Slagtryk temanummer: Brev i april

Slagtryk vipper på hatten for Inger Christensen og indbyder til temanummer i april. Som et af redaktionsmedlemmerne opfordrer jeg derfor til at skrive et eller flere breve og sende det til redaktionen.

Brevet som litteratur og brevet som litterær genre er interessant og vi synes det fortjener mere opmærksomhed.
Der er to ting der ligger mig på sinde. Med emails, beskeder på diverse internet platforme, instant messaging, sms, etc. lever det personlige brev under trange kår. Det betyder ikke, at jeg savner brevet, da nærheden, den private fortælling mellem to mennesker, sker på andre måder.
Samtidig synes jeg, at det er relevant at se på brevet idag, for teknologien betyder noget for formen i henvendelser (og formen noget for indholdet), og hvor står brevet så idag. Ligner det sig selv? (forhåbentlig/ forhåbentlig ikke).

Slagtryk har ikke sat nogen deadline. Send det gerne inden for to-tre uger, så vi har tid til at læse og vurdere det mod starten af april. Men breve sendt i starten af april vil også kunne komme i betragtning til publicering senere i april.

Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal forvente, at vi får tilsendt. Men sidst Slagtryk lavede et temanummer var kvaliteten af det vi fik ind rigtig god.

I forbindelse med at få skudt videoen i sidste uge, så sprættede vi – som en symbolsk handling – “Brev i April” op: http://youtu.be/xdCvkDTWGH8
Og her er så Slagtryks invitation med Eva fra redaktionen foran kameraet:

En henvisning til min begejstring over Evighedsmaskinen

Idag citerer og kommenterer jeg fra et enkelt kapitel i Inger Christensens “Evighedsmaskinen” på det nye site u-u-u-u-u.net. Det er alene et punktnedslag og pointen er, at jeg oplever hendes svar som spørgsmål og derved er der – på en måde – også tale om en evighedsmaskine i (min opfattelse af) hovedpersonens erkendelse. Mit første indlæg kan læses her:
http://www.u-u-u-u-u.net/2012/01/inger-christensen-evighedsmaskinen/
 
 
Da jeg allerede havde en del citater med i indlægget, undlod jeg at citere dette ellers ganske fine stykke:

Sækken bevæger sig, følger med kroppen, da den rejser sig, ligesom skyggen på sin egen måde følger med kroppen og sækken, idet den strækker sig længere bort. Enhver trøst, som bliver opfyldt, bliver ikke opfyldt. Enhver trøst, der rører ved kroppen, hvor den bare ligger, langsomt synkende frem mod det sted, hvor dens far nåede frem, da han havde tillid til jorden og avlede den, far til en søn, enhver sådan trøst er et savn. Et savn som bliver opfyldt og som ikke bliver opfyldt, men derved stadigvæk oprettes og her velovervejes rettes mod andre mennesker, f.eks. alle de mennesker der sidder som et øjebliks blade på grenene i lungetræet og lytter til blodet – ja der er noget farligt ved billeder: snart er de skyld i at en god liggende stilling forlades, og snart er de skyld i, at et menneske begynder at tiltale ukendte mennesker inde i dem selv. Her er øde og koldt; vinden er begyndt at grave sig frem gennem jord- og luftmørket og haler lyset efter sig.

fra Inger Christensen: Evighedsmaskinen. Gyldendal, 1964/ 2005.