Jonas Rolsted: Gyldent Daggry / Stab Variation

Krabbesholm Højskole har udgivet værket “Gyldent Daggry/ Stab variation” af Jonas Rolsted engang i slutningen af 2014. Teksten er én variation blandt flere – i juni blev oprindeligt 50 håndskrevne notesbøger med hver sin variation af værket udgivet på Soltid.

Teksten er dragende med sine mange sindelag og emner. Den er poetisk, intim og sætningerne falder ikke altid lige logisk, men måske i højere grad efter forfatterens associationer. Lad mig tage udgangspunkt i et tekststykke midt i værket.

Jeg kan se lyset ligge på træerne. Jeg kan se træerne ligge på lyset. Snart rejser vinden sig som et lys. Vi har haft det dejligt, hårdt, ubærligt hårdt sammen. Kærlighed er vold. Vold er kærlighed. Sorg er vold. Sorg er kærlighed. Vi skal opfinde den dybe tallerken mens vi spiser af den. Jeg synes jeg kan være ufattelig hensynsløs. Man skal ikke lede længe efter sin hånd. Arterne er økologiske rum for hinanden. Anemoneskovene. Det er dig. Hjælper dig med at gro. De forlader dig aldrig. Jeg sov meget dybt i nat. Jeg tænker stadig på dig nogle gange. Om ikke andet så i drømme. Jeg er i et andet sprog. Blødt vejr i dag. Blødt, lyst og fugtigt. Lysere og lysere.

Nogle ordspil virker måske banale, f.eks. når ord i enkelte sætninger bytter plads, men resultatet er forbløffende i sin billedddannelse. F.eks. er det at lyset ligger på træerne væsensforskellig [blød] i sin natur og anderledes fysisk i forhold til hvordan træerne ligger [stift] på lyset.

Værket balancerer mellem filosofiske udsagn – f.eks. det særligt smukke “Tiden er en maskine verden bliver støbt i” – og intime beretninger om sadomasochisme. Selvom jeg vil henvise til både elementer hos Rasmus Halling [spring i associationer] og Mikkel Thykier [den intime henvendelse], så jeg synes Rolsted har et særegent sprog og i dette værk skrives jeg ind i en voyeurs position; det gør det til en personlig oplevelse, der på den ene side er åben og den anden side fængslende.

Rolsted præsenterer mange både-og’er. Ud over de direkte sammenstillinger over for hinanden, hvad betyder det så, at “jeg” stadig tænker på “dig” – hvis det er i drømmene. Er det så mere underbevidst og ægte eller er det virkelighedsfjernt og en rest fra søvnen? Et af de tidlige og i teksten tilbagevendende sætninger er “Alting kan blive en sovepude. Men alting kan også blive en magtfuld lomme.” – her må kan blive stå for potentialet, mens der andre steder (f.eks. i “Kærlighed er vold. Vold er kærlighed”) er tale om et stærkere sandhedsudsagn gennem nutidsformen er. Det er de små detaljer, der er værd at lægge mærke til, de små forandringer (som mellem de 50 notesbøger), der betyder noget. Og det er altsammen med til at gøre det til en større udgivelse end notesbogen først giver indtryk af.
 
 
Note 1: Gyldent Daggry kan henvise til den danske band Rød Himmel, Aleister Crowley, en foredragsrække af L. Ron Hubbards foredragsrække, et nazistisk parti i Grækenland, etc. Først og fremmest tror jeg, at referencerne skal glemmes og at titlen først betyder “en (ny og god) start” (selvom det måske er en fortsættelse?) og spiller sammen teksten som sådan.

Note 2: Stab Variation er også titlen på et fantastisk nummer af Tim Hecker fra 2013.
 
 
Jonas Rolsted: Gyldent Daggry / Stab Variations. Krabbesholm (2014)

Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven, men vi har ikke talt sammen om udgivelsen før denne blogpost.

Jonas Rolsted: Flex Death

Over ti ‘kapitler’ giver Jonas Rolsted et varieret vidnesbyrd med sine lyriske passager, iagttagelser i korte sætninger og længere overvejelser over hverdagens møder med mennesker (piger, arbejdsliv, familie). Teksterne i Flex Death er inddelt i nummererede afsnit, der måske kan forstås som de intervaller, som han skriver, at musikken og litteraturen undersøger.

Kompositionen er stram uden at være rigid. Den giver en fin bevægelse ind i bogen, som så aftager på samme vis – måske fra midten, hvor Perpetuas optegnelser fra sit fængsel er anvendt. I den midterste del er prosaen mest flydende og sammenhængende, mens det lyriske fylder mest i de yderste kapitler.

Tue Andersen Nexø har skrevet en fin anmeldelse i Information, hvor han blandt andet henviser til nogle af de gode lyriske passager.

Jeg vil gerne citere afsnit 24 i kapitel 3.

En ting som jeg synes er karakteristisk for flere af de kolleger som er alkoholikere – og som jeg også keder fra min familie – er en tendens til at iscenesætte sig som offer, som lidende. Først ytret som tilbøjelighed til forskellig slags selvpineri, at påtage sig meget mere arbejde end de andre, hos den enkelte borger at udføre langt mere arbejde end rimeligt og nødvendigt er, til fester og arrangementer, med smerten malet i ansigtet, at melde sig til forberedelse og oprydning ‘selv om jeg skal meget tidligt op næste dag’, ved enhver given lejlighed at bringe ofre. Siden ytret ved mere eller mindre subtilt at lade omverdenen vide og mærke hvilke navnløse lidelser og krænkelser dagen har budt – hvortil kollegerne – nytteløst – påpeger at vedkommende jo strengt taget ikke havde behøvet at påtage sig så meget. Og endnu siden – ved at gå rundt i en tilstand hvor vedkommende virker som om hun er på sammenbruddets rand – og måske virkelig er det – og i denne tilstand presset til det yderste – at være nådesløst ubehagelig over for sig selv og andre.

Jonas Rolsted: Flex Death. Gyldendal (2012)

Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven.