Tigerne hurtigere og hurtigere
omkring sig selv
frygten i mit spejl og mit lys
tigerne travle
som min angst
bliver større og større
bliver de hurtigere og hurtigere
indtil de smelter til smør
og jeg glemmer
hvor store tigrene egentlig var
* Ophav til metaforen er Asbjørn Auring Grimm, Osborne december 2009.
jeg tager min trøje af
det er et spørgsmål om at mærke efter
dit blæk malet på mine arm
jeg tager mine bukser på
det er et spørgsmål om komme i gang
kæben river læberne fra hinanden
jeg tager mine strømper af
det er et spørgsmål om at lave fejl
dit blæk mellem mine tæer og under mine fødder
jeg tager min T-shirt på
det er et spørgsmål om at sige fra
slangen vrider sig i munden
jeg tager mine bukser af
det er et spørgsmål om at give slip
dit blæk i mine ben
jeg tager mine strømper på
det er et spørgsmål om at blive ved
hulrummet rungende og rumlende
jeg tager min trøje på
det er et spørgsmål om at lære et nyt sprog
bevægelsen frem i tiden er
med skygge uden ophav
i munden ligger et anker uden skib
vinden lyder som 1984
eller rettere 1985
et år for sent
i både lys og mørke
bruger kroppen som kompas
i både luft og på jord
ilden tager ikke fat
bevæger jeg mig i blinde
i frygt for hvad der var og
hvad der kommer
bevæger jeg
alt omkring mig hurtigere og hurtigere
Du vil ikke genkende mig
igen som et spejl for dit
ansigt lad mig nærme dig
med hænderne om albuerne
fastlåst eller modståelig
vær sikker vær stærk
når luften forsvinder mellem mine
læber blottes tænderne
kendt bliver ukendt
mennesker introduceres for første gang
og alt kan ske på ny
jeg har aldrig været her før
du har aldrig været så fremmed
Hvisker i krogene
indtil krogene er for små
og alting ramler sammen
fordi krogene er for små
vælter det ud på gulvet og
alt rykker tættere sammen
indtil de fire hjørner
mødes på midten
det er her alting
falder af krogene og
ligger og flyder
midt i suppen
der er ingen kroge i en dyb tallerken
der er kun sultne fisk
der spiddes og trækkes op af saltvandet
for at blive sænket ned
i min mavesyre
så jeg glemmer alt om kroge
og hvisken.
bladrer en gang
for hver bølge
der svækket
kaster vandet
i retning
af bogen i mine hænder
vandet trækker sig
tilbage tungen vokser og
vokser med sandpapir
mod ganen vokser
og tungen vokser mere
og vokser mere indtil
halsens svirp
punkterer forestillingen så
alt falder til ro og jeg
kan gå videre
en sten rigere på strand
Re:citat 