Forfattere, billedkunstnere, musikere, hele den kreative hær forventes i mange sammenhænge at bidrage uden et honorar. Forespørgslen indeholder et løfte om en platform, hvor kunstneren kan udstille sine værker. Kunstneren bliver på den måde en runner for enten den kapitalistiske del af underholdningsbranchen eller en privat persons selvrealisering som kurator.
Nogle forventer, at kunstneren brænder så meget for sit virke, at hun også vil gøre det selvom der ikke er penge i det. Situationen er idealistisk, men også pervers. Jeg hører ikke de samme personer påstå, at læger skal brænde for deres gerning i en grad, at de vil gøre det gratis. Eller at folkeskolelæreres ansvar for en nations fremtidige bedsteborgere er en ære, der er løn nok i sig selv.
I februar lancerede jeg med to gode mennesker tidsskriftet Slagtryk. Initiativet er privat, hvilket begrænser de økonomiske midler, men intensionen er der. Så hvert kvartal vil én forfatter modtage 2.500 kroner. Vi må starte et sted. Slagtryk kunne også have valgt at honorere hver forfatter med 83,- pr bidrag. Det er en svær balance, for mens vi synes, at alle burde modtage betaling for deres arbejde (og man kan argumentere for, at 83,- kan slå til for et måltid for to), så synes jeg i større grad, at det er vigtigt at betale en reel pris for det arbejde forfatteren har udført.
For at undgå det lukkede, selvforstærkende kredsløb vil redaktionen hvert kvartal have en aftale med en person, der er aktør inden for litteraturen, men som normalt ikke fordeler penge videre til forfattere. På den måde håber jeg også, at vi åbner institutionen lidt op.
Den første har modtaget sit honorar i denne uge: http://www.slagtryk.dk/honorar/
Re:citat 
Jeg kan godt lide din brug af ordet ‘pervers’ her. Samfundet er i en sørgelig tilstand hvis det ikke er almindeligt anerkendt at få stor nydelse ud af det, man tjener sine penge på. Og dermed nødvendigvis også omvendt.
Jeg kan godt lide tanken og jeg er meget enig i det problematiske i, at kunstnere forventes (ihvertfald i de uetableredes og let etableredes tilfælde) at levere værker gratis.
Omvendt slog det mig også igår, da jeg læste om honoraret, at det er et voldsomt stort honorar, sammenlignet med hvad de fleste kan forvente at tjene på en reel udgivelse af en digtsamling (hvor det i mange tilfælde ender med at forfatteren må købe sine usolgte bøger tilbage fra forlaget hvis de ikke skal kremeres/makuleres). Og i den sammenhæng synes jeg i sandhed man kan diskutere “løn som fortjent”, uden nødvendigvis at gøre det til en kunststøtte/legat debat.
Hej Dennis,
tak for din gode kommentar. Spørgsmålstegnet er – som du iagttager – ikke tilfældigt.
Jeg ved ikke om beløbet reelt er så voldsomt. Forfatteren må aflevere sin vanlige procentdel til skat, så hvor meget lavere kan beløbet være uden at det bliver ligegyldigt? For selvom 2.500 ikke er alverden i det store litterære kredsløb, er det mit ønske, at Slagtryk for den enkelte forfatter er et reelt udgivelsespotentiale: At Slagtryk udviser professionalitet på flere planer (her det økonomiske) og tager litteratur såvel som forfatter seriøst – og derfor forventer det modsatte.
Synes du, at Slagtryk burde forholde sig til forfatterens honorar for en digtsamling eller sætte sine egne standarder for hvad vi mener er holdbart for et tidsskrift?
Med venlig hilsen
Erik
(Bemærk iøvrigt, at jeg taler på egne vegne, ikke Slagtryk redaktionens.)
Hej Erik,
Jeg synes ikke, at det er perverst at udsætte sig selv eller andre for ulønnet produktivitet. Jeg beder af og til folk om at bidrage til et tidsskrift eller om at læse op for nul kroner. Jeg synes ikke, det er perverst, for jeg synes ikke, vi er lønarbejdere. Jeg synes (og håber virkelig, virkelig) heller ikke, at vi er individuelle selvrealiseringsprojekter i et system af udbyttere og udbyttede. Hvis man skulle tro det, ville man blive så utroligt ensom på ingen tid. Jeg håber, vi er glade borgere eller sammenbidte aktivister, der gerne vil mødes om litteraturen og høre på den og læse og skrive og tale om den. Det synes jeg ikke, vi skal have penge for, af og til tænker jeg, det er en lettelse, at det litterære miljø ikke er et arbejdsmarked.
