En henvisning til min begejstring over Evighedsmaskinen

Idag citerer og kommenterer jeg fra et enkelt kapitel i Inger Christensens “Evighedsmaskinen” på det nye site u-u-u-u-u.net. Det er alene et punktnedslag og pointen er, at jeg oplever hendes svar som spørgsmål og derved er der – på en måde – også tale om en evighedsmaskine i (min opfattelse af) hovedpersonens erkendelse. Mit første indlæg kan læses her:
http://www.u-u-u-u-u.net/2012/01/inger-christensen-evighedsmaskinen/
 
 
Da jeg allerede havde en del citater med i indlægget, undlod jeg at citere dette ellers ganske fine stykke:

Sækken bevæger sig, følger med kroppen, da den rejser sig, ligesom skyggen på sin egen måde følger med kroppen og sækken, idet den strækker sig længere bort. Enhver trøst, som bliver opfyldt, bliver ikke opfyldt. Enhver trøst, der rører ved kroppen, hvor den bare ligger, langsomt synkende frem mod det sted, hvor dens far nåede frem, da han havde tillid til jorden og avlede den, far til en søn, enhver sådan trøst er et savn. Et savn som bliver opfyldt og som ikke bliver opfyldt, men derved stadigvæk oprettes og her velovervejes rettes mod andre mennesker, f.eks. alle de mennesker der sidder som et øjebliks blade på grenene i lungetræet og lytter til blodet – ja der er noget farligt ved billeder: snart er de skyld i at en god liggende stilling forlades, og snart er de skyld i, at et menneske begynder at tiltale ukendte mennesker inde i dem selv. Her er øde og koldt; vinden er begyndt at grave sig frem gennem jord- og luftmørket og haler lyset efter sig.

fra Inger Christensen: Evighedsmaskinen. Gyldendal, 1964/ 2005.

Reklamer

Hvad skal vi med tidsskriftsstøtte?

Her til aften har jeg læst Søndag Aftens månedlige nyhedsbrev. Det kan generelt anbefales. Tom Ahlberg har nogle gode indsigter og pointer. I dag hæftede jeg mig især ved to artikler om tidsskriftsstøtten og det er ikke speciel opløftende læsning.

I artiklen Tidsskriftsstøtten sejler skriver Tom Ahlberg:

“Styrelsen for Bibliotek og Medier har åbenlyst ikke nogen nærmere kontakt med tidsskriftsmiljøerne, siden man dels gør, hvad man kan for at forsinke iværksættelse af finansudvalgets bevilling, dels ikke orienterer hidtidige og potentielle ansøgere om ændrede forhold i 2011.”

Som udgiver af tidsskriftet Slagtryk forfølger jeg tidsskriftsstøtten med interesse. Slagtryk kan godt leve uden støtte, men med støtte vil vi kunne forfølge nogle muligheder, der er er svært realiserbare med vores nuværende private midler.

For mig handler sagen om mere end min egen indsats. For desværre virker det som om tidsskrifters betydning i det litterære kredsløb negligeres, og derudover sejler administrationen af en pulje på – idag – 1,75 mio kroner.

Tom Ahlberg kommer med nogle gode ideer til spørgsmål til kulturministeren. F.eks. det sidste fra selvsamme artikel, der lyder:

“Mener ministeren, det kunne være en god idé at inddrage kulturtidsskrifterne i diskussionen om, hvordan en fremtidig støtteordning skal udformes?”

Jeg tør ikke tænke på hvad konsekvenserne ville være, hvis de helt sløjfede støttepuljen for tidsskrifter. Det er et talerør, der i forvejen fungerer under trange kår. Tidsskriftet kan noget helt særligt i forhold til monografier, antologier eller andre udgivelser. Jeg finder plads til kritik og fortløbende dialog, præsentation af ny (dansk og/ eller udenlandsk) litteratur. Det kan være mellemstationer eller sidespring i et etableret forfatterskab. Det kan være en rugekasse for nye talenter. Tidsskrifter kan opstå frit udenfor de eksisterende institutionelle strukturer og har stadig mulighed for at skabe en kontinuitet gennem flere generationer. Om det være sig samtalen, offentligheden, den litterære produktion, osv. så står tidsskriftet som en særlig publiceringsform til gavn for forfattere, læsere og andre litterære institutioner.

Forfatterens død?

Jeg blev opmærksom på Ewan Morrisons tale på Edinburghs Bogfestival i Weekendavisens altid gode citatspalte. Her stod:

“[the future] will contain millions of would-be-writers who will labour under the delusion that they can be successful in the way writers were before, in the age of the mainstream and the paper book.”

