Updates fra 2010 til 2012 (femte note fra mit arbejdsbord)

I lørdags var jeg hjemme hos Thomas Boston, en ven gennem de senere år. Han serverede darjeeling og talte om first flush, mens han kogte kvæde til kompot. Jeg var der for at tale om hans kommende udgivelse på Weltscherz, der formentlig lander februar eller marts, når de sidste ting falder på plads.

Ideen udspringer delvist af min glæde over hans skrift. Og delvist på grund af hans årelange plapren om at næste år skal være kunstens år og nu skulle han også sende tekster ind til Hvedekorn [hæ!]. Og alt imens han har tænkt disse tanker og fordømt sin alt for korte hverdag til at have tid til at skrive digte, så har han fyldt Facebook med poesi siden det blev muligt at skrive mere end 160 tegn i en statusupdate tilbage i marts 2009.

Det hele sker lidt med omvendte fortegn. I dette tilfælde ender Thomas med at være redaktør på sit eget værk, som han ikke vidste han havde skrevet. Den første tekst kunne lyde således:

prøver at fremstå som meget speciel og underlig men bliver konstant overgået af verden omkring mig. Tag f.eks. Dyrehaven. Hjortenes indiskrete liderlighed kræver høreværn og deres dybsorte lortepyramider giver en pervers trang til søde, bløde lakridser. Om et halvt år er det så frøerne man skal ræbe om kap med. Idé: XX liter rød sodavand og så tager vi derud en flok. Så kan de fandme lære det.

Reklamer

Fjerde note fra mit arbejdsbord

Når jeg for et par uger siden skrev, at jeg bildte mig ind, at jeg havde noget at bringe til torvet, så er det ikke med en tro om at jeg kan gøre det meget bedre end alle andre.

Der er mange eksempler på selvudgiver-platforme langt tilbage i tiden, der har vist os kimen til store forfatterskaber. Internettet har gjort det endnu nemmere og billigere at udgive (selv). Så hvad er undskyldningen for ikke at gøre det?

Well, f.eks. at drukne blandt de mange selvudgivne og mikroforlagene, ikke? Og at blåstemplingen fra et etableret forlag er en nødvendig anerkendelse for at deltage i litteraturens inderkreds, naturligvis.
Jeg kan komme på et par andre forklaringer til at holde sig væk. F.eks. at DIY sjældent er særlig kompetent udført. Med ignorance i forhold til font og sats, billig hæftning, photoshoppede forsider. Og æstetikken i digitale udgivelser kan også efterlade en del af efterspørge.

Okok, det der kommer bliver fint. Jeg har stadig min tvivl omkring hele udgivelsesmøllen, men ved at gøre forsøget, bevæge mig, findes et potential til at udrydde denne tvivl. Right?

I løbet af januar vil jeg offentliggøre nye titler, der formentlig udkommer på Weltscherz allerede inden sommer – og så glæder jeg mig til at publicere et par nye remix lavet over tekster i Matrix.

Tredje note fra mit arbejdsbord

Jeg tøvede med at tage skridtet til at udgive disse tekster som bog, det var svært at modstå fristelsen til at lade dem gå tabt, ikke at lade dem blive, hvor de var trykt, på en enkelt dags papir, spredt i et antal aviser dømt til at blive smidt ud.
– citat fra Marguerite Duras i “Sommeren 80”

Da jeg tog hjem fra Hald Hovedgaard efter en uges skriveophold i april, havde jeg med “Matrix” genfundet min stemme. Jeg tog samtidig også hjem med følelsen af, at jeg ikke var færdig. Matrix var for mig en prototype på noget mere der skulle komme. Det var først, da jeg havde skrevet (endnu) en digtsamling i slutningen af oktober og forventede den antaget på et forlag, at jeg begyndte at overveje behovet for en kronologi.

Det har været skønt at kunne få den umiddelbare feedback, der findes på Facebook. Både af dem som blot ‘Liker’ en statusbesked, fordi de synes det er fedt at jeg gør det, og af dem som har læst og fundet det godt eller sjovt eller sandt. Jeg er glad for, at nogen har fundet det værdigt at dele, kommentere og sende emails ud omkring – altså både den feedback, som er kommet i kvantitet og kvalitet betyder noget.

Ok, udgivelsen gik ikke ligefrem viral eller flere led ud fra min egen omgangskreds. Men det var ok og jeg vil bare sige tak for opmærksomheden. For hvad jeg også finder skønt er, at to forfattere allerede har henvendt sig med forespørgsler vedrørende udgivelser på Weltscherz. Så det kunne godt se ud som om jeg skal søges støtte til en debutantudgivelse.

