4 noter til Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse

Læsenote 1

Atlas Magasin har et godt interview med Lea Løppenthin, hvor hun fortæller og forklarer om sin digtsamling.
Jeg synes særligt om disse to udsagn i forhold til udgivelsen:

Jeg er dårlig til at orientere mig, og det føler jeg skyld over, samtidig med at jeg vil tilgives for det hele, hjælpes. Så vil jeg alligevel have lov til at være sådan, desorienteret, fjern, og husker at andre også føler denne fjernhed. Det er meget svært at vide, hvornår det er rimeligt at være fjern, men man må prøve at anerkende, at alle hver især har deres egen fjernhed at falde tilbage i. Der står et sted i min bog.

Morti Vizki har været en vigtig inspirationskilde, fordi han i sit forfatterskab har været meget optaget af modtagelighed og forskansning. Særligt hans måde at skrive kroppen ind i digte på, har inspireret mig meget.

og hun citerer selv fra et sted i digtsamlingen “Nervernes adresse”, som jeg finder blandt de bedste passager:

jeg overholder en aftale med solen
lidt ind i aftenen besøger den mit værelse
det er noget den gør hver dag
så synes jeg det er rimeligt også at være der
når jeg kommer gående ad fortovet siger jeg til solen:
vi ses i værelset.

Læsenote 2

Første tekst i digtsamlingen er fra første del af et bidrag i Slagtryk tilbage i december 2011. Eller det vil sige, at teksten er omskrevet. Prosa er blevet til digtlinjer og rettelser som f.eks. “Indre by” er blevet til “Søerne og stationen”, “ribben” er blevet til “mellemgulv” , sweatrene er væk og “hans” er præciseret som “lillebror”.

Næste afsnit i Slagtryk er skrevet mere om og delt op i Nervernes adresse, og også her er ribben ændret til mellemgulv. Mens jeg associerer ribben med vejrtrækning og at det strammer er en form for klaustrofobi, så finder jeg teksten bliver mere kønnet med henvisning til mellemgulv. Men ikke på en politisk måde, måske blot som en vigtig del af et jeg, der møder mænd og drenge og finder forståelse og undrer sig og reflekterer over møder (først og fremmest i kapitlerne “køernes hvide ansigter” og “ruter A+B”).

Læsenote 3

Jeg begejstres i almindelighed let af ‘enkeltlinjer’ og Lea Løppenthin har flere af dem.

jeg er rædselsslagen for at glemme
jeg sætter tid af til at være rædselsslagen
(fra digt om territorier)

hvor elegant er det lige at fortælle om det smertelige ved hukommelsen og hvilken umage og hvilken accept, der indgives i forhold til den?

tvivlen bliver ved at foreslå sig selv som uniform
(fra Swallow Swallow)

opfatter jeg både som et forslag til en identitet, men også som et muligt fængsel, hvis jeget hænger fast i tvivlen. Det står der ikke direkte, men som læser er det en fortsættelse af den sammenblanding af tilstande, hvor yderlighederne måske godt kan genkendes, men hvor overgangene og grænserne er mindre entydige (også jævnfør første citat jeg henviser til fra Atlas):

jeg bytter næsten konsekvent om på “ligger” og “lægger”
det skyldes vel min tvivl om hvornår anbringelserne begynder
(fra mejer)

Læsenote 4

Inden indholdsfortegnelsen står der to citater. Det ene er af Peter Waterhouse og lyder ”Det er som om pengene flyder under jorden”. Løppenthin taler (i Atlas Mag-interviewet) om det at skrive som det at spare op, på samme måde som at putte penge i banken. Hvilket er lidt interessant, hvis det holdes op imod sidste linje i anden tekst:

selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider

Hvilket kunne betyde, at det konstant at skrive – som er en slags opsparing – gør at forfatteren mister de andre årstider? Eller i al fald blot kigger tilbage (sparer op) og ikke frem. Og derved hylder livet, og det der sker. Hvilket giver god mening i forhold til den begejstring, som kommer til udtryk i enkelte tekster, hvor jeget i mødet med en anden virker til at akkumulere sit liv til noget mere end sig selv.

Det var egentlig fordi jeg ville skrive om det helt fantastiske omslag på Nervernes adresse, at jeg er kommet til at tænke over det. Mønsteret i omslaget ligner noget fra pengesedler, men jeg kan ikke lige penge på hvilken seddelværdi, der oprindeligt er tale om og hvilken person, der mon var afbilledet på den pengeseddel. Omslagets fikspunkt er en ridder og en række tilbedere sidder og står omkring ham; der er et religiøst skær over det, men det vil jeg undlade at fabulere yderligere over.
 
 
Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse. Gladiator (2014)
 
 

Advertisements

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s