Det bekymrer nok ikke Ewan Morrison, at der vil være millioner af wannabe forfattere, der aldrig lykkes. Problemet er, at ingen forfattere vil kunne nå samme succes som dengang den fysiske udgivelse var eneste publiceringsmulighed. Og selvom det i mine øjne er en forkert konklusion – der vil komme globale digitale succeser – så er den også rigtig; Og det er her frygten hos Leif Davidsen og Jussi Adler Olsen kunne ligge begravet: At monopolet brydes, at vejene til udbredelse bliver mangfoldige, at gamle magtstrukturer bliver irrelevante.
 
 

“The economic framework that supports artists is as important as the art itself; if you remove one from the other then things fall apart.”

Ovenstående citat er også fra selvsamme tale, og det fik mig til at tænke videre. For de gamle institutioners forfald og magtstrukturernes porøsitet er et problem. De understøtter kunstneren enten i form af aflønning eller belønning. Sidstnævnte kræver dog oftest en fysisk bogudgivelse på et anerkendt forlag. Og hvis relationen mellem forfattere og forlæggere svækkes eller fjernes, så har vi i Danmark et generelt problem i forhold til kunststøtten, som vil være ligedele strukturel ligedele ideologisk.

Jeg anerkender, at kvalitetsmæssige forhold skal gøre sig gældende i forbindelse med uddeling af kunststøtte. Men jeg har svært ved at anerkende et forældet syn på publiceringsformer, værkbegrebet, måske endda forfatterrollen.

I The Guardian kan man læse flere gode pointer med forkerte konklusioner fra Ewan Morrisons tale

Selvudgivelse inden for litteraturen

INDLEDNING

Klaus Rothstein skriver i Weekendavisen, Bøger, uge 30:

“at udgive sig selv er ikke vejen til litterær anerkendelse”.

Ugen efter tager Christina Matthiesen til genmæle, da påstanden falder i forbindelse med anmeldelse af hendes (selv)udgivelse.

Christina Matthiesens svar er et eksempel på, at de institutioner, der engang var monopolet i det litterære kredsløb ikke uden videre accepteres. Hun skriver, at der ved selvudgivelsen kræves 1) lyst hos den selvudgivende, 2) en redaktion og 3) købmandskab. De to sidste ting kan hun skaffe / oplære. Herved skaber hun sit eget lille maskinrum, der til forveksling ligner et forlag. Så derfor spørger jeg: Hvorfor skulle forfatteren afvente et andet forlags engagement og interesse i sit forfatterskab?

 

FORLAGETS EKSPERTISE

Forlaget har en professionalisme og ekspertise inden for sit felt: at udgive værker, at distribuere disse samt at varetage forfatterens interesser.

Det er ikke alle forfattere, der evner eller gider udføre det redaktionelle arbejde. At få hjælp til manuskriptlæsning og korrektur kan med fordel overlades til professionelle. Opsætning af bogen, typografi, sats, etc. kan ligeledes drage fordel af professionelles input og eksekvering.

Distributionsnetværket er dobbeltsidet. En ting er boghandleres katalog og bestillingskanaler, noget andet er det ressourcemæssige aspekt for en forfatter at bruge tid på administration.

I forhold til forfatterens interesser tænker jeg på traditionelle forhold som markedsføring, copyright, honorering.

Jeg har f.eks. bemærket, at forfattere har svært ved at værdifastsætte deres arbejde. Det gælder i situationer, hvor andre ønsker at trykke deres tekster, hvis de skal deltage i en event eller udføre en opgave som de er blevet hyret til i kraft af deres forfatterskab. Et forlag er ikke helt uvildig, da de også har deres egen forretning at passe. Men hverken naivitet eller paranoia hjælper nogen i denne situation. Uden forfatteren er forlaget dødt/ i dvale.
Havde jeg ikke været modstander af fagforeningers forældede tankegang ville en henvisning til den ene eller anden forfatterforening måske være på sin plads. Men hvorfor så ikke bare selv tage kontakt til en agent og få råd og vejledning om dette?

 

DET LITTERÆRE KREDSLØB

Grundlaget for forlag og boghandlere er under beskydning og både teknologi og mentalitet er med til at forandre det litterære kredsløb.

Hvad hvis forlagets ekspertise ikke længere adskiller sig synderligt fra lægmandens? Hvad hvis branchen er i gang med at spænde ben for sig selv, fordi tidligere tiders storhed krampagtigt fastholdes i stedet for at omfavne nye tider? Hvad hvis forfatteren ser anderledes på f.eks. copyright og markedsføring, og vender den administrative distributionsopgave til sin egen fordel?

