Updates fra 2010 til 2012 (femte note fra mit arbejdsbord)

I lørdags var jeg hjemme hos Thomas Boston, en ven gennem de senere år. Han serverede darjeeling og talte om first flush, mens han kogte kvæde til kompot. Jeg var der for at tale om hans kommende udgivelse på Weltscherz, der formentlig lander februar eller marts, når de sidste ting falder på plads.

Ideen udspringer delvist af min glæde over hans skrift. Og delvist på grund af hans årelange plapren om at næste år skal være kunstens år og nu skulle han også sende tekster ind til Hvedekorn [hæ!]. Og alt imens han har tænkt disse tanker og fordømt sin alt for korte hverdag til at have tid til at skrive digte, så har han fyldt Facebook med poesi siden det blev muligt at skrive mere end 160 tegn i en statusupdate tilbage i marts 2009.

Det hele sker lidt med omvendte fortegn. I dette tilfælde ender Thomas med at være redaktør på sit eget værk, som han ikke vidste han havde skrevet. Den første tekst kunne lyde således:

prøver at fremstå som meget speciel og underlig men bliver konstant overgået af verden omkring mig. Tag f.eks. Dyrehaven. Hjortenes indiskrete liderlighed kræver høreværn og deres dybsorte lortepyramider giver en pervers trang til søde, bløde lakridser. Om et halvt år er det så frøerne man skal ræbe om kap med. Idé: XX liter rød sodavand og så tager vi derud en flok. Så kan de fandme lære det.

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET

Jeg indrømmer gerne, at jeg kun læser 2-3 digtsamlinger af ikke-nordisk herkomst om året og der er givetvis flere gode sager derude. Men jeg vil undlade at starte en diskussion med mig selv om hvad jeg får ud af dansksprogede digte i forhold til digte på et andet sprog end mit modersmål og starte min omtale af digtsamlingen her:

På forsiden står der I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET og nedenunder “digte af Sophie Le Fraga”. Bogen består af 45 enkeltsider i A6 format, hvor digtene er trykt (fotokopieret?) på genbrugspapir (?), og som oftest kun består af små udbrud.
Titlen er ironisk og værket er fyldt hvad der kunne være statusupdates på Facebook, Instagram eller hvor vi befinder os. Nogle ting ved samlingen forekommer henkastet og tilfældig. Rækkefølgen på digtene, som læseren selv kan lave om på; hvordan teksterne er sat op visuelt; hvorfor et givent digt er med i samlingen. Og samtidig virker det hele planlagt; sat sammen, så det giver mening for forfatteren; og sådan at læseren bliver beriget.
Et digt fra samlingen:

in the anecdotes
and parables
composed
of former future

I found a piece
that med me
largely Rethink the
garden

as a Screensaver
DEEPLY structured
to alienate

the world.

Som ved f.eks. Caspar Eric Christensen fungerer ironi, slang og udtryk fra internettet som en naturlig del af Sophie Le Fragas sprog. Læseren får brudstykker fra en telefonsamtale fra “oh my god yes / oh my godwhat”, små konkretistiske digte og enkelte digte forekommer mig at være private beskeder til personer, der så foreviges på tryk. Er det hengivenhed? Er det ironisk? Bliver det en afstandstagen eller er det fra hukommelsen allerede på afstand og digtet derfor en romantisering? Her:

hello.
my native city

couldn’t miss out
on andrea.

i loved you
& need your

info.

                          berlin
                   can wait,I

              couldn’t miss
              out on love.

 
       hello my love.

       (thank you)
         (thank you)

For det er følelserne, de små udbrud, der for mig sætter teksterne i spil og gør sproget levende. Jeg ved ikke om jeg vil tale om decideret minimalisme, bare fordi teksterne er så korte, men der er en stramhed og en klar sproglig bevidsthed. Et sidste digt i denne anbefaling af udgivelsen:

If 7 of you
#LovelyPeople

Were looking
forward to

the lady at
Strawberry

Blunt,
the choice is

obvious.
Tomorrow ain’t

nothing but a
12$ Ticket to

Patience.
I.O.U waves of

Patience.
Repeat.

a legendary
shout

of Patience.

Jeg skrev egentlig i starten af omtalen, at det var en af årets bedste udgivelser og selvom den linje nu er redigeret væk, så var det først og fremmest en henvisning til stemmens originalitet og sprogets skønhed i al sin ‘almindelighed’. Men jeg ved også, at jeg om 3-4 år vil se tilbage og tænke, at den ‘blot’ er en del af tiden omkring 2010, hvor det for nogle (yngre) forfattere falder dem helt naturligt at skrive som de gør, mens vi andre står og fryder os over nyt sprog.

Lambda Literary findes en anmeldelse og forklaring på hvordan ‘hæftet’ er opstået.

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET. Keep this bag away from children (2012)