Hvor er det godt at være i en redaktion

Der er en håndfuld bidrag, der er blevet sendt til Slagtryk, hvor jeg efterfølgende har tvivlet på om det var korrekt at redaktionen afviste dem. Lasse henviste mig for en uge siden til et interview med Poul Borum, hvor Poul Borum fortælle, at han havde rost Vita Andersen for nogle digte, som hun havde fået trykt i Fælleden. Hun replicerede, at Poul / Hvedekorn ellers havde afvist dem. En redaktørs lod? Hvad gør man? Skal man hellere trykke flere eller færre, kan man lade tvivlen komme det indsendte til gode?

I disse tilfælde er det godt at have en redaktion, hvor baggrund, referenceramme og smag er forskellig. Og det glæder mig at de to andre stod fast på en udgivelse i Slagtryk, der lyder “Når ting tyve tyngde / når luft gør noget / (…)”. Teksten var lukket land for mig, men set ud fra kommentarerne efterfølgende, så var det ganske rigtigt set. Jeg synes ikke, at jeg kan være large og publicere flere eller ekstra forsigtig og publicere færre tekster i Slagtryk. Jeg vil ramme præcis de tekster, som jeg synes skal ud.

Og nu må jeg så bare håbe, at især ene, hvor jeg fortrød afvisningen sidste år, sender ind igen. Hun havde det i sig.

Debat om Slagtryks potentiale

Dette er en henvisning til Caspar Erics blog, hvor han skriver om Hvedekorn og Slagtryk og hvordan han ser tingene. Jeg har skrevet et svar, hvor jeg kredser om Slagtryks potentiale. Caspars indlæg fik mig til at tænke en del om Slagtryk havde gjort nok for at nå bredt ud med de midler Slagtryk har. Og tænker, at det måske også et spørgsmål om hvilken strategi, som jeg selv er tilhænger af og hvilken position jeg kan tale ud fra.

Jeg synes det er en spændende og relevant debat, der sætter mere i spil end bare Slagtryk. Så læs Caspar Erics indlæg: nedfældning af tanker re: litterært miljø/forlag/sontag/branding/bitches (tidsbegrænsning 20 min.) og deltag selv i debatten.

Eller læs de nyeste tekster på Slagtryk.

Litteraturen og den nye økonomi

For et par dage siden uddelte Slagtryk honorar for anden gang. Og det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre det til en stor begivenhed, men jeg vil alligevel bruge det som afsæt for at tale om Slagtryks økonomiske grundlag.

Som udgangspunkt er det et mål for Slagtryk på at være tilgængelig for læsere. Jeg taler ikke om indholdets karakter, men om adgangen til indholdet. En af aktiviteterne er at publicere via en digital platform, et andet middel er at gøre tidsskriftet gratis tilgængeligt.
Det kan måske virker underligt for en forretningsdrivende at give sine varer og tjenesteydelser gratis væk. Men jeg er langt fra den første. Chris Anderson skriver i sin bestseller “Free” om hvordan firmaer kan tjene mere ved at forære varer væk end ved at sælge dem. Og på internettet taler man f.eks. om strategier inden for Premium, Freemium og Free.

Wikipedia er et eksempel på et website, der drives ved hjælp af donationer fra brugere og firmaer. Sitet er blandt de fem mest besøgte i verden og deres behov for midler ligger omkring 22 mio dollars om året. Det er ikke fordi Wikipedia og Slagtryk helt kan sammenlignes.
Men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at drive et lille niche websites med et par tusind besøgende om måneden efter samme model? Vi har nogle faste udgifter til hosting, webfonts og lignende. Håndører. Vi har haft nogle udgifter til design. Og brugt lidt kroner til annoncering og vi vil søge tidsskriftsstøtte dette første år for at få hjælp til at understøtte strategien og etablere os.

Og så er regnestykket ellers rimelig simpelt. 100 personer donerer 100 kroner, og så er vores udgifter til at betale forfatterne dækket ind. Og er donationerne større, så kunne vi honorere med en større pengesum eller uddele til flere. Realismen i ovenstående regnestykke diskuterer jeg gerne.

Men hvad tænker du. Hvis du læser et tidsskrift med jævne mellemrum, ville du så være villig til at betale 30 kroner om året? 100? 200?

Bemærk: Jeg taler på egne vegne – og du kan donere til Slagtryk via Paypal her: http://www.slagtryk.dk/honorar/

Tidsskrifters betydning for poesien

– som at få en papirbåd til at sejle i Internettets hav

Den 27. maj var Slagtryk inviteret til at deltage i en paneldebat under overskriften “Kulturtidsskrifternes betydning for poesien”. Hvedekorn lagde for og sagde noget i retning af, at Hvedekorn forhåbentlig var uundværlig. Lars Bukdahl eksemplificerede dels med en række digte, dels ved at beskrive arbejdet med tidsskriftet og dialogen til digterne (han skrev svar i breve og de sendte nye digte).

