denne bogs nødvendighed rummes i følgende betragtning: kærlighedens tale, dens diskurs, er idag en diskurs af yderste ensomhed. Den føres måske (hvem véd) af tusinder af subjekter, men den forsvares ikke af nogen; den er fuldkommen ladt i stikken af de tilgrænsende sprog, der enten ignorerer eller nedvurderer eller latterliggør den, afskåret som den er, ikke blot fra magten men også fra magtens mekanismer (/videnskab, teknik, kunst). Når en diskurs således ved egen kraft er drevet over i det utidssvarende, er fjernet fra enhver flokmentalitet, så er der ikke andet tilbage for den end at være stedet, så ubetydeligt det end er, for en bekræftelse. Denne bekræftelse er i grunden emnet for den bog der begynder nu.”

Hvilket anslag til en bog; et kapitel betitlet “nødvendigheden”. Lørdag nat stod jeg pludselig med Roland Barthes i hånden; med øjnene på en tilfældig side og læste et par linjer, der kun efterlod et ønske om mere.

Må jeg være her

må jeg dale som lydløse snefnug
og dække København som din hud

må jeg være en kælk
henover dine bare skuldre

må jeg være en krumme i din hånd
når fugle sætter sig på din kjole

må jeg bytte vindens hvisken
ud med min egen

må jeg tegne et træ
som omridset af dit hår der svejer

må jeg lægge mit hoved på dit hjerte
der er blødt som græs

må jeg være landskabet der suser forbi
når bilen kører dig hjem

må jeg se din røv
som jeg ser Paris

må jeg bære dine kys
som vægen låner sin ild

må jeg hente dig når der er stille
som havde hele byen sovet over sig

må jeg være regnen din kat kigger på
når vinduet er lukket og søndagen ny

Silkerester

Hvis jeg bare kunne skrive om de dyr
du ikke ville lukke ind i din verden,
så ville jeg have noget at stå op til.

Jeg ville koge æg og pølser,
riste champignoner og stille
salt og lunt brød på bordet.

Dyrene skulle ikke ligge
på ryggen og tigge om noget,
mine handlinger er i kærlighed til mig selv.

Men det ville ikke være min egen stemme,
der i et skælvende hvis skridtede det landskab af,
der endnu ikke er defineret.

Det er sådan jeg har det,
når min hud skrælles af og bliver
hvide stykker i andres hænder.