Signe Gjessing: Ud i det u-løse

Et hvidt cover, sparsom tekst og en titel overstreget med turkis. Bagsidecitatet ikke så let at kontekstualisere, intet forfatterbillede på flappen. Det er ikke fordi Signe Gjessing prøver at gøre så meget væsen af sig. Men den turkise overstregning siger måske noget om en berhersket originalitet.

twitter har jeg allerede rost Lars Bukdahls anmeldelse af Ud i det u-løse og i det følgende vil jeg så give min anbefaling videre.
For det er en anbefaling, da Signe dyrker det poetiske, billedsproget, hvor verdensammenhænge opfindes på ny, som få kun gør. Allerede i første digt skriver Gjessing:

Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden” og fortsætter et par linjer længere nede ”hvis de kunne rømme sig, udstødte de / ringe i vandet…”. Ved at se øjenlågene som ringe i vandet, bruger Signe en poetisk forestilling om at forklare en ting med noget andet. Det gør hun særlig godt, ved at undlade at skrive at noget er ”som” noget andet.

Og i næste digt skriver hun om dagslyset, der bidder negle for at forsvinde og sammenligner det med månen – og tvister den ved at sige, at det netop ikke er som månen. Hvilket i mine øjne også fungerer, fordi det giver plads til mig som læser. Eller nok nærmere skaber plads, hvor jeg ikke gjorde mig forestillinger. Så hvis jeg skal lægge min læsning til teksten, så er jeg ude i noget omkring tid og hvordan den findes/ går/ forsvinder/ har været og hvordan man selv oplever tiden.

Det er ikke fordi jeg kan blive ved side for side med ovenstående. Og bevares, det er heller ikke fordi jeg anbefaler hver eneste side i bogen;
       men i forhold til sammenhængen vil jeg gerne notere, at jeg oplever en porrøsitet i Gjessings univers. Det er som om Signe Gjessing viser, at sårbarheden findes, at den bliver virkelig ved at blive italesat. Virkeligheden kan være skrøbelig det næste sekund, hvis blot nogen siger det.

F.eks.: ”Frugttræet blomstrer med/ fingerknips indtil huden bliver rød”, hvor fingerknipset både udgør den bevægelse, som blomsterne kan springe ud på, men for så vidt også kan være et knips på huden, der sætter de røde mærker. Og det fortsætter: ”De dyrebareste/ erfaring tørrer fingre i huden – // dét er så sølle, at / at jeg kunne græde.

Så jeg synes, at der er masser af personlighed i digtsamlingen. Måske skal man bare læse lidt tættere end med andre, hvor bekendelserne står i kø for at komme ud.

Et tilbagevendende tema er mennesket og det store univers (morgenstunder/ stjernestunder; loftshøjden slutter sig til den åbne himmel; handskerummet/ himmelrummet; etc).
Gjessing bruger et par klassiske elementer som havet og lyset i sin samling. Og det synes jeg hun gør uden at blive klicheramt (hinkestenen på side 36 er måske en kedelig undtagelse).
Og så tager hun også greb om metapoesien, hvor hun f.eks. omtaler sig selv ”jeg er allerede en / blæne på alverdens tungemål”. Og den tekst sprutter ellers med energi, så igen er det måske et tegn på at det ikke er helt nemt at gøre tingene rigtigt. Men jeg læser noget ind i det, når jeg skriver sådan. Så tilbage til billederne:
 
 
Der kan også være en tydelig utydelighed i Gjessings billeder. Tue Andersen Nexø og Olga Ravn mener vist i deres respektive anmeldelser, at det til tider er for uforståeligt. Men jeg falder altså på halen over følgende fine linjer:

”mørklægningsgardiner falder som postevand” (side 11)

”Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad” (side 19)

”altså er man ved at trække lyset/ tilbage, selvom det ikke står noget sted, at dagen kan opsiges” (side 33)

”Bølger: al væske foldes sammen som en kniv” (side 46)

…fordi jeg er vild med billederne i sig selv. Først poesiens som sig selv. Dernæst kan alt det andet komme til, hvis man ønsker.
Og en favorit her i hjemmet er (måske) derfor dette skønne billede:

”Nu samles alle hvedemarker i en knold bagpå verden” (side 49).

Hvad er der ikke at forstå? Hvordan skulle dette siges smukkere?
 
 
Signe Gjessing: Ud i det u-løse. Gyldendal (2014).

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

2 thoughts on “Signe Gjessing: Ud i det u-løse”

  1. Efter Signe Gjessings overbevisende oplæsning på Vogelkop (Vesterbro) idag vil jeg tilføje, at oplæsningen var som monologer (fra en skuespil), at der er tale om udsagn, der er digterindens opfattelse/ oplevelse af verden. Efter oplæsning fremstår flere billeder kun endnu mere tydeligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s