Læbernes forskudte bevægelser
til udtalens private geometri:
jeg kan kun sige et ord ad gangen.
Men kunne jeg stå nøgen foran dig,
så det eneste synlige er sproget
der drejer sig om sin egen akse.
Så ville ordene handle i hjemve,
og alt hvad du lytter til
være en forsinket spejling.
Ansigtet trækker sig sammen,
åbner og lukker sig i en stille smasken
i et forsøg på at lade bevægelsen
være uden for tid.
Med munden i munden
skummer spytbølger af
tilgivelse i stedet for retfærdighed
ind over kødets forrådnelse.
Munden fyldes som en kirke;
du har smagt det før,
men det er ikke det samme
for gentagelsen findes ikke.
Stemmen multiplicerer sig selv
foran publikums hav af hænder,
der prikker hul på stilhedens æg.
Det er et spørgsmål om stedsans,
når alting er fuldstændig som før
med et tandsæt om mit håndled.
En drøm i vatter med virkelighed
og en vinkel så blind som hjertet
i munden det urolige kød.
Jeg vil sælge mit smil hundrede gange
fra den kongelige scene
med posen fuld af knogler
med halsen fuld af mel.
Men jeg vil ikke kaste min stemme
i havet af publikums hænder,
hvis lyden kun reflekteres
i anmeldelsernes tidevandsbølge.
Kig op i teaterets gane
og afvent afstandens kollaps,
i munden er tungen
det hengemte kød.
Belejringen tager til og fra
svælget sendes en ugyldig returbillet,
halsen et kollaps af budskaber,
der brister i selv den mindste bøvs.
Når budskaber spaltes i for og imod
efterlades flygtningen med kniv i hals,
for hver hånd knyttede næver,
for hver finger hævede øjne.
Med munden fuld af meninger
og tunge kløvet til ukendelighed
er der kaldt til samling
for at sprede en ubevægelig himmel.
Den hemmelige signatur
står ubevægelig,
men er kun en flig af sandheden.
En fotograf vender tilbage
med filmen rasende
kun for at sigte ved siden af.
En stemme knækket
i en cirkel af talrækker,
intet går op, alt går ned.
