Amalie Smith: De næste 5000 dage

Jeg kan være ret imponeret over den sansning Amalie Smiths håndterer i sin debut “De næste 5000 dage”. Når hun skriver om kærligheden formår hun at løfte det til noget mere; at der ikke er tale om pigekammerpoesi, men en sensitivitet og vedkommende skønhed.

I går hørte jeg hende læse nogle af de stykker, jeg holder meget af. F.eks.

Jeg kom så langt som Jeg sov i din seng,
men jeg nåede ikke længere,
ikke til stuen, ikke til køkkenet. Jeg var en
træt lille fugl høne lerdue,
da du sendte mig hjem,
noget ingen gad skyde efter.

Anvendelse af overstregning kan i dette tilfælde betyde flere ting. Måske en metodisk bevægelse frem i skriften. F.eks. at jeget prøver sig frem med ord, der så “slettes”, fordi de ikke er den endelige sandhed, men samtidig bliver stående, fordi de ikke kan være ugjorte, når først de er skrevet. Altså er “noget ingen gad skyde efter” en følelse jeget har, men måske fortryder idet det siges højt (skrives ned), fordi så galt står det måske alligevel ikke til?
Eller gennemstregningerne kan være en bevægelse tilbage i teksten; at noget var sandt, men efterfølgende ikke kan blive stående uden at være blevet usandt på grund af ting, der er sket over tid. Altså at skriften netop kan ændres, at forfatteren kan fortsætte med at redigere i teksten, mens den skrives. “Noget ingen gad skyde efter” var kun sandt, indtil nogen (igen) skød efter den lille lerdue.

En anden passage er måske det stykke jeg har citeret oftest i år. Det er stærkt og smukt. Og tvivlende, længslende.

I biografen Midt på sommeren
var jeg (ved et tilfælde) alene
med dine to elskerinder,
det gjorde mig rolig, for så var de ikke hos dig.



*

For mig er de tre tekster, der udgør afsnittet “ATT A”, måske de mest inspirerende. Et sted skriver hun “Når man holder et liv op imod et vindue, kan man se lyset igennem de områder, hvor det gentager sig. Baderutiner. Måltider. Udsigter.” Og efterfølgende introducerer Amalie Smith begrebet “erindringsfordobling”. Hun beskriver, at hendes erindringer fordobles, idet hun erindrer dem. Hvilket jeg synes er ret fedt. For hvis jeg elaborere videre, så er hvad jeg husker, ikke det samme som det der skete, men en ny oplevelse af noget, der er sket. I denne gentagelse bliver oplevelsen altså en anden – og lægges derved til den allerede eksisterende oplevelse. Og så fremdeles når jeg næste gang husker samme ting og f.eks. fortæller om den: Historien om en begivenhed får begivenheden til at vokse, når jeg fortæller noget. Det er som at være der igen, nu blot med nye deltagere: nemlig mit publikum, der hører min historie.
Jeget forsøger at “forestille sig, at nuet kaster et ekko, både bagud fremad i tiden,”, og umiddelbart er det en ret sjov tanke. Men jeg stiller mig lidt afværgende og hælder mere til hvad hun skriver tidligere: “Jeg må opgive at holde mig til tidens, stedets og handlingens enhed.” Først der vil jeg begribe hvad det vil sige, at kunne være flere steder samtidig, blot ved at erindre dem i et nu.

Advertisements

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

En mening om “Amalie Smith: De næste 5000 dage”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s