Ornette Colemans Nøglebundt

Ved enhver lejlighed
vrimler det ud af nyretuen
så vi kan stå ved siden af drømmen
og iagttage dens sprællen
som en lille bæk
der løber i munden.

32-23 SØVNENS AFSTAND

SE MIG SÅ DYBT I ØJNENE 
                  AT VORES LÆBER MØDES
     32 jeg sidder her og lytter til bilens motor
                det kunne have været havets brusen 
                         under din bluse        31 MED EN UDSIGT
                                                     TIL SPANDE
                                      MED BLOD 
                             OG SØLV
         DER BLANDER 
SIG 30 sig mig, er alle GUDER vågne i mørket?
                     ja, 29 I MØRKET ER ALLE GUDER VÅGNE
                                       det er som at gå i seng
                                                   med en myg på værelset 28
                                                                      jeg kom for at
                                                      tilbageholde natten
                                                   27 
                   mørket er kun en skygge af sig selv
                   et ekko
                   fra et ekko 
26 JEG KOM FOR AT TILBAGEHOLDE HVAD DER ER AT TILBAGEHOLDE 25
                 af mørket
                         at mørkne, tætsluttende
                                  omsorgsaltædende
                 AT STÅ UDEN FOR DRØMMEN 24
FORSKELLEN på at være afsender og modtager 
                                er de drømme der hjemløst
                                        tilbagelægger
                    søvnens afstand 23
 
 

Du kom for at skære rebet over

Drømmene kaster mig tilbage som et ekko
og jeg må starte forfra,

væggene er en trøje
jeg har haft på i flere dage
som en omfavnelse, der bliver ved.

Natten er røg, der siver ind i værelset
sådan bliver verden mindre og mindre

For enden af dagen er der et anker
der trækker os opad,
du kom for at skære rebet over
til i morgen.

Ventetid

Alt det jeg oplever i søvnens lille løgn. Et puslespil af begivenheder at vælge imellem. Alle brikker hænger sammen, men billedet skal man selv forestille sig.

Om lidt lukker hukommelsen i som en blomst. Billedet kan jeg ikke overskue på en gang. Det er som at sige to ord samtidig.

Her er jeg uden at være i tvivl. Jeg kender ikke præmissen. Så tæt på døden og så langt mere hypervirkelig. Min egen fordobling af ingenting i ingenting.

Jeg finder natteravnen frem

Natteravnen rrhhuu rrhuu
raderer tiden med sit næb
Natteravnen altdrømmende
fjern fra mennesker i reder
Natteravnen fra blæk til blik
fritager ingen fugl for slæb
Natteravnen hvid som Rusland
krråårk kråårk stille gader

Det at leve er at evne den man er

Trækker gardinet mod nordvest
med tomlen nedad og håndfladen
vendt den modsatte vej af
hvor pennen peger,

Laver et kryds under behåringen
på brystet der er sort
som mælken jeg har spildt på papiret
er hvid som fugl,

Himlen gemmer den evige flugtrute
for den der bærer vingerne udenpå
og drømmene indenfor
et par meters afstand,



* * *
Titlen er lånt fra Morten Søkildes ”Pan”