Gitte Broeng fortalte om baggrunden for Den Blå Port og dens position; om dets (positive) muligheder for at synliggøre og introducere forfatterskaber, der allerede havde værker bag sig. Hun sagde aldrig direkte, hvad tidsskrifter betød for digtningen – i så fald hørte jeg ikke ordentligt efter. Det gjorde Lars Bukdahl heller ikke, men behøver Hvedekorn det? Nej vel, det skal blot fortsætte som den hæderkronede institution det er, og fortsat bringe ny dansk poesi.

Jeg tillod mig selv at ligge ud med en præsentation af Slagtryk, konceptet og lidt om processen for publicering. I redaktionens forberedelse havde vi også talt om Internettets natur og tidsskrifternes, og hvordan det havde betydning for hvilke redskaber vi i sidste ende valgte for at understøtte det tidsskrift, som vi nu udgiver. Det meste sløjfede jeg dog af hensyn til ikke at gå (for meget) over tid.

        *

Fra tidsskriftets synsvinkel mener jeg, at vi kan se vores virke i forhold til forlagene, LIVE scenen og andre tidsskrifter.

Forlagenes manglende udgivelser giver et tomrum, som tidsskrifterne delvist kan udfylde. Vi kan ikke nødvendigvis give det samme gyldne stempel, men vi kan bevidne forfatterens eksistens og fortløbende skrift.

LIVE scenen efterlader publikum med kun ringe chance for at genlæse de mange tekster, der læses op i den spirende (københavnske, århusianske og danske) oplæsningsscene. Tidsskrifterne kan og skal ikke publicere alt hvad der højtlæses, men det kan bringe en procentdel videre.

Og endelig kan tidsskrifterne indbyrdes se deres virke i forhold til hinanden: sammen at tilbyde publicering ud fra forskellige forfatteres og læseres forskellige temperament.

        *

Fra poesiens synsvinkel har jeg – i kraft af min manglende erfaring / alder og etablering i det litterære, danske univers – svært ved at vurdere, om poesien er ringere stillet end for to, fem eller otte år siden, hvor det toneangivende forlag Borgen stadig udgav meget poesi (og ikke kun bestsellerne SUT og Grotrian). Men umiddelbart ser jeg mange positive tegn. Ved paneldebatten valgte jeg dog en anden tilgang.

Først henviste jeg til Douglas Rushkow [video], men kunne have henvist til så mange andre (især fordi Rushkow har en anden pointe (som er så meget vildere!)), når jeg ville gøre opmærksom på, at vi er en nation af forfattere.

Siden nævnte jeg, at størst ikke nødvendigvis er bedst, eksemplificeret ved Lars Skinnebach, der skiftede fra Gyldendal til After Hand for (i højere grad?) at kunne folde sine kunstneriske ambitioner ud.

Jeg sprang Thykiers eget eksempler om makulering af hans udgivelser over (kun få køber dem), og stillede i stedet spørgsmål til dét, som Thykier så originalt skriver om forfatterskabet i Entré. En størrelse, som han selv lever ud og derved udfordrer dets identitet. For hvad er et forfatterskab? Er det hvad der er trykt i værker? Og tidsskrifter? Og hvad med det utrykte, der pludselig trykkes i en anden rækkefølge end den det er skrevet? Eller aldrig trykkes? Det er en gammelkendt forestilling, at det er læseren, der definerer værket og dets kontekst. Men hvis vi nu ser det fra forfatterens side (som også er læser af egne værker), hvad kan tidsskrifter så i kontekst af forfatterskabet?

        *

Hos Slagtryk tror vi ikke nødvendigvis på, at markedet eller staten er løsningen. Og det ikke fordi vi mener, at kunsten sælger sig selv, hvis vi begynder at tale om investeringer og afkast. Eller at kvalitetslitteraturen uden statens indblanding kan opretholdes. Derimod er civilsamfundet (den tredje vej) et sted for at skabe (rum for), at udøve og at opleve litteratur og poesi. Ydelsen og den personlige indsats er det hele værd.

Slagtryk ønsker at være en platform, hvor vi udnytter Internettets naturlige hastighed og tilgængelighed til at skabe en platform, hvor forfattere kan nå læsere og omvendt. Og ved at arbejde professionelt, mener vi, at vi kan stille det samme krav til forfattererne.
Den karakter, som vi har valgt, er ikke den eneste rigtige: poesien har brug for et mangfoldigt udbud af tidsskrifter set i forhold til udførelse, temperament og kunstnerisk retning for at blive bedst betjent.

        *

I Politikens bogsektion 4. juni refereres arrangementet (udmærket) og Jonathan Nielsen citeres for i den efterfølgende “debatrunde” at have sagt, at man måske som redaktør af et kulturtidsskrift, må stille sig tilfreds med at være rugekasse. I så fald håber jeg, at fuglene vender tilbage år efter år.
[red. 6. juli: Jonathan Nielsen dementerer i Standard nr 2 (2011), at han skulle være tilhænger af den noget passive tilgang, og ser i den grad et potentiale og mulighed for tidsskrifterne.]

