SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,

 

Reklamer

At være at være

                                                                                  Blod i racerbaner om mavesækken. Jeg er dagen efter, det har drukket og mærker og jeg mærker denne blodige igen denne blodige krig, der udkæmpes i mit indre indre. Symbolsk det er så symbolsk at det mister sin betydning, mit indre mister sin betydning idet den indkredses indskrives, idet den nedfældes undslipper den undslipper sine tøjer. Tøjler er kun for at styre ikke binde sprogets hest til vinden.
                                                                                  At være ord at være ord i et værk at være et værk uden betydning at være uden betydning.
 
 
 
 
                                                                                  Der er en retning, alt andet er steder der ikke finder sted. Uden tid er retningen et sted jeg findes. Jeg findes som en ukonstant bevægelse, der griber om griber om sig som en mulighed og umulighed, der griber om sig selv som potentiale og uopnåelig gentagelse. At være den eneste mulige retning, retningen er at være, at finde sted er at blive, at gå bort er at blive væk indtil andre husker én og derved genkalder sig, hvad der måtte være i at være sammen tilbage. Det er sådan læseren møder teksten som forfatteren lever igennem, levendegjort på flere steder som et spøgelse alle tror på. Hvad vil det sige at være levende flere steder på samme tid, at slå ned som et lyn, og stå stille lysende som jesus lyser for troende.
                                                                                  At være jesus at være jesus blandt troende at være troende på gud at være gud.
 
 
 
 
                                                                                  Altid jeg er altid tilstede. Jeg er skrevet ud jeg skrevet uden sit eget navn benævnt. Jeget i nævneren og tælleren på samme tid tallenes orden og Steins naturlige måde at tælle en og en og en og en og en. Er der en sandhed i iagttagelsen, der er en måde at være på. Her i jeg møder læser og forfatter hinanden i hver sit kød og hver sin blødende krop blødende blødende. At være en iboende sandhed et øjebliks sandhed, der starter forfra uden mulighed for gentagelse.
                                                                                  At være mursten at være murstenen i mursten at være hus i mursten at være hus.
 
 
 
 
                                                                                  Det er ikke færre ikke færre lyde om natten end om dagen dagen. Forskellen er forskellen er styrken og intensiteten og et øjebliks klarhed. For hver nye seng jeg lægger mig i for at sove i for første gang er der nye lyde der møder mit øre, som en retning jeg senere afviser afviser som en mulighed, afviser så den bliver et sted og ikke en del af det og den jeg er når jeg værer.
                                                                                  At være en retning at være en retning i et landskab at være en vej uden retning at være en vej.
 
 
 
 
                                                                                  Vi mødes udenfor skriften og taler om skriften og det er ok at skrive sådan, selvom det griber ind i sig selv idet du læser det. Hvis jeg også skriver og skriver og læser samtidig vil jeg vide samtidig vil jeg vide at det ikke er sandheden ikke sandheden da samtidigheden samtidigheden griber om sig selv som to hænder der løfter den krop den krop de er en del af. Det handler om at finde fart og holde holde holde balancen gennem bevægelsen for at løfte sig selv med sig selv. Og selv da forekommer øjeblikket så kort så kort så kort, men selv da er det så langt langt langt som et hvert andet andet øjeblik.
                                                                                  At være i et øjeblik at være øjeblikkelig uendelig at være uendelig at være øjeblikkets uendelighed.
 
 
 
 
                                                                                  Og sådan og sådan går livet stille for sig stille hvor der er bevægelse og der hvor det ligner stilstand men som også er bevægelse. Et billede står aldrig stille stille idet øjnene igen igen fokuserer og indrammer og ser bort fra. Sådan sådan er livet i bevægelse i bevægelse, en ukonstant og derfor bevægelig størrelse af at være. Aldrig blive deraf ordet aldrig have været fordi det er en ny at være, en ny måde at være være, at se sin egen at være med det blik som vi er givet eller forsøger at kaste ind i andre ting, mennesker og først og fremmest os selv. At se os selv som os selv, at se, at se for sig i sig selv, selv se og dødeligt selv sagt, ikke med de ord af vores forældre, men af det syn vi er.
                                                                                  At være bjerg at være bjerg under vand at være hav om et bjerg at være hav.
 
