Der er fandeme så mange gamle digtere

Gill Scott-Heron synger, at revolutionen ikke vil blive transmitteret.
Tim Holland fortæller, at en bevægelse ikke hører til i en pressemeddelelse.

På randen af hvert sekund
stiller vi os selv et nyt spørgsmål
for ikke at kede hinanden.

Egentlig kunne jeg godt trænge til lidt ro.

Når jeg ødelægger noget, så er det aldrig med vilje.
Måske er det derfor jeg heller ikke samler det igen,
for det eksisterer stadig i fortiden
og den er så svær at ændre på.


Så må jeg have lov at sige

Ryst formationen, så kanonerne peger i en ny retning,
og kør dem væk, kør fanerne og fanfarerne væk,
kør hæren og hærværket væk,
og lad overvågningen følge efter,
læg lænkerne for en dag og lad være med at leve
som gjaldt det livet.

Livet er et stykke kortprosa, et glimt
en lille fornøjelse og så en masse at
snakke om bagefter.

Se så at komme ud af biografen, mester.

Skriften er sort som mørket i din mund, hvor øksen ligger begravet

Når du bliver opslugt af mørket i din egen mund. Når der intet er stort nok til at lukke din åbne hals. Når vand passerer igennem dine lunger. Mavesækken snøret sammen om hjertet, der springet et slag over. Hvis det var det, kan du så få fred eller skal du starte forfra?

*

Ingen er alle steder og bjørnen sover i lommen af din alderdom.

*

Du stikker hånden i lommen, som er en kanin som er ulve med hårene strittende elektrisk på en støvbold væltende gennem byen, der er et hul i jorden kold som snuden på en hund i dit morgengrimme ansigt i spejlet vrænger ad dagen, der bliver natten der går kold som øl i køleskabet der er hvidt som skyerne i dine øjne der er rifter så små som rifter.

*

Ilden i træet i skoven på månen. Langt væk hjemmefra og tæt nok på sig selv. Når først vi mødes begynder et langt farvel. Vi rejser i tiden med livets hastighed og alligevel er vi der aldrig, når vi kommer frem. Bagstræberiske kaster vi skriften i bøgerne og gemmer dem på reolen.