I dag lukker børsen fem minutter efter den er åbnet.

I dag lukker børsen fem minutter efter den er åbnet.

Kaffen glider ned som kurven på C20, en børsmægler kigger på uret og accepterer, at indexet har fået bank med en jernstang. Han ved ikke, at det er samme jernstang, som fattige har suttet på i hundrede år. Hvem der har holdt den over dem så længe er uvist, men nu er smagen af jern afløst af en bitterhed, som kan genfindes i gammel chokolade.

Aktier har altid været værdipapirernes svar på slikposernes slikmix. En blanding af affaldsprodukter, der produceres på bekostning af reel næringsværdi, en energikilde uden produktivitet. Alle kan købe aktier, og alle kan købe en lottokupon. Det er den lighed flertallet er blevet enige om natten over.

Et enkelt nul / Differencen er forskellen

100
bliver til
1000
bliver til
100
tusind
plove gennem
nationalproduktet
min kære

sund fornuft
er ikke så sund
igen

det er et spørgsmål
om kroner
og hvor langt ude i skoven
jeg er

hvert blad er et afdrag
der falder til jorden

der er mørk
sort
som markedet
hvor jeg betaler
for den tid
du giver mig
og stadig bliver jeg ældre
og du bliver yngre

hvert blad
er et læ
for den krop
jeg har kær
nøjagtig som da
det hele startede

* * *

Jeg er trompeten
der aldrig nåede hjem
jeg står
i skoven med halsen
under kronerne
og træerne
skutter sig, træerne
massive søjler
af kommende papir
flere hundrede tusinder
af kroner
døde lig
i statens skattekiste
eller trojanske papirheste
i borgernes lommer

Hjemløs

Kontorer fosser ud
af bank, løsner
koncern og
samfund,
det flyder,
der er hældt
op til sjælens
kvalmepunkt.
Fabrik kogt
ind til barak
tabt i
hul mellem
anstalt og
parlament.
Når det
regner, så
regner
det
diagonalt
gennem
tavsheden.