Højholt og SUT er for mig modsætninger i deres tilgang til poesien. Det er den legesyge, eksperimenterende forfatter, der står overfor den alvorlige, patosfyldte. Begge har en stor betydning for dansk poesi før og nu og jeg nærer stor respekt for forfatterskaberne på hver sin måde.
1. Søren Ulrik Thomsen: “Et digt skal stå i højspændingsfeltet mellem teori og sang”
ca. 12 minutter inde i “Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter.” En film af Jørgen Leth. Det Danske Filminstitut.
2. Per Højholt: “Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.”
For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene pludselig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.
Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.
Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gladest, når det bærer en klar tydbar betydning.
fra Per Højholt, Bogstavernes fysik (1996). Gengivet på Afsnit P
3. Teksten er tavs over kløften af sprog
Søren Ulrik Thomsen fortæller i uddraget, at sproget indeholder både tænkning og sansning. Sansningen er at tabe hovedet, altså en form for at miste kontrollen og vel muligheden til at forklare det. Mens tænkningen forholder sig til, at sproget betyder noget, at der er en mening.
Per Højholt fremhæver ordets fysik og taler om sproget som alene ord og klipper derved forbindelsen til betydningen, ordenes repræsentation. Ordets krop er i sig selv nok til at læse teksten.
På den måde giver Højholts poetik mig en åbning til tale om teksten, som den er helt konkret. Mens SUTs poetik fortæller os, hvordan jeg kan finde et balancepunkt mellem hvad teksten betyder og hvad jeg oplever. I begge positioner forekommer det mig, at de indeholder et element af noget uudtalt, noget tavst.
I Højholts rum er den poetiske massefylde ganske konkret og nærmest entydig, men uden relation til den betydning sproget har. Vi kan anskue teksten som kunst og glæde os over det umiddelbare, men afholdes fra at give betydningen et ansigt. Og på samme vis er SUTs forestilling en uhåndgribelig åndfuldhed, idet læseren skal befinde sig i et højspændingsfelt, noget uafgjort.
For mig bliver de to poetikker i sidste ende luftbroer, der tilbagelægger en afstand mellem tekst og læser. Meningen er kløften midt imellem. Og det er så op til mig at gå langs kanten og iagttage hvordan ordene danner et landskab og-eller kaste mig ud.
Indlægget var oprindelig trykt den 24.03.2012 på u-u-u-u-u.net
En kommentar lød:
Når Ebbe Sand snupper Michael Laudrups geniale aflevering i kampen mod Nigeria og scorer, så sker der noget, som sproget ikke kan gøre rede for … på samme måde med en ekstra smuk solnedgang. Vi siger ‘den er flot’, men vi kan godt høre, at det er noget fattigt noget at sige. Det er Intethed. Et blaf i hjernen, som ikke kan formuleres.
– Per Højholt
Re:citat 