 

Virkeligheden

Jeg var der ikke. Jeg har et billede af det. Så jeg har ikke været der, og det er ikke mit, men jeg kalder det ved navn, for at knytte mig til det. Jeg taler om det og oplever derved verden, der eksisterer uden at finde sted.
 
Jeg skriver tekster, historier, så hvorfor skulle jeg udføre handlingen selv: en virkelighed er bedre end en anden.
 
 
Jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg har tænkt mig at skrive det. Sådan vil jeg være tilstede, der hvor du er, hvor du hører mine ord. Sådan vil du ende med at gøre det, reproducere handlingen og derved lade den være sket.
 
Om det er i dit hoved eller i mine hænder er lige gyldigt. En virkelighed er ikke bedre end en anden.
 
 
Jeg var der ikke. Jeg har skrevet mig ud af situationen. Jeg ved godt hvad du taler om. Men vi tæller hver vores sekunder og fordobler handlingen i det uendelige, når vi husker historien igen.
 
En virkelighed afhænger ikke af en anden. En virkelighed afhænger af en anden.

Krigsmaling

Ingen hænger fast i mørket,
søvnen kan fravriste
selv den tarveligste krigsmaling.

Det er i sengen du er blevet til
og det er i seng du skal sove ind

Rejs et monument af indre kaos,
det skal kunne høres
at vinduerne er rullet helt ned.

Det er i bil du finder vej hjem
hvis bilen er puls gennem dit kød

Skriv i et uendeligt antal muligheder,
med nogle kombinationer
oftere forekommende.

Det er skriften du finder liv
for livet er din fiktion.

Det sker bare ikke

i en fortløbende serie af afbrydelser
ventetiden lige før
stævnemødet ved papirets sidste kant,
og så springet ud i tomheden
løfte fødderne
ikke længere røre
eller efterlade sig et vidnesbyrd.

skriv fordi skriften findes

jeg springer ud i tomheden
med hånden løftet i en gestus
til alle der tidligere har givet slip,
for et øjeblik at glemme sammenhængen
og med hånden sænket
at gøre en signatur.

det sker bare ikke

Det sker bare

og når jeg igen lægger endnu en dag
til afstanden
til det forrige digt,
så glemmer jeg nok ordene
men aldrig mit løfte
om at holde dig i live.

det sker bare

og når jeg vender tilbage med krøllede beskeder
med nødråb
med lasten fra dagen der er sket,
så bliver min vejrtrækning nok tungere
men jeg holder af løftet
om at holde dig i live.

jeg vil skrive som om det ikke sker

fri af hvad jeg tidligere har skrevet
hvad andre tidligere har skrevet
i går, i år, lade altid være aldrig
og glemme de mange brugte kombinationer
starte forfra og bygge et nyt hjem,
genfinde det sted i hjertet
hvorfra jeg taler.

jeg vil elske som om du ikke er her

fri af hvad der sker
trukket ind af det du er
erstatte svaret med det sande spørgsmål,
lade papiret brænde
under nedfældningen af ord
med forgængeligheden som det eneste tilbage.

sådan er det

skriften findes ikke
jeg vil ikke
forklæde den som genkendelse,
der er ingen overraskelse i genforening
der er ingen visdom i gentagelsen
der er intet at.

det sker bare.

Unavngivet

Dit blik falder ned over siderne i traktaten
som en mand falder ned fra etagebygningen

Han er det sidste punktum
før du sætter signaturen,
to krusseduller over et par øjne.

Jeg afværger det
uafværgelige
ved at undlade at navngive det:

Derved er det hverken muligt
at huske eller at glemme.