Løn som fortjent?

Forfattere, billedkunstnere, musikere, hele den kreative hær forventes i mange sammenhænge at bidrage uden et honorar. Forespørgslen indeholder et løfte om en platform, hvor kunstneren kan udstille sine værker. Kunstneren bliver på den måde en runner for enten den kapitalistiske del af underholdningsbranchen eller en privat persons selvrealisering som kurator.

Nogle forventer, at kunstneren brænder så meget for sit virke, at hun også vil gøre det selvom der ikke er penge i det. Situationen er idealistisk, men også pervers. Jeg hører ikke de samme personer påstå, at læger skal brænde for deres gerning i en grad, at de vil gøre det gratis. Eller at folkeskolelæreres ansvar for en nations fremtidige bedsteborgere er en ære, der er løn nok i sig selv.

I februar lancerede jeg med to gode mennesker tidsskriftet Slagtryk. Initiativet er privat, hvilket begrænser de økonomiske midler, men intensionen er der. Så hvert kvartal vil én forfatter modtage 2.500 kroner. Vi må starte et sted. Slagtryk kunne også have valgt at honorere hver forfatter med 83,- pr bidrag. Det er en svær balance, for mens vi synes, at alle burde modtage betaling for deres arbejde (og man kan argumentere for, at 83,- kan slå til for et måltid for to), så synes jeg i større grad, at det er vigtigt at betale en reel pris for det arbejde forfatteren har udført.

For at undgå det lukkede, selvforstærkende kredsløb vil redaktionen hvert kvartal have en aftale med en person, der er aktør inden for litteraturen, men som normalt ikke fordeler penge videre til forfattere. På den måde håber jeg også, at vi åbner institutionen lidt op.

Den første har modtaget sit honorar i denne uge: http://www.slagtryk.dk/honorar/

Jeg skal have noget mer’ skrift

Oplæsningsarrangementer knopskyder i København som blomster i foråret. De tilbagevendende begivenheder og enkelte happenings falder over hinanden eller råber i kor, alt afhængigt af hvordan man ser det. Jeg kender mindre til situationen uden for København, men har på fornemmelsen, at kun Århus har en litteraturscene, som så også er vokset i synlighed de seneste år.

De første forfatterblogs kom frem for måske 7-8 år siden. Og måske peakede de i aktivitet for første gang for 4-5 år siden. De seneste år har aktiviteten igen været stigende og nye kommer til, når andre hører op med at blive vedligeholdt. Når jeg læser en fantastisk tekst på en blog tænker jeg, hvor mange der mon læser den? Der er ganske få kommentarer på forfatterblogs derude. Er læserne mere generte end forfatterne? Det er en anden diskussion, men jeg har længe synes, at der mangler et centralt sted på nettet, hvor læsere kan søge hen for at læse gode tekster.

Det tætteste jeg kan komme et centralt sted er Martin Glaz Serups “Blogroll” på Kornkammer. Og det er hverken centralt eller redigeret fra indlæg til indlæg (men dog fra person til person). Serups blog er iøvrigt altid interessant, et personligt “nyhedsaftryk” og i sin stil netop mulig at vedligeholde på lang sigt.


Min påstand om den øgede synlighed til oplæsningsarrangementer og på internettet via f.eks. blogs, er langt mindre en pointe om, at forfattere tager andre platforme i brug, og er langt mere, at der er endnu flere (dygtige) forfattere, der ikke læser op i eller uden for København; at der er endnu flere forfattere, der ikke lægger deres tekster op på en blog med relativt få eller mange læsere.

Mange af disse forfattere producerer god litteratur i en mængde, der ikke kan absorberes af etablerede forlag eller selvbestaltede mikroforlag. Jeg vil undlade at komme ind på forretningsmodeller, markedspenetrering eller kulturpolitik. Og jeg mener ikke, at det litterære kredsløb er specielt lukket for nytilflyttere. Så jeg ser et potentiale for at øge mængden af kvalitetsudgivelser inden for digte og kortprosa.

Ser man på tidsskrifter, er det reelt kun Hvedekorn, der årligt godtager en større mængde bidrag uopfordret og samtidig udkommer med en vis jævnlighed. Der findes mange gode, danske tidsskrifter, der indbefatter publicering af digte. Men deres udgivelsesfrekvens er ujævn og fokus kan være nichepræget i form af f.eks. formidling af udenlandsk litteratur, tematiske numre, etc. Endvidere kan en forfatter, fra han sender ind til tekster bliver publiceret, nå at skrive en hel bog. Hverken det ene eller andet virker særligt befordrende for forfatter og læser.

Måske kunne det gøres anderledes. Nu gør jeg et forsøg. Vær med fra starten og kig forbi Slagtryk.