David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Advertisements

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s