Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige

Min opfattelse af Morten Søndergaards forfatterskab har taget sig noget af en drejning her de seneste dage efter jeg har læst ‘Processen og det halve kongerige’ på anbefaling af en god ven og stor digter. For mig har ‘Bier dør sovende’ stået som det smukke værk, hvori han brillerer med helstøbte digte og stor sanselighed. Og jeg indrømmer, at jeg har et læseefterslæb på en fem års tid, som jeg nu ser frem til at traske lidt rundt i.

Jeg er kommet to sider ind i bogen, og følgende smukke billede folder sig ud:

“Foråret har sat sit tempo op, der er allerede tændt mælkebøtter langs stien, de afblomstrede er døde elektriske pærer rundtomkring i det grønne. Der sidder en glødetråd i det levende, en dag brænder den over.”

I bogen gør Morten Søndergaard sig tanker om døden, tiden, tilstedeværelsen, samtaler lidt med digtere (Pound, Ashbery, Tranströmer, Walser, etc.) og andre kendte figurer (Muhammed Ali, Nietzsche, Pia K., ) og fremdrager hverdagsoplevelser, der måske virker tilfældige – hvorfor ikke en anden historie? – men sammen danner de små fortællinger, et gitter af leg med sproget, dets ophav, betydninger, og trækker tæppet lidt til side i et værks tilblivelse. Eller er det omvendt: at sproget og metoden bag skriften er gitteret? Lad det komme an på læseren, jeg føler mig overbevist om at bogen kan holde til begge dele.

For Søndergaard er vedkommende. Lad mig citere et sted, hvor han skriver sig legende ind på et andet menneske for at finde sig selv:

“Vi pudser vores sko af hensyn til omgivelserne. Vi pudser sproget på verden. Man kunne godt blive væk midt i det hele, tage sit tøj og gå. Der ligger en vagabond på et dørtrin nede ved kirken. Hans skæg er hvidt, han kunne være en ven, der var i gang med at skrive et vigtigt brev til mig. Nu sidder jeg på baren med kaffe, og da jeg skal på toilettet, kommer han ud derindefra, og hans brev til mig er en ram luft af lort. Men i den luft er der også et vindstød, der går gennem hjertekamrene og blæser vinduerne op. En lugt af mig selv. Jeg går hjem og slår skodderne op.”

Poesien er mest fremtrædende i de første ca. 40 sider og måske også de sidste sider. På sin vis ser jeg paralleller til Pentti Saarikoskis breve i hvordan historierne bindes sammen og skrider fremad. Men den kyndige vil kunne fremdrage et hav af andre referencer og tilløb, når Søndergaard enten skriver om Dupont og Dupond fra Tintin eller sammenligner med Donkey Kong for så at glide over i at lytte til Kraftwerk. Eller når der fra en personlig ramme fortælles om fodboldspilleren Antonio Puertas hjerteanfald på fodboldbanen.

Jeg morede mig gevaldigt undervejs i læsningen, måske fordi jeg har taget sætningerne bogstaveligt, brugt fortællingen som den pureste sandhed. Da jeg vendte sidste side i bogen, startede jeg øjeblikkeligt forfra. Nu må jeg hellere aflevere den tilbage til ejeren og købe mit eget eksemplar. Det vil jeg også anbefale andre at gøre.

Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige. Gyldendal, 2010. [g.dk]

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

One thought on “Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s