Knitr

Tindre, hjerteknugende
sneen knitrer som hud
under dine læber
lysende, håbefuldt forgabt
givende du landskabsåbner
gennemflettede fingre og tæer
der stritter af blod og sommerfugle
der basker hårdt med vinger
indtil de eksploderer i stjerner og
fyrværkeri over små gårde
beboet af funklende kinder
berøringer blussende under
skjorten, hvor jeg har en seng
der gynger af vejrtrækning og ild.
 
 

Skjul ansigtet i hænder, ikke hænderne på ryggen

Hvad du kaster i ilden
bliver ikke til ild;

hvad du trækker op af havet
gør ikke havet til mindre hav;

kroppen er konstitueret
sålænge du ikke ved hvad
du vil have istedet.
 
 
Det er ilden, der bøjer
spørgsmål
til sorte svaner,

svaner svømmer i havet
som spørgsmål
og stikker desillusioneret
til bølgerne,
mens deres pentagramfødder
vinker til mit sprogs
gemmesteder
som kommaer
i en alt for dyb
sætningskonstruktion.
 
 
Det er ikke mængden af vand i ørerne
der holder torsken i live;

det er ikke antallet af kameler jeg sluger
men hvor mange du tilbereder;

du har jo allerede regnet ud
hvor mange knive
du skal stikke i ryggen på mig
før jeg får vinger.
 
 
 
* * *
Teksten er et remix af Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder. Mellemregningerne i processen er i denne omgang undladt og måske er teksten i midten vokset ud af originalteksten, således at den slet ikke har plads her.

Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder

Hvad du kaster i ilden bliver ikke til ild
havet lugter ikke af fisk
kroppen er konstitueret

Med brændende fingre
går jeg gennem natten
og forvandler dit spørgsmål
til en sort svane

Alle gemmesteder i mine ord
kan graves ud med et komma

Stik mig i ryggen
for anden gang
så knivene kan være vinger
der løfter mig op
 
 
 
* * *

I en upubliceret tekst fra 2005 skriver Rasmus Halling Nielsen sig ind på billedet en kniv som en vinge. Jeg har desværre ikke originalen længere.