Du skriver, at “Kunstneren bliver (ved at gøre ting uden løn, LN) en runner for enten den kapitalistiske del af underholdningsbranchen eller en privat persons selvrealisering som kurator”.
Jeg synes, det er en urealistisk trist forestilling, at der ikke skulle findes andet end en kapitalistisk underholdning og privat selvrealisering. Grunden til at man (ulønnet) gider at beskæftige sig med litteratur, gå til oplæsninger, læse og lave tidsskrifter osv. er vel, at der her er plads til det, som netop ikke er kapitalistisk underholdning og privat selvrealisering.
Jeg er enig i, at det er en god idé at søge penge, så man kan give dem til folk. Men jeg er ikke enig i, at der altid skal være penge i at være produktiv.
kh Lone
Hej Lone
Tak for dit interessante input.
Jeg er selv stor fortaler for det civile samfund som et alternativ til stat og marked. Alle tre samfundsdele har sine styrker og svagheder. Personligt mener jeg, at kunsten bør operere i alle tre områder. Jeg har respekt for dit standpunkt og for mit eget vedkommende er litteraturen et helle og et afbræk fra min daglige erhverv. Men det betyder ikke, at alle forfattere, musikere, kunstnere osv. skal fungere på det civile samfunds præmisser.
I forbindelse med debatten omkring litteraturstøtten talte jeg med to upcoming forfattere, som jeg holder meget af at læse. Begge gav udtryk for, at hvis der ikke var en økonomisk fremtid i at være forfatter, så ville de finde en anden levevej – underforstået ikke have ambition om at skrive (nær så meget). Det er slet ikke fordi jeg vil tage hele debatten om litteraturstøtte op, men jeg skriver det, fordi det økonomiske perspektiv spiller en rolle om man vil det eller ej. Jeg ved ikke om vi får bedre forfattere af at aflønne dem, men de får mulighed for at skrive mere, hvilket må være til alles fordel.
Jeg vil gerne indrømme, at mit indlæg nok er lidt polemisk og sætter det hele lidt på spidsen. Jeg er overbevist om, at der ikke kun findes kapitalistisk underholdning og selvrealiserende kuratorer. Men vi to er vist uenige om hvorvidt litteraturen kan indgå på markedets præmisser?
Med venlig hilsen
Erik
Jeg stemmer på Lone. Jeg er også ubegribeligt træt af denne falske, politikdrevne objektificering og nytte-rubricering af af litteraturens og kunstens i sagens natur ellers alt-transcenderende magisterium. – Den eneste kunstner der mig bekendt hidtil er lykkedes i dobbeltrollen som politiker og vice-versa, er stadig en Herr Hitler fra Østrig, hvis verdensomspændende installationsværk ‘1000års riget’ nok er kendt af de fleste.
Kenneth Krabat har regnet på digtets mulige salgspris: http://krabat.menneske.dk/_forfatter/digte_i_loessalg.html
Jeg er også enig med Lone. Selvom det nogen gange kan være svært, at overbevise folk (sig selv) om, at den individuelle selvrealisering er en flot pink gas-ballon (a la dem man (jeg) tryglede om at få i Tivoli som lille) man bør give slip på og fise til vejrs.
Jeg har sympati for, at Slagtryk ønsker at udvise professionalitet, men jeg ser det egentligt ikke som mere professionelt, at tilbyde et sådant honorar (og jeg synes heller ikke et mindre honorar vil være mindre professionelt). Det vigtigste er, at der er platforme, virtuelle, som trykte, som fysiske (oplæsnings-) rammer, og her kunne man godt overveje fra Slagtryks side, om ikke pengene var givet “bedre” ud ved at blive smidt efter decideret udgivelse? (Så snupper skattefar jo heller ikke den del, der ellers kunne blive brugt på, at få noget sort på hvidt).
Hvad I fra Slagtryks side ønsker at sætte af standarder, er ikke mit bord, men personligt synes jeg, at det kan være løn nok i sig selv, at få tilbudt en platform med et publikum (selvrealisering eller ej). I vil gerne give et økonomisk incitament, der så også skal holde Slagtryk i live, men I er på ingen måde garanteret hverken kvalitet eller kvantitet med etableringen af en monetær kontrakt.
Jeg er dog stadig enig i, at der er en frivilligheds-problemstilling (som jo også eksisterer i filmens, musikkens osv. verden), men lige her synes jeg egentlig ikke at se den.