ikke at det at

ikke at
ikke at det
det at ikke
ikke at det at
ikke at det at
det at ikke at
at det at ikke at ikke
det at ikke at at
at ikke at det at ikke at

Reklamer

Udgivet af

Scherz

Født 1978. Bor i København V, Danmark.

19 meninger om “ikke at det at”

  1. Det her begynder at blive påfaldende. Du ser ud til at trænge til inspiration.

    Selv bakser jeg med flere udfordringer, der pt føles som uoverstigelige mure. Jeg har fx længe haft en bøf med den værdi (magt) vi kulturelt set tillægger tankekonstruktioner (teorier, idéer, filosofi ..) som anvisninger til, hvordan vi bør indrette tilværelsen overordnet eller delvist (virkeligheden). Det er som om, vi er blinde for, at tankekonstruktioner adskiller os fra den følelsesmæssige og mærkbare virkelighed fremfor at forbinde os med den. Det er klart, at tankeverdenen er uundværlig, men den fylder uforholdsmæssigt meget på en måde, som flytter fokus fra dét, der kunne betyde den forskel, vi dybest set søger. Det synes jeg lige, at du skulle vide på denne torsdag.

  2. Hov, glemte at tjekke besked om opfølgende kommentarer af … hermed gjort.

    Og en enkelt rettelse – selvom jeg tror, det var til at forstå i første version:

    …. hvordan vi bør indrette tilværelsen (virkeligheden) overordnet eller delvist. ..

    1. Hej Yvonne,

      tak for din interesse. Jeg tror ikke jeg forstår din kommentar med mindre jeg misser en pointe om sprogets struktuelle magt – eller at du har misset min generelle interesse for systemdigtning?
      Ikke at det at er et remix af Hans-Jørgen Nielsens “At det at”. Se evt. min introduktion til ham på YouTube, hvor jeg blandt andet forsøger at læse hans tekst op.

      Mvh Erik

  3. Jeg kender godt din interesse for systemdigtning (tjekker youtube ved lejlighed – skal snart ud af døren på arbejde). Systemdigtning i den form siger mig ikke noget. Jeg har respekt for fx sonetkransen, som den bl.a, mestres af Inger Christensen i Sommerfugledalen, og jeg er fuld af forundring over den trancelignende tilstand, en stram metrik i en længere tekst kan vække.

    Pointen om sprogets strukturelle magt er der, men ikke ment som en kommentar til din tekst, mere som en undren over, hvad vi tillader sproget – mentaliseringen af det emotionelle – at gøre ved os. Ca.

  4. Nu har jeg set introduktionen. 4:46 – 4:54: “.. Det sproglige eksperiment er i sidste instans også et eksperimentelt synspunkt på virkeligheden i en given historisk situation. ..” – det var dit smil 5:13, der gjorde det største indtryk.

    Det er gådefuldt en berigelse og en frustration, at vi mennesker som bevidstheder er så forskelligt indrettet. Efter lidt fordybelse kan jeg godt sætte mig ind i din fascination, men jeg kan ikke dele den med dig. Hvis jeg endelig skal sige noget om det sproglige eksperiments synspunkt på virkeligheden i vores givne historiske situation, så er det, at teksten opløser sprogets logik – vores mentale lungemaskine – til en ukendelighed, som tvinger os til at forholde os til noget andet end sproget. Og det er meget godt. Men det føles lidt som at gå over åen efter vand.

    1. Du er kommet stærkt igen. Fedt: “…så er det, at teksten opløser sprogets logik – vores mentale lungemaskine – til en ukendelighed, som tvinger os til at forholde os til noget andet end sproget.” At du ikke deler interessen er ok, og at du synes det “føles som at gå over åen efter vand” er også helt fint. Du må springe de digte over jeg skriver i den kategori. For (også) rent sprogligt synes jeg, at det er fedt at gå over åen efter vand.

