Digt til Julie Sten-Knudsen

At forsvinde ind
i sidernes stilfærdighed,
det at skrive en bog
at give verden ører
at lytte med.
Se Julie Sten-Knudsens
lukkede mund, hendes sprog
der værner om mørkets intervention
i alvorsblomster.
Hun siger, at den
der holder sig oprejst længst,
er den, der til sidst er alene tilbage.
Når Julie Sten-Knudsen bliver ældre,
får hun nye ting at miste.
 
 
 

Henvisning til Den Sproglige Flåde + et fantastisk digt

I går var jeg på Den Sproglige Flådes landgang og anbefalede mine fem kanonbåde.

Idag læser jeg så dette fantastiske digt af Cecilie Lolk Hjort, der på mange måder minder mig om hvad Birgit Munch kunne have skrevet i sit tidlige forfatterskab.
 
 

TUBA

i årtier forsøger hun at gøre lyden til sin egen
hæst blæsende med savl dryppende fra mundstykket
som en vandhane, der er sprunget læk
indtil hun en dag lukker munden, presser sig ned
i sin tuba med fødderne først
og lægger sig til at sove som en alf
i en altid udslået blomst

Følg Cecilie på http://cecilielolkhjort.wordpress.com/

Digt til Peter Clement Woetmann Nielsen

Hele åen klukker, Peter Clement
Woetmann Nielsen har frøer i lungerne
og taber sine blade en for
en på alfabetet, ser du
furerne, fordybningerne
i bogstavet
 
                      (dets alder, karakter, arkitektur;
                       som byens rum med en zoologisk have i et m)

Peter Clement Woetmann Nielsen,
skær en sang ud af en enkelt node

tvivl, så den ruller igennem knoglerne
som en dræven motor af r’er

Du kysser en sol!

1, 2, 3, 4, hvornår bliver det oktober aldrig igen?

1.

Det bliver hurtigere mørkt, september
det er regnen der modtager mig, du
med gin under øjnene
 
 
2.

Jeg sidder i hans lejlighed
og kigger fra stuen ind i soveværelset.

Jeg kan se dit aftryk
i dynerne.

Du var fuld
påklædt i en dødslignende søvn.

Jeg ville ikke hjem,
jeg havde slet ikke været der
den aften.
 
 
3.

Jeg har haft mareridt siden du forlod mig,
ligget i hårde drømme –

Det er kun dig der taler.
 
 
4.

Lad mig tage regnen
Lad mig tage opvasken
Lad mig tage al gråden tilbage
lad mig synke det sprog du aldrig havde
lad mig være den lille et øjeblik, så du kan rumme mig
lad mig, jeg siger dig, du, oktober, i morgen, jeg siger, du, den permanente
stilhed, der holder om min hverdag, mine lunger, som er lungerne skyer i din himmel, jeg har så svært ved at straffe mig selv,

hver gang
jeg henvender mig,
er det for at afdække et ukendt territorium,
og alene er jeg rygvendt med knoglerne gamle og blottede som tænder,
hvor mange tænder, mange tænder, jeg gemmer min smerte i mit skæg, dit skæg, det er dig der har groet det langt, længe
 
 
Hvornår bliver det oktober aldrig igen?

Det
er umuligt at skrive
at asfalten løfter sig som en bølge
gennem byen
som kornet
efterligner din gule kjole
der drejer som solen.
 
 

Digt til Rasmus Halling Nielsen

Det regner i konvolutter
breve er våde af savn,
hvis ord skal have vinger
skal du have flyveører.

Rasmus Halling Nielsen drikker kaffe
kaffekaffekaffekaffekaffekaffe

Jo kortere ord, desto hurtigere kædedans
Rasmus Halling Nielsen rækker hånden ud efter sin kop
og trækker den langsomt i land
hånden er en kran i et autoophug og kaffen er guldet

Tilbage til teksten, stranden og mågerne
Rasmus Halling Nielsen står med bare fødder i sandet
Svend Johansen er en måge over vandet
under himlen ligger de forliste dage

Der hænger et drop
fra solen og ned bag horisonten
Godmorgen, tindrende blåhval

Rasmus Halling Nielsen har sat kaffe over
og venter

Rasmus Halling Nielsen har sat kaffe over
og venter

En bølge er en bølge
til der ikke længere er en bølge
& et vingeslag er altid potentielt

Rasmus Halling Nielsen har sat kaffe over
 

Digt til Amalie Smith

Kroppen er en krop, der kan beskrives påny

Det er sådan berøringsangsten
tager sit afsæt
i muligheden for at kroppen
bliver beskrevet anderledes end før

Amalie Smith er to armes længde væk

Det er sådan hans krop tager form
det er sådan hun definerer hans krop

Amalie Smith er her ikke, så nu er hun i alt

At kende hver detalje i Amalie Smiths krop
i ønsket om at være sig selv
at vende hver sten
for at kende kærligheden
som regn der smager forskelligt
og dufter af morgen, sommer, drengebørn

At se Amalie Smith med lukkede øjne
at spejle sig selv i hjernen

alt refererer til hinanden

alt er hinanden

hinanden

detaljeret
til ukendelighed

Heste i strandkanten

på en hest

en skovkant i hestens manke

der løber 100 heste som et ekko ud af skoven

se alle hestene strandet i en skov med manken fuld af børnehænder

hvis børnene løber gennem skoven hvor mange fødder skal der så til at bære dem hjem

100 børnehaver sluppet løs i de danske skove og hestene der står langs skovkanten med vind i mankerne

hestenes ensomme hjerter der banker gennem skovene med hovene i børnenes øregange og skoven der stille lader stå til

skovene er et uendeligt ekko af træer der gentager sig selv mens hestenes manker advarer mod strømme i vinden og vejret der altid bare er mørkt

hovene over træerne hestene under børnene og vinden deles lige mellem mark og manke det er mørkt i skovene og strandkanten er fyldt med uendeligt lange bølger

hvor mange heste er frie og hvor mange heste er fanget i de danske skove med hovene bankende som ensomme hjerter i strandkanten hvor bølgerne kaster sig ind i månelyset og trække sig

hestemankerne i takt med hovene i takt gennem børnenes øregange langt ind i drømmene på måneskæret over danske strande med heste gennem sand og sten og dine lysende øjne der trækker mig helt ind

strandkanten der skvulper af bølger og vugger som hestenes manker i vinden er alle marker åbne for at spille en melodi til de børn der kender et ekko fra et andet og mine øjne der forsvinder ind i det bankende mørke du kalder hjem

du kalder hestene dit hjem du kalder børnene du kalder strandkanten du kalder og hovene i vinden i skoven de ensomme hjerter og det eneste ene rigtige ekko der runger langt ind i øregangene og gør mig stille som månen der kigger ned på os lige nu