Noter. Barcelona, april 2013.

Søndag, 11:24

Om søndagen står man åbenbart op til sin egen håndskrift
sirlig, forlegen og tynd
i sit mæle, forsigtig,
hvad er det, der skal foldes ud i dag

Om søndagen står man åbenbart op til en kop alt for varm sencha på en overvurderet cafe i nærheden af Park Joan Miro – så meget for internettet og crowdsourcing. De taler i øvrigt dårligt engelsk i disse gader og det som om jeg slet ikke fattes ord.

Om søndagen står man op kl 10 for at gå i bad og være lige ved at låse sig inde på badeværelset for anden gang ud af tre mulige. Jeg har ikke lyst til at være hernede alene, men så symbolsk behøver det ikke være. Jeg er her med skriften og jeg vil bede Miro om at se på min søndag, morgen, uden macha, uden smør, det er en fin kop, med sencha, nu vil jeg læse.

 
Søndag, 14:00

Jeg vil bede Miro om at se på min skrift, kritikken fortæller mig, at min skrift er forkert, mine sætninger er grammatisk ukorrekte, mine ord upræcise. Jeg mener, at de tager et andet fokus, de øjne der ser og kræver sproget tilbage til den, der udtaler ordene.

Hvorfor ellers tale, hvis ikke det er med egen tunge?

Det skulle da lige være for at tale med den lokale vært, der har vin og øl på væggene og mad i disken. Jeg får Jamón ibérico, patatas bravas, olives og en øl fra kassen.

Er det vigtigt hvordan det smager?
Er det vigtigt hvad jeg siger,
for hvem,
er det vigtigt hvad jeg tænker,
jeg synes det er vigtigt at være glad for at gøre det jeg gør, så må resten være sekundært. Jeg var på Camp Nou igår, jeg fik ikke fat i det fulde citat, men forestiller mig nu, at Nadal har sagt følgende:

“Litteratur er som fodbold, det er den ulovlige, oprørske og ukonventionelle, der er mest interessant”

 
Mandag, 09:30

Om mandagen står man op til opvask af portvinsglas og sandwich bagt i ovnen. Togstationen er stor, men ikke dårligere skiltet end advaret.

Jeg kan godt lide at være forberedt, men kun hvad angår alt andet end hvad der har med litteratur at gøre. Hvordan mon det vil være at se frem i skriften? Jeg ved det ikke, for min skrift er uden mål, min rejse uden destination.

Der er ingen effektivisering, forskønnelse eller afvikling på færde. Intet på spil. Jeg er ikke engang pilgrimsrejsende eller opdagelsesrejsende. Det er rejsen i sig selv. En luksusdigter, privilligeret, fordi jeg sætter mig selv i den position. Er jeg en ø? Jeg læser andres værker. Har jeg mærker efter læsning? Ja. Er jeg mærket af mine rejser? Hvorfor tale om dem. Skulle ar, rifter, min hukommelse kunne genfortælle rejsen?

Hvem ejer rejsen, hvem ejer definitionen til at rejse? Ejer de også tiden, skal jeg betale leje med det jeg har. Hvis du kigger på sætningerne længe nok, bliver det så dine? Ved eftertanke interesserer denne ejendom mig kun, hvis jeg også kan tale om frihed. Er det en frihed til at sige jeg – og mene alle uden at det behøver at inkludere dig eller andre?

 
Tirsdag, 13:38

Mine fødder er ømme, jeg har ikke talt med nogen idag. Omgivet af små og større stande på Ramblaen, Rambla de Catalunya, Carrer de Balmes, Passeig de Gracia/ Carrer de Gran Gracia og så videre, rækker af bøger. Det er bogens dag idag, Sant Jordi. De siger, der er krise i Spanien og det smitter af. Nedskæringer på biblioteker, forhøjelsen af momsen, men var jeg ukendt i bogens verden, ville jeg ikke vide, hvor eller hvordan jeg skulle begynde i dette væld af objekter. Jeg er ubevandret på spansk og sådan var det pludselig: bøgerne alle i samme format, firkantede og snarere høje end brede med mere eller mindre ens tykkelse og et cover blankt eller mat med en titel og illustration – eller uden. Alt er meget indforstået.

Sant Jordi er bøger og roser. Og der er titusindvis af mennesker på gaden idag. Jeg har købt et Sant Jordi brød, der er farvet i de katalanske farver, gul i kraft af ost og lyserød i kraft af svin i dejen. Jeg spiser chorizo til frokost og næres af en kronisk sult, som om jeg, når jeg er hjemmefra, er bange for at dø af mangel på mad. Så meget betyder de trygge rammer ellers ikke, eller hvad?

Bogens dag er god. Den synliggører litteraturen og mennesker viser deres interesse i deres massive tilstedeværelse. Men interessen er aftagende, mediet lukket omkring sig selv, uniteresseret eller ude af stand til at indtage andre formater. Ikke en gang en sølle QR kode, ingen digitale stande. Det er godt at se et par forfattere bag nogle af standene som populært trækplaster. Radio Barcelona har sat en scene op foran deres kontor og da jeg går forbi sidder et panel og diskuterer foran en håndfuld tilskuere. Jeg går også forbi en selvudgiver stand, der ligner en kunstforlægger i kraft af sine fine, originale bogtryk.

 
Onsdag, 14:06

Hvis man holder sig fra at sige noget længe nok, så er der enten en risiko for at blive glemt eller en chance for at blive spurgt.

Den konstante tilstedeværelse – enten i form af skrift eller tale – er med en anden risiko for at blive usynlig i sin allestedsnærværende plapren. En forudsigelig krop i landskabet, nej, et postkort indrammet af iagttagerens forestilling om motiv og perspektiv. Det samme igen og igen? Ikke nødvendigvis. Hver sætning er ny hver gang et ord tilføjes, et komma flyttes. Men den langsomme forvandling er usynlig for den engagerede, kun i fraværet over tid opstår en synlig forskel. Men til den tid kan folk være blevet døve, eller ønsker hellere at lytte til den nye i folden.

 
Onsdag, 15:54

Jeg kunne drikke en kaffe. Drikker du kaffe? Må jeg byde dig på en kaffe? En sort lille sag, brændt, bønner, der er blevet hørt. Hvad er en indbydelse? Hvad er en henvendelse? Hvorfor denne trang til at udtale sig?

Kaffen er det skud, der går ud til at alle de levende, det er et spørgsmål om at ramme uden rikochettering, at sætte sig fast, forandre, hvorfor ellers bruge sit vågen og blotte sin styrke og derved gøre det til sin svaghed, den sidste udvej som den første? Et spørgsmål om tid og sted? Sådan noget findes ikke med mindre du selv definerer det. Alt kan vendes til din egen fordel eller bagdel. Hvor vil du hen og hvorfor (ikke) nu.
Tag et skud!

 
Torsdag, 16:18

Regnen falder umærkeligt udenfor min altan og så langt jeg kan forestille mig – om ikke andet hænger der et skydække fra starten af bjergene og ud over vandet.

Hvordan vil du konkurrere om opmærksomheden med alle dem der taler? I Barcelona, i Danmark, i hele det litterære sindelag. Der er så mange andre og endnu flere betydninger sat i spil øjeblik efter øjeblik. Er din chance at forøge antallet af øjeblikke – eller er det at strække et øjeblik og fylde op med stilhed? At lade sin tale være som regnen i Barcelona. For det meste går byen ved vandet fri, men når skydækket breder sig, så falder regnen mildt og længe i Barcelona og alle lytter et øjeblik til den nye fortættethed.

 
Torsdag, 18:16

Jeg opfatter det ikke som en gave til andre, når jeg vælger at skrive. Det er en nødvendighed for mig selv og i trange tider, kan det at vie tid til det, kaldes en gave til mig selv, helt på linje med det at gå ud og møde venner i festligt lag.

Det betyder ikke, at skriften er isoleret eller skal ses isoleret. Det er et udsagn, en henvendelse med ubekendt modtager, -aftager om man vil.

“An artist who dedicates his life to art, burdens his art with his life and his life with his art” ~Reinhardt

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

4 thoughts on “Noter. Barcelona, april 2013.”

  1. Kære Erik (ja det er en henvendelse)

    Det er nogle både interessante og provokerende noter, du (?) her har gjort dig.
    Jeg er blow´n away ved den spørgende frihedsdefinition der fremlægges: “Er det en frihed til at sige jeg – og mene alle uden at det behøver at inkludere dig eller andre?”
    Forfatteren som en, der udtrykker det almene gennem en personlig vinkel og vice versa.

    Jeg er mere uklar på det jeg oplever som en uudtalt ophøjelse af “den ensomme kunstner”. Tegningen af, at dette ikke at være afhængig af nogen, hverken i form af anerkendelse eller udveksling, er mere eksklusivt og kunstnerisk validt, end hvis man er afhængig af en læser/et sæt øjne? Måske misforstår jeg din sætning: “Den konstante tilstedeværelse – enten i form af skrift eller tale – er med en anden risiko for at blive usynlig i sin allestedsnærværende plapren”
    – er brugen af ordet plapren mon tilfældig?
    Er det allestedsnærværende nødvendigvis mere pludrende end det uudtalte eller det kun sporadisk udtrykte?
    Er f.eks bogens begrænsede oplag at foretrække fremfor internettets ubegrænsede udbredelse?Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke.

    Allermest interessant finder jeg overvejelserne omkring henvendelsen:
    “Det er et udsagn, en henvendelse med ubekendt modtager, -aftager om man vil”. Så længe vi henvender os – måske til os selv, måske til en specifik eller mindre specifik modtager – så er vi ikke isolerede. Så længe forfatteren/kunstneren “taler” er der noget at tale om og nogen at tale med.

    1. Tak for dine tanker. To kommentarer til din anden del:

      – Plapren kan måske erstattes af støj. Uanset er det upræcist. Min udlægning handler om de to tilgange (eller strategier): 1) at være allestedsnærværende eller 2) sporadisk tilstede og, at de to strategier både kan løfte tilstedeværelsen (gennem skrift eller tale) op, såvel som give bagslag. Jeg giver intet (direkte) svar i mine noter og mener ikke, at én tilgang er bedre end den anden, men vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at det eksklusive (forstået som udelukkelse af en delmængde af modtagere) eller at bogens begrænsede oplag skulle være at foretrække.

      – Jeg anser heller ikke den ensomme kunstner som et forbillede. Jeg har, da jeg skrev mine noter, ikke skænket vedkommende en tanke, så der er intet intenderet angreb eller forsvar for vedkommende.

  2. Jeg tror, jeg kom til at fremstå [utilsigtet] som modstander af de fremførte tanker /noter.

    Jeg synes det er meget vigtige overvejelser. Jeg synes, at enhver kunstnerisk frembringelse er en henvendelse, hvadenten den er rettet mod “kunsten” som institution (og i mine øjne dermed også mod de, der er toneangivende at definere denne institution/parnasset (??)), mod en læser/beskuer, mod et selv (terapi?), mod skriften (terapi?? 😉 ).
    Kunst rummer altid en henvendelse, og jeg tror man kan komme rigtigt langt i sine overvejelser om egen kunstnerisk praksis – men også i sin vurdering af andres – alene ved at stille det spørgsmål “du” (jeg er igen i tvivl: er disse noter reelle noter eller en del af en l´kunstnerisk praksis?) rejser: Hvem henvender sig? Og hvem rettes henvendelsen mod?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s