Blog: Fuck Yeah Menswear

My wife sleeping next to me
looking straight photoshopped
– fra teksten “My lifestyle is fucking ridiculous”.

De store hvide Helvetica-lignende bogstaver over filmen af en nydelig ung mand, der ser seriøs og ubekymret ud på samme tid. Ordene over filmen i samme boldgade (flarf) som f.eks. Steve Roggenbuck og andre, der bruger tekst, der findes på internettet (ja, reference til Roggenbuck skyldes mest, at jeg smider et indlæg op om ham i morgen eller overmorgen).

Men tilbage til Fuck Yeah Menswear, der nu som så mange andre er gået den gængse vej fra blog til bog – den kan findes her på Amazon. I de tre år jeg har fulgt dem, er der nærmest ikke kommet blogposts siden slut 2011. Men lad mig knyttet et par ord til noget, der måske er forbi og opstår igen andetsteds. For mig minder FYMW mig på en måde om digte på grund af de mange, korte linjer, med punchlines og en stærk måde at anvende sprog (tonering, intention, referencer). Er det en genre for sig? Måske, det ved jeg ikke. Men det er for mig ganske interessant at se, at den tekst der produceres dag efter dag på internettet af snart hvem som helst, kan antage en litterær form, bevæge sig i et grænseland.

FYMW er ironiske, stilede og overlegne. Ikke nødvendigvis et sympatisk træk. Men det er effektivt. De anvender den litterære form til at udtrykke sig, til at skaffe sig en magtposition i forhold til sin læser, at definere læseren som læser (af poesi?). Og hvis jeg oplever mig selv som læser, så er de jo forfattere?

Og de er gode til det. De forstår modeverdens jargon og slang og anvender hipsterkulturens distance, så jeg i starten var i tvivl om hvorvidt det var seriøst.

Fuck Yeah Menswear: http://fuckyeahmenswear.tumblr.com/

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET

Jeg indrømmer gerne, at jeg kun læser 2-3 digtsamlinger af ikke-nordisk herkomst om året og der er givetvis flere gode sager derude. Men jeg vil undlade at starte en diskussion med mig selv om hvad jeg får ud af dansksprogede digte i forhold til digte på et andet sprog end mit modersmål og starte min omtale af digtsamlingen her:

På forsiden står der I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET og nedenunder “digte af Sophie Le Fraga”. Bogen består af 45 enkeltsider i A6 format, hvor digtene er trykt (fotokopieret?) på genbrugspapir (?), og som oftest kun består af små udbrud.
Titlen er ironisk og værket er fyldt hvad der kunne være statusupdates på Facebook, Instagram eller hvor vi befinder os. Nogle ting ved samlingen forekommer henkastet og tilfældig. Rækkefølgen på digtene, som læseren selv kan lave om på; hvordan teksterne er sat op visuelt; hvorfor et givent digt er med i samlingen. Og samtidig virker det hele planlagt; sat sammen, så det giver mening for forfatteren; og sådan at læseren bliver beriget.
Et digt fra samlingen:

in the anecdotes
and parables
composed
of former future

I found a piece
that med me
largely Rethink the
garden

as a Screensaver
DEEPLY structured
to alienate

the world.

Som ved f.eks. Caspar Eric Christensen fungerer ironi, slang og udtryk fra internettet som en naturlig del af Sophie Le Fragas sprog. Læseren får brudstykker fra en telefonsamtale fra “oh my god yes / oh my godwhat”, små konkretistiske digte og enkelte digte forekommer mig at være private beskeder til personer, der så foreviges på tryk. Er det hengivenhed? Er det ironisk? Bliver det en afstandstagen eller er det fra hukommelsen allerede på afstand og digtet derfor en romantisering? Her:

hello.
my native city

couldn’t miss out
on andrea.

i loved you
& need your

info.

                          berlin
                   can wait,I

              couldn’t miss
              out on love.

 
       hello my love.

       (thank you)
         (thank you)

For det er følelserne, de små udbrud, der for mig sætter teksterne i spil og gør sproget levende. Jeg ved ikke om jeg vil tale om decideret minimalisme, bare fordi teksterne er så korte, men der er en stramhed og en klar sproglig bevidsthed. Et sidste digt i denne anbefaling af udgivelsen:

If 7 of you
#LovelyPeople

Were looking
forward to

the lady at
Strawberry

Blunt,
the choice is

obvious.
Tomorrow ain’t

nothing but a
12$ Ticket to

Patience.
I.O.U waves of

Patience.
Repeat.

a legendary
shout

of Patience.

Jeg skrev egentlig i starten af omtalen, at det var en af årets bedste udgivelser og selvom den linje nu er redigeret væk, så var det først og fremmest en henvisning til stemmens originalitet og sprogets skønhed i al sin ‘almindelighed’. Men jeg ved også, at jeg om 3-4 år vil se tilbage og tænke, at den ‘blot’ er en del af tiden omkring 2010, hvor det for nogle (yngre) forfattere falder dem helt naturligt at skrive som de gør, mens vi andre står og fryder os over nyt sprog.

Lambda Literary findes en anmeldelse og forklaring på hvordan ‘hæftet’ er opstået.

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET. Keep this bag away from children (2012)