  5. Deal. 🙂

    Det har sikkert også i nogle tilfælde sin berettigelse at gå over åen efter vand. Men det er nok, at det føles betydningsfuldt. For nogen.

  6. “For (også) rent sprogligt synes jeg, at det er fedt at gå over åen efter vand.”

    “synes godt om”-button 🙂

    (eller SUT, som godt nok er sindssygt upopulær “among the establishement”, som jeg så heldigvis ikke tilhører, skriver: “For meget mening til at det kan udtrykkes, for meget udtryk til at det giver mening” )

  7. Hej Yvonne:

    Jeg har bare flere steder, blandt skribenter jeg respekterer meget for deres skrift, læst, hvordan de næsten “håner” SUT for hans eksistentielle tilgang til digterkunsten.
    Og hvorfor nævner jeg dem? Nok fordi jeg er ked af ikke at tilhøre dem? Fordi jeg qua min gumpe-filosofisk-følende måde at skrive på, nok aldrig vil opnå anerkendelse blandt størsteparten af de, jeg selv, rent sprogligt, beundrer.

    Og på et mere privat-personligt plan handler det også om, at jeg ikke SELV respekterer min evigtmelankolske tone i skriften, fordi jeg vil så meget andet og mere. Men det er i melankolien, jeg altid ender (onde tunger- mig selv inklusiv – vil måske endda påstå at jeg ender i det patetisk-klichefyldte), og det må jeg nok først lære at forstå og favne, før jeg forsøger mig ud i det rent sprogligt eksperimentielle skriveri.

    Jeg vil gerne skrive mig VÆK fra det privat-personlige for netop selv at kunne betragte det UDEFRA – via sproget.
    Eller for at bruge dine egne ord: jeg vil gerne lade teksten opløse sprogets logik – vores mentale lungemaskine – til en ukendelighed, som tvinger mig til at forholde mig til noget andet end end mig selv. Og sproget 🙂

    Hvis jeg er uklar i mælet (det er jeg tit), så råb op!

    1. Hej Silhuet

      Du er klar i mælet. Jeg kender tilsvarende tanker fra mig selv.

      Det kan næppe være befordrende for din stemmes udvikling at føle dig dikteret af dine negative forventninger til andres mening om det, du skriver. Men det er lettere at vide, end at frigøre sig fra. For det andet: Klichéer og døde metaforer er vanetænkning, ligesom – ufrivillig, ikke autentisk – melankoli er det. Hvis du vil ændre dine sproglige vaner, må du identificere dem i teksten og sætte noget andet i stedet. Som også er dig. Eller er mere og sandere dig. Du er tvunget til at gå omvejen af dig selv, at konfrontere dig med det i dig selv, du ikke bryder dig om og finde ind til årsagen. Der er ikke andre veje. Uanset hvad diverse højpandede litterater mener, er den fede trend.

      Hvad angår opløsningen af sprogets logik og konfrontationen med dig selv: Forestil dig fx at sproget, tanken standser.

      Tak for at være anledning til en påmindelse til mig selv.

      1. Yvonne, er du ved at projicerer dine egne tanker, følelser og problemstillinger over på andre? Hvorfor skal det gå gennem en selv? I mine øjne er skriften knyttet til det selvransagende og personligt udviklende ofte uinteressant, hvis det personlige projekt fylder mere end (sproget, hvis vi taler digtning eller) teksten i sig selv. Det findes der gudskelov delte meninger om, men det er ikke kun diverse højpandede litterater, der har den holdning.

        1. Sådan kan det se ud, og det kan også være tilfældet, men hvis jeg ikke kan identificere mig med det, Luise skriver, hvordan skal jeg så kunne forstå og svare hende? Kun Louise kan afgøre, i hvilket svar hun føler sig mest set. Eller hvilket hun helst vil føle sig set. Måske i begge, måske i ingen.

          Hvis det ikke går gennem dig, hvem går det så gennem? Uanset om du vælger det mentale perspektiv eller det personligt emotionelle perspektiv, er du – din bevidsthed – den fortolkende og formidlende instans. Skriften bestemmes af dine forudsætninger og præferencer, og er et udtryk for dig uanset udtrykkets form. Hvad er det, sproget som form gør for dig? Jeg får billedet af lille Kaj, der sidder på gulvet i Snedronningens slot og lægger puslespil: Evigheden.

          Begge perspektiver kan være ekstremt uinteressante, det medgiver jeg. Også mit eget projekt for tiden, som konstant stiller mig i tvivl om, hvorvidt det er værd at publicere, værd at genere andre med. Men jeg kan ikke andet, selvom det også overskrider mine egne grænser. Det er noget, jeg skal. Også når jeg ikke har kunnet formulere mig i overensstemmelse med egne normer for æstetik og præcision. Jeg tror, det er en slags trods, en provokation af en åbenbart udbredt afsky for det stærkt private og en sikkert berettiget frygt for at henfalde i endeløs, formålsløs navlebeskuelse.

          Jeg forsøger at finde et sted at tale fra, som ikke dikteres af, hvad andre synes. Det kan godt være, at vejen derhen er grim, men måske ender den smukt. Og når jeg insisterer på at være offentlig undervejs, så hænger det måske allerdybest sammen med min irritation over den udbredte anerkendelse, der vises alt, hvad der lyser af kraftig mental bearbejdning, til ulykke for dem der lidt usikkert forsøger at orientere sig i det litterære landskab. Og til ulykke for dem der lidt usikkert forsøger at orientere sig i det hele taget. Jeg tør være uperfekt, fordi jeg ved, at det perfekte ikke findes, og fordi nogen derude også har brug for en stemme som min.

          1. Jeg anser dit udsagn “Skriften bestemmes af dine forudsætninger og præferencer, og er et udtryk for dig uanset udtrykkets form” som det vi skal udfordre i digtningen. Vi skal ud over sproget.

            1. Som udgangspunkt er jeg uenig med dig i, at der er noget, vi skal. Men vi kan godt blive enige om, at du mener, at der er noget, vi skal.

              Vi kan også blive enige om, at der kan være gode grunde til at bevæge sig ud over sproget, fordi det samtidig med at kunne sætte fri også er stærkt bestemmende i forhold til vores virkelighedsopfattelse.

              Hvad sætter du som begrundelse? Og er digte uden sproglig logik ikke en anden form for sprog? Et symbolsk sprog der gennem sine former udsiger den betydning, du giver dem: Et sanseligt ikkesprog.

            2. … det er fint nok at løfte låget på øverste etage og røre i gryden, men det flytter ikke så meget, hvis stanken fra etagen nedenunder er ulidelig. Det mentale og emotionelle er uløseligt forbundne.

              [Jeg ville ikke, men jeg blev nødt til det ..]

    2. En af årsagerne til at jeg holder af systemdigtningen er, at teksten berøver mig mit jeg, som herefter alene er en påmindelse om min tidligere tilstedeværelse. Jeg synes dit mål, Louise, er fedt. Må jeg foreslå, at du i stedet for at skrive væk fra dig, vælger et pseudonym at skrive ud fra i en afgrænset tidsperiode. Og så måske laver regler om aldrig at måtte skrive ”du”, ”jeg”, ”han”, ”hun” og andre personlige pronominer. Så vil du måske ikke længere identificere teksten med dig selv og derved sætte den fri?

      Jeg har selv et ambivalent forhold til min melankoli og patos i særdeleshed. Men jeg er kommet til det sted, hvor jeg ser det som et bi-produkt af min tekstskrivning og har det fint med det.

  8. I opridser meget klart en skillevej jeg står ved!

    Nu drager jeg ud i sensommerlandet en 14dages tid (laaaangt fra alt og alle -dog pånær mig selv og skriften) og afprøver begge modeller.
    Jeg når næppe frem til et svar, men det er også spørgsmålene, der er de interessante 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s