Silkerester

Hvis jeg bare kunne skrive om de dyr
du ikke ville lukke ind i din verden,
så ville jeg have noget at stå op til.

Jeg ville koge æg og pølser,
riste champignoner og stille
salt og lunt brød på bordet.

Dyrene skulle ikke ligge
på ryggen og tigge om noget,
mine handlinger er i kærlighed til mig selv.

Men det ville ikke være min egen stemme,
der i et skælvende hvis skridtede det landskab af,
der endnu ikke er defineret.

Det er sådan jeg har det,
når min hud skrælles af og bliver
hvide stykker i andres hænder.

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

7 thoughts on “Silkerester”

  1. Nu hvor jeg genlæser teksten, vil jeg mene, at den er for indforstået og lukket om sig selv.
    Foreløbig bliver den liggende her, så må jeg tage den op og skrive den igen på et andet tidspunkt.

  2. Jeg føler en trang til at forklare min tekst, hvilket enten understreger, at teksten ikke kan stå alene eller selve tekstens pointe (eller begge dele).

    Det er åbenbart et problem for mig at skrive tekster, der tager så stærkt et afsæt i mig selv. Det synes positivt set ud fra min generelle vurdering af hvad der er kunst. Men det er problematisk for min egen produktion, da jeg i grunden godt kan vurdere kunstneriske værker med selvsamme afsæt positivt hos andre.

    For mig er det ikke sandheden i det skrevne, der afgør det kunstneriske. For jeg har ikke kontrol over sandheden, den er op til læseren, der selvsagt heller ikke kan vurdere sandhedselementet, allerhøjst realismen.

    Jeg skriver, at “det ikke ville være min egen stemme”, hvilket henviser til det foregående Jeg i: “ville jeg have noget at stå op til…” og “jeg ville koge æg…”, referencen til en dagligdag, det personlige, som en anden bestemt forfatter gør flot med netop handlinger som at “koge æg”. For andre kan godt skrive sådan, men hvis jeg gør det, så synes jeg ikke, at det er mig, der har skrevet det.

    Og på den måde bider tekstens pointe sig selv i halen: At jeg ikke har noget særligt forhold til teksten, fordi den tager afsæt i mig selv. Uanset hvordan andre måtte bedømme teksten, bliver “Silkerester” i sin mangel på originalitet et svar, der mest af alt minder om et tamt ekko af denne anden talentfulde forfatter.

  3. Personligt har jeg det lige modsat dig. Jeg føler ikke, at det er min egen stemme, hvis teksten ikke tager et stærkt afsæt i mig selv. Jeg har store problemer med at skrive fiktion. Det virker for kunstigt. Selvom jeg godt kan sætte pris på velskrevet fiktion, så er jeg helt klart mest tiltrukket af selvbiografisk litteratur – og i mindre grad biografisk litteratur.

    Det med at koge æg får mig til at tænke på digtsamlingen Små imperativer, som Theis Ørntoft engang publicerede på digte.dk. Den flydende iteration mellem beskrivelsen af øjets iagttagelse af hændernes og kroppens handlinger i færd med at gøre – nogle gange tilsyneladende – hverdagsting og den refleksion der kastes af i iagttagelsen, er et ret fantastisk eksempel på en tekst, jeg oplever være stærkt personligt forankret og stærkt fysisk forankret på samme tid. Det er hårrejsende godt. Her er I af X:

    I

    Åbn makreldåsen med en dåseåbner/smør lidt af indholdet på det grove rugbrød/måske minder det om noget der engang var lykke/stil makreldåsen på bordpladen nyd endnu ikke maden/lad den endnu ikke glide ned i svælget lad en kvadratisk firkant af sølvpapir omslutte dåsen/den runde sølvdåse/og det resterende indhold/drys salt på maden/ganske lidt/groft havsalt og peber/tre striber af majonæse/lyt ikke til nogen/lad maden glide ned i svælget/hils maden velkommen/lyt ikke til nogen.

    1. I mine øjne er det problematisk, når teksten ikke er baseret på sproget, og i stedet foregiver at være en person, den aldrig kan være. På den måde står personen i vejen for teksten.

      Det er en flot tekst af Theis. Realismen eksponeres kvalificeret.

  4. Er et konstrueret subjekts oplevelser mere interessante end et faktisk subjekts oplevelser? Noget foregives – både i fiktion og autobiografisk litteratur. For mig står personen ikke i vejen. Personen er vejen.

    Der kan være meget sjov i konkretisme, hvis det er det, du ellers eller også mener med at teksten må være baseret på sproget, men ikke nok til at stå stærkt betydningsfuldt for mig.

    1. jeg tænker på alle skønlitterære tekster og mener ikke at et “konstrueret” eller “faktisk subjekt” er mere værd end det andet: for læseren er subjektet alligevel altid konstrueret.
      Men derfor kan det “faktiske subjekt” være et glimrende litterært greb.

  5. For mig er det meningsfuldt at læse Hemingway beskrive Paris og Gertrude Stein i Der er ingen ende på Paris og vide, at der tales op gennem tiden fra noget, der engang har eksisteret. Autobiografisk litteratur beskriver relationer og tilknytninger, der eksisterer. Det føles betydningsfuldt.

    Der er selvfølgelig undtagelser. Umberto Eco har skrevet Dronning Loanas mystiske flamme, som fra et metaperspektiv handler om semantisk og episodisk hukommelse, og den episodiske hukommelses betydning for vores oplevelse af tilknytning. Det er fiktion, der rykker for mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s