Udgivelse: Matrix, en digtsamling i lyd og tekst

Matrix er en digtsamling i tekst og lyd om virksomhedskultur, projektledelse og kollegaer i en moderne virksomhed. Læs og hør den her: http://weltscherz.dk/matrix/
 
 
Idag (selv)udgiver jeg Matrix på Weltscherz. Jeg har skrevet 10 tekster med titler som NETWORKING, DEN SVÆRE SAMTALE og FIX THE BASICS. Disse udspringer delvist af min hverdag på arbejdsmarkedet i større danske virksomheder og delvist af min interesse for poesien og dets rum.

Så på en måde er det den danske virksomhedskultur og kollegaer jeg har mødt eller hørt om, som er inspirationskilder, som jeg fortolker, når jeg skriver om den gyldne direktørraket eller den driftsikre diva. Til gengæld er sætninger som “det gælder at vælge sine kampe” eller “vi skal lige lande” talemåder, der er taget direkte fra en situation på en arbejdsplads i Danmark.

Til udgivelsen følger et remix lavet af Ulf Johannesson. Ulf var den første, der lavede en fortolkning af en meisels~scherz tekst, så jeg synes det var oplagt at spørge ham og han har i mine øjne lavet en herlig fortolkning.

Udgivelsens grundlag blev til på Hald Hovedgaard en uge i foråret 2012. Se processen fra dengang på flickr. På flickr kan du også se billeder fra processen med at lave det privattryk, der i lille oplag følger med den digitale udgivelse.

Anden note fra mit arbejdsbord

I søndags skrev jeg om min tvivl. Det var egentlig ikke så meget rettet mod mig selv og min skrift. Jeg gør mig ikke store forestillinger om mine evner som forfatter. Min tvivl er langt mere rettet mod udgivervirksomheden.

Litteraturen der findes på internettet er begrænset i volumen og format. Al magt til de forfattere, som har oprettet en blog og jævnligt til hyppigt publicerer tekster, I er min daglige læsning. Men der er et stykke fra at smide noter ind i en formular og trykke “send/post/udgiv” og så det at lade teksten fungere fri af gamle forestilling om formater og hvordan en tekst ser (firkantet) ud. Jeg tænker f.eks. på værkets enhed og ophav.

Men det er heller ikke andre forfatteres evner jeg har min tvivl omkring. Jeg har oplevet mange gode forfattere i år, sidste år og årene før disse. I tidsskrifter, bøger, til oplæsninger. Og jeg vil glædes, når det lykkes at hjælpe et værk ud til det læsende og oplevende publikum.

Det drejer sig mere om ambitionen om at gøde jorden, at inspirere andre til at gå samme vej – og om muligheden for at det hele går i sig selv igen, ikke bliver til mere alligevel. Det at påbegynde en udgivervirksomhed, at tro at jeg kan bringe noget (nyt) til torvet.

Nuvel. Hvis jeg kan komme med tre udgivelser om året af andre forfattere på Weltscherz.dk, så er mit første mål indfriet. Nu ligger selv jeg for på torsdag med en lidt simpel udgivelse, men så er det ellers meningen, at der skal være dans bagefter.

Første note fra mit arbejdsbord

Det er ikke fordi jeg har gået med overvejelserne specielt længe. Men jeg har denne nærende tvivl om at sætte noget nyt i gang. Som om det arbejde jeg har som redaktør for Slagtryk ikke kræver tid og opmærksomhed nok? Eller hvad hvis der ikke følger mere efter denne første nye start?

At lægge ud, at lægge kortene på bordet, vise sin hånd for andre. Dette er hvad jeg har med af ammunition. Dette er hvad jeg kan berige med.

Det kan måske benævnes blufærdighed? At jeg i mødet med andre mennesker, at jeg i nye situationer både kan virke afslappet og måske dominerende, men lige såvel kunne bære en generthed. Begge dele et ophav til det akavede (første) møde, det overgjorte eller det uforløste.

Jeg vælger at gøre forsøget i et håb om at potentialet findes, muligheden for at kunne være i bevægelse og derfor levende, skrivende.

Egentlig opstod denne lyst til publicering, fordi jeg har skrevet en anden digtsamling, som formentlig udkommer i første halvår af 2013. Hvilket så har givet et ønske om at skabe en kronologi.

Om få dage publicerer jeg “Matrix” på Weltscherz. En digtsamling i tekst og lyd.