Andre aktører har meldt sig på scenen. Selvstændige agenter, nye forlag og internetboghandlere lider ikke under en historik, men er klar til at støde de gamle mastodonter af tronen. Og denne omvæltning vil for den gamle elite vurderes til at være dårligere og af den nye til at være forløsende. Derfor har begge også en interesse i at tale forbi hinanden i et forsøg på at opretholde deres historie, deres agenda og deres fremtid.

 

LITTERÆR ANERKENDELSE

Christina Matthiesen skriver, at “litterær anerkendelse […] kræver at man faktisk kan skrive og dertil har noget at fortælle.” Hvis vi ser bort fra, at ‘faktisk’ altså ikke er et argument, så påpeger hun med sin formulering, at det efter hendes opfattelse er talent og evne, der skaber litterær anerkendelse. Det er Klaus Rothstein slet ikke uenig i. Han fremhæver netop det strukturelle aspekt i forlaget som filter for at skille skidt fra kanel.

Men hvor Klaus Rothstein anbefaler forfatteren at acceptere et afslag og lære af det, vil jeg heller replicere, at ønsker forfatteren at udgive sit eget værk, så er det muligt at erstatte det professionelle forlagsapparat med en anden professionel råstyrke. Men det kan ikke skæres væk uden videre.

Jeg har brugt Christina Matthiesens debatindlæg som afsæt, og det er ikke min hensigt at vurdere sandheden i Klaus Rothsteins værdidom over bogen. Men når min oplevelse ligner Klaus Rothsteins hvad angår selvudgivelser og deres manglende kvalitet, skyldes det, at udgivelser ofte sker ud fra et amatørvirke hos f.eks. de læsere, der agerer redaktion for forfatteren, designere bag bogen, markedsføringen eller hos forfatteren selv. At dem der er trådt i stedet for forlaget ikke har haft kompetencerne.

 

INGEN FORSKELSBEHANDLING

Til gengæld oplever jeg aviser, tidsskrifter, litteraturblogs, “den litterære offentlighed”, i højere grad tager udgivelser fra små og evt. ukendte forlag alvorligt. Men de [vi?] må forvente en bedømmelse og omtale på linje med andet der udgives.
 

Din smag er årsagen til at dit arbejde skuffer dig

Ingen fortæller det her til nybegyndere. Men du begynder at skrive poesi, fordi du elsker poesi. Du har god smag og der er digte du virkelig godt kan lide. I de første år skriver du digte, men befinder dig i en kløft: de er bare ikke gode nok. De prøver, de har potentiale, men de er ikke. Men din gode smag, det der fik dig til at starte med at skrive, er intakt. Så din smag er god nok til at fortælle dig, at det du laver er skuffende. Mange forfattere kommer ikke forbi den fase. De giver op.

Det er muligt at skrive sig igennem. Du skal skrive en masse digte. Give dig selv opgaver og deadlines. Det bedste er, hvis du skriver til noget – måske et tidsskrift- eller nogen du kender, som venter på at læse dine digte. Ved at skrive dig igennem, begynder du at fylde kløften ud, så dine digte kan nå dine ambitioner.

Inspireret af radioværten Ira Glass [YouTube] via kottke.org

En retning i alle retninger

Mikkel Thykier citerer Louis Peter Jensen frit fra et udstillingskatalog fra 2003:

“Og hvor er da tomheden? Tomheden eksisterer ikke som andet end en drøm i sproget. Den er selve grundlaget, et landskab, der frit kan bygges i, samtidig med at det fjerner os fra tomheden; den bliver til en form, og tomheden bliver til flere tomheder, altså operationelle størrelser, der kan rokeres om på, på samme måde, som der frit kan rokeres om på andre begrebsstørrelser i sproget. Tomheden kommer til at stå for den uendelige frihed og en uendelig række mulige valgsituationer. Så en tanke (tænkning): at forme med usynlige sprog, sprog, der unddrager sig materiel eksistens.”

og tidligere i “Entre” citeres Jean Genet:

“Det er ikke stregen, som er elegant, det er det hvide rum, der indeholdes i den. Det er ikke stregen, som er fuld, det er det hvide felt.”

Jeg er meget glad for formuleringerne, og sammen er der lagt op til en smuk, konstruktiv poetik. Det er en lidt anden agenda end den Thykier skriver frem. Og måske mangler jeg selv den intimitet, som Thykier skriver så godt om. Det er godt vi har ord som måske og næsten.