Lyddigtning (Attende note fra mit arbejdsbord)

Om en uge udgiver jeg via Weltscherz Publikationer Robert Henningssons lyddigte. Det er ikke hverdagskost, at der udkommer lyddigte i Danmark – og hvad er det egentlig?

Der findes (selvfølgelig) en Wikipedia artikel om lydpoesi, der henviser til Marinetti som en af pionererne og nævner andre navne man kan kigge nærmere på: http://en.wikipedia.org/wiki/Sound_poetry

Kurt Schwitters er måske den mest kendte lyddigter qua sit mesterværk “Ursonate”. På Ubuweb kan man læse teksten.

Min personlige favoritlyddigter er energibundet Christian Bök.

Og Jaap Blonk vil jeg også gerne nævne både for sine fortolkninger såvel som den nylige deltagelse på Alogs “Bømlo brenn om natta“.

Lyddigtningen kommer i mange former. Som jeg skrev for nyligt blev jeg ansporet til udgivelse af Robert Henningsson efter at have hørt engelske Phil Minton på Mayhem.

Og når jeg lytter og henviser til f.eks. The Four Horsemen, så bevæger jeg mig efterhånden ud af en tangent. Hvor starter musikken og hvor holder sproget op?

Det er begrænset hvor stor udbredelse lyddigtningen har i Danmark. Jeg blev ledt på sporet første gang hos Robert Henningsson og Lars-Emil Woetmann. Og har siden hen stiftet bekendtskab med avantgarden, der praktiserede den mange årtier før.
 
 
Om Per Højholts forhold til ord og lyd skriver lektor Carsten Madsen på det Kongelige Biblioteks hjemmeside:

“Men, som han ofte gør opmærksom på, er sprogets betydninger egentlig et problem for digteren, fordi de gennem deres henvisninger til verden styrer opmærksomheden væk fra dets materialitet, hvilket altså bl.a. vil sige sprogets artikulation, dets lyd.”

Fra et logisk perspektiv vil jeg mene, at de respektive ord, som vi har besluttet repræsenterer noget, har et stort potentiale af betydning. Men derfor kan vi godt tale forbi hinanden, selvom vi bruger samme vokabularium, fordi vores anvendelse eller forståelse af de enkelte ord ikke er ens.

Chancen for at tale forbi hinanden, hvis vi blot talte i lyd, ville være endnu større. Men fra et musikalsk perspektiv vil jeg mene, at de respektive lyde, som ord giver, også har et potentiale for betydning. Det skyldes, at vores erfaringsdannelse også er knyttet op omkring lyden (såvel som kontekst, tid, etc). Ved hjælp af artikulation og lyd er det muligt at gøre sig forståelig med mennesker, der ikke taler samme verbale sprog som en selv.

Sproget indeholder ord, der er repræsentanter for noget vi har besluttet os for, at de er. Men der kan ikke sættes lighedstegn mellem ordet og tingen – og ordet i sig selv har en stor dybde, der er værd at undersøge nærmere.

Per Højholt skriver i Turbo:

bringe orden i ordene kan ingen uden at standse alt lidt
og hvem siger det standser så ord møder ting helt nøjagtigt
og der kommer orden i tingene

 

Jeg står her

Jeg er glemsom
ikke historieløs.
Den ligger i skriften
der kommer.
I de ord jeg endnu ikke har udtalt.

Uvist hvad der er sket og
hvad der vil ske.
Som venstre og højre hånd i funktion
i bevægelse mod det
der var og det der kommer.

To forskellige retninger
med samme uforanderlige udfald.
Hvad jeg har gjort
kan jeg aldrig gøre igen.
For første gang,
det er hver eneste gang sidste gang.
Så banalt,
så svært at give slip.
Hvad er begyndelsen, hvad er afslutningen.

Jeg står midt imellem højre og venstre hånd.
Goddag, goddag, goddag.

En sten rigere

bladrer en gang
for hver bølge
der svækket
kaster vandet
i retning
af bogen i mine hænder

vandet trækker sig
tilbage tungen vokser og
vokser med sandpapir
mod ganen vokser
og tungen vokser mere
og vokser mere indtil
halsens svirp
punkterer forestillingen så
alt falder til ro og jeg
kan gå videre
en sten rigere på strand