Amalie Smith: I civil

Bogen afslutter (og indleder) med en håndsrækning til læseren. Det er ikke fordi jeg oplever, at værket som sådan har brug for en forklaring. Det er en samling og jeg har samme oplevelse af sammenhæng, som ved Anne Carsons ‘Nox’. Men jeg føler mig bagefter inspireret af den privathed, som værket rummer, men efter udgivelse egentlig ikke kan forblive.

Jeg kan ikke skrive en anmeldelse af bogen, jeg kan ikke fælde en interessant værdidom. Men jeg har lyst til at skrive to noter til to forskellige passager og citere en tekst som min anbefaling. Og hvordan du så går til hele værket, må være dit eget forhold:
 
 
1.
Det forekommer mig, at Amalie Smith er mere nysgerrig og grundig i sin undersøgelse af objektet end de fleste. Jeg oplever generelt en stor sensibilitet og føler mig tættere på mine egne følelser efter at have mødt flere af hendes tekster.
Et stykke fra en passage med titlen “I sengen” står der:

Jeg siger: Nyfødte børn
har grund til at græde,
når man klæder dem af,
hvis det er sandt, at de tror,
det er en del af dem selv,
der forsvinder med tøjet

Teksten kan læses for hvad der står. Jeg kender ikke sandhedsværdien og tænker også, at det er mindre vigtigt i et stykke fiktion? Det er en kort tekst, men rummer for mig så meget mere end dette illustrative billede, hvis jeg som læser sætter det i relation til de andre tekster i samlingen: afklædningen, huden, celledelingen.
 
 
2.

kister med dyner og stilhed

Amalie Smith er ikke den eneste forfatter, der skriver om konkrete ting og følelser. Men jeg synes hun er blandt de bedste til at skabe en inderlighed, at gengive oplevelsen af et rum, en situation, når hun genfortæller. I citatet læser jeg stilheden som en følelse og jeg tænker på dynen som en lyddæmper. Jeg læser, at denne lyd er forsvundet væk i dynen for altid. Hvis jeg tog dynen op og foldede den ud, ville dens stilhed måske fortælle noget om det modsatte. Ville jeg tænke på nogle af de lyde, som jeg ellers husker fra “I sengen”, selvom det ikke er min/ hendes dyne, men bedsteforældrenes?

3.

BYTTE KROP

Jeg har haft forestillinger om at bytte krop, at vi jævnligt bytter krop, men ikke mærker det, fordi kroppen er sindet, at de to begreber falder sammen i ét, som er udskifteligt. Hvad er det for noget pjat, har du sagt, eller: Hvad er det så, der skifter plads – men du går alligevel med på det, for ja; det føles som vi lige så godt kunne være hinanden, at vi er hinanden nogle gange, at det er sådan, at vi på en måde flyder sammen og ikke kan skelne hinandens blik fra vores eget, at det er samme blik, og det betyder ikke så meget, hvem der er i hvilken krop; nu er vi her sammen – det er forår, og vi ligger i sengen sammen, og det er, som vi vokser.

 
Amalie Smith: I CIVIL. Gyldendal (2012)

Amalie Smith: De næste 5000 dage

Jeg kan være ret imponeret over den sansning Amalie Smiths håndterer i sin debut “De næste 5000 dage”. Når hun skriver om kærligheden formår hun at løfte det til noget mere; at der ikke er tale om pigekammerpoesi, men en sensitivitet og vedkommende skønhed.

I går hørte jeg hende læse nogle af de stykker, jeg holder meget af. F.eks.

Jeg kom så langt som Jeg sov i din seng,
men jeg nåede ikke længere,
ikke til stuen, ikke til køkkenet. Jeg var en
træt lille fugl høne lerdue,
da du sendte mig hjem,
noget ingen gad skyde efter.

Anvendelse af overstregning kan i dette tilfælde betyde flere ting. Måske en metodisk bevægelse frem i skriften. F.eks. at jeget prøver sig frem med ord, der så “slettes”, fordi de ikke er den endelige sandhed, men samtidig bliver stående, fordi de ikke kan være ugjorte, når først de er skrevet. Altså er “noget ingen gad skyde efter” en følelse jeget har, men måske fortryder idet det siges højt (skrives ned), fordi så galt står det måske alligevel ikke til?
Eller gennemstregningerne kan være en bevægelse tilbage i teksten; at noget var sandt, men efterfølgende ikke kan blive stående uden at være blevet usandt på grund af ting, der er sket over tid. Altså at skriften netop kan ændres, at forfatteren kan fortsætte med at redigere i teksten, mens den skrives. “Noget ingen gad skyde efter” var kun sandt, indtil nogen (igen) skød efter den lille lerdue.

En anden passage er måske det stykke jeg har citeret oftest i år. Det er stærkt og smukt. Og tvivlende, længslende.

I biografen Midt på sommeren
var jeg (ved et tilfælde) alene
med dine to elskerinder,
det gjorde mig rolig, for så var de ikke hos dig.



*

For mig er de tre tekster, der udgør afsnittet “ATT A”, måske de mest inspirerende. Et sted skriver hun “Når man holder et liv op imod et vindue, kan man se lyset igennem de områder, hvor det gentager sig. Baderutiner. Måltider. Udsigter.” Og efterfølgende introducerer Amalie Smith begrebet “erindringsfordobling”. Hun beskriver, at hendes erindringer fordobles, idet hun erindrer dem. Hvilket jeg synes er ret fedt. For hvis jeg elaborere videre, så er hvad jeg husker, ikke det samme som det der skete, men en ny oplevelse af noget, der er sket. I denne gentagelse bliver oplevelsen altså en anden – og lægges derved til den allerede eksisterende oplevelse. Og så fremdeles når jeg næste gang husker samme ting og f.eks. fortæller om den: Historien om en begivenhed får begivenheden til at vokse, når jeg fortæller noget. Det er som at være der igen, nu blot med nye deltagere: nemlig mit publikum, der hører min historie.
Jeget forsøger at “forestille sig, at nuet kaster et ekko, både bagud fremad i tiden,”, og umiddelbart er det en ret sjov tanke. Men jeg stiller mig lidt afværgende og hælder mere til hvad hun skriver tidligere: “Jeg må opgive at holde mig til tidens, stedets og handlingens enhed.” Først der vil jeg begribe hvad det vil sige, at kunne være flere steder samtidig, blot ved at erindre dem i et nu.