Christian Yde Frostholm citerede på evighedsblog et digt af Jóanes Nielsen. Det er et af de bedste tekster i samlingen “Der findes dem der tager måneskin alvorligt”, som jeg nu har læst og gerne vil anbefale videre. Med forbehold. Der er en del 70er poesi over det. Tekster skrevet ligefrem/ i knækket prosa. Det er fortællinger, personlige overvejelser, politiske iagttagelser og lidt religion.
Men når det er godt, så er det til gengæld også rigtig godt:
Åh, hvor jeg elsker vilde jordbær
tænkte Sorte, da han så soldaterne nærme sig.
Han tænkte også på at bede sin far tilgive dem
da en skudsalve knuste hans knæled.
De gik til angreb på ham med dolke
det blanke stål trængte ind i halsen
men akkurat da skete underet:Af de åbne sår skød jordbær frem.
Klaser af smukke røde bær blomstrede ud af hullet.
Det var som om et lille stykke af jorden pludselig åbnede sig
som om naturen med sikkert håndelag
fremtryllede det allersmukkeste den ejede.
Denne ganske korte stund
ebbede alle de vrede brøl ud.
Som et duftende jordbærbed
gav Gud sig til kende.
Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt. Forlaget Torgaard, 2011.
Re:citat 
Hvis bare der kun var denne linje,
Af de åbne sår skød jordbær frem.
ville jeg hoppe og danse…
Minimalisten i dig taler og på den vis har du ikke uret. Men han skriver nu engang prosadrevne tekster, hvor fortællingen hører med – det er en præmis, og min anbefaling er derfor (som nævnt) med forbehold.
Et andet sted skriver han morbidt og godt: “…/ da fluerne på Golgatta drak de hvide ud af øjnene.”
Det er et af mine problemer; At jeg lader skyggerne fremhæve sprækken, uden at kunne se igennem til lyset på den anden side. Nuvel